Simon Staun
Pr-foto

Gyldne øjeblikke i nedtonet show

Selv om Michael Stipe om ikke så længe fylder 50 år, virkede han lørdag aften i Parken mere energisk og dedikeret i det noble forsøg på at stable nærvær på benene end under de seneste års halvtamme affærer.

Selv om Parken ikke er et atletikstadion, fik forsangeren, der denne gang var uden krigsmaling, løbet adskillige banelængder i fotograven foran scenen, hvor han undervejs gav "high fives", kommenterede publikum iført Obama-trøjer og som vanen tro roste danskerne for deres smukke ydre.

Det virkede ikke kunstigt og klæbrigt, hvilket det som oftest gør fra en scenekant, og derfor var det på en eller anden måde også mere acceptabelt og måske nærmest i samme ånd, at sceneshowet og de visuelle virkemidler var holdt på en brøkdel af det, eksempelvis U2 og Robbie Williams havde slæbt med til deres ildsprudlende, epilepsibombardementer i samme arena.

Guld i koncertsammenhæng

Det var sangene, der var i centrum hos R.E.M. Og der var dæleme mange af dem. Hele 28 styks med rødder helt tilbage til midtfirserne med den countryskårne "(Don't Go Back To) Rockville" fra 1984-albummet "Reckoning" og frem til nyeste medlem i familien "Accelerator" fra i år, hvor især "Man-Sized Wreath" satte heftige understregninger under gruppens genfundne dyrkelse af den skramlede, hårdtpumpede rocklyd.

Disse sønderrevne guitarnumre stod i stærk kontrast til flere af de sjældent live-opførte numre, hvor eksempelvis "Auctioneer (Another Engine)" i mine ører ikke er guld værd i koncertsammenhæng, men for de mest hardcore fans sikkert kan have været hele indgangsbilletten værd.

"Drive" var uden tvivl det bedste nummer denne aften. Overbevisende sunget, perfekt spillet og direkte injekteret som en hypnotisk og messende hymne. Omkvædet "Hey kids, rock and roll, nobody tells you where to go, baby" havde mere dybde end nogensinde, og linjen "Tick, tock, tick, tock" kunne fysisk mærkes helt ned i tåspidserne.

Desværre kom dette klimaks allerede som fjerde sang, hvilket kunne indikere, at der var tale om en uendelig ørkenvandring resten af aftenen. Det var dog langt fra tilfældet, selv om man under enkelte passager blev lidt bange for, at ens øjenlåg var i færd med at lave oprør eller var på forstadiet til "Rapid eye movement".

Slåskamp under ekstranumrene

Om ekstranumrene blev fremført uden helt samme intensitet som det resterende sæt, eller om det var metaltrætheden, der overmandede mig under Parkens stålskelet, kan jeg ikke helt afgøre. Jeg blev nemlig rykket helt og aldeles ud af min koncentration, da et kæmpeslagsmål udspillede sig få meter fra min presseplads.

Et slagsmål, der havde været længe under opsejling uden indblanding fra ufatteligt passive vagter, eksploderede simpelthen midt under "Losing My Religion". En voldpsykopat hamrede løs på alt og alle og slog sågar på en pige, inden han fik lov at luske af. Hvorfor den slags stupide kæmpeidioter overhovedet indløser billet til en koncert, fatter jeg ikke. Måske er det sådanne tåber, der fik R.E.M. til at døbe 1994-skiven "Monster"?

Pulsen nåede lige knap at falde ned, så man kunne få en halvsløset udgave med af "Man on the Moon", der derfor ikke fik den samme fabulerende, drømmende kant som tidligere hørt.

Alt i alt stod R.E.M. dog for en glimrende intimkoncert foran 30.000 publikummere, der fik en sjælden god lydoplevelse i Parken. Måske derfor virkede masserne overraskende passive. Fordi de for en gangs skyld kunne leve sig ind i sangene på den tildækkede plæne og synke ned i deres egen underbevidsthed, når R.E.M. var "At Their Most Beautiful".