Simon Staun
Pr-foto

Paranoid perfektion

Det blev en sjælden velspillet og intens turnéstart for britiske Radiohead, der efter tre års "pause" igen rører på sig, så man kan mærke det langt ind i sjælens afkroge. Til trods for, at bandet til deres første af to koncerter i KB-Hallen kaster en håndfuld nye sange i grams, så ødelægger det bestemt ikke helhedsindtrykket af et velfungerende band, der tilsyneladende ikke har nydt opholdet på scenen så meget flere år.

Den karismatiske forsanger Thom Yorke, der kan finde på at mure sig inde i sin egen verden, virker veloplagt og velopladet som musikken. Han klovner lystigt rundt og fægter i ren og skær iver med sine spinkle lemmer, mens guitaristen Johnny Greenwood sætter en tyk streg under, hvorfor især det kantede og skæve udtryk er blevet et af Radioheads varemærker.

Karma-politiet

Fra startnummeret "Everything In Its Right Place", dristes man til at tro, at det netop er mantraet for denne koncert. Alt virker næsten for perfekt, og de klassiske udpluk fra "The Bends" og "OK Computer" går så forrygende godt i spænd med de elektroniske kreationer fra "Amne-siac" og "Hail To The Thief", at selv de mest tykhudede må have haft gåsehud.

Det hjælper selvsagt også at smide en syng-med-bombe allerede efter et kvarter. "Karma Police", min personlige all time greatest Radiohead-sang, står i hvert fald langt fremme i køen om titlen som aftenens mest populære og medrivende sang, hvilket det kronisk svedende publikum takker for med strakte arme og klapsalver, der næsten følger takten.

Helt samme samhørighed kan man af naturlige grunde ikke opnå med de numre, som man stifter bekendtskab med for første gang. En sang som "15 Step" med fængende, tunge trommebeats, lyder som en katastrofe efter de første 30 sekunder, men Thom Yorke får med sin klagende, dybt neurotiske stemme transformeret den til et lille mesterværk, der tegner meget godt for deres kommende albumudgivelse.

Smuk dåbsceremoni

Iltmanglen i hallen udgør i samspil med "Street Spirit (Fade Out)" en farlig sansecocktail, der blot er et blandt mange eksempler på en musikalsk samhørighed, der er blevet dyrket til perfektion i snart 20 år. Med et prangende resultat til følge. Kun ekstremt talentfulde bands kan spille så skævt og samtidig blændende smukt som Radiohead formår på "There There" fra "Hail To The Thief". Et højdepunkt, der bringer stemningstermometeret fra mageløs til magisk.

For lige at cementere deres bjergtagende comeback, så byder ekstranumrene på "Let Down", "Paranoid Android" og "Lucky". Og heldig, det er lige præcis, hvad man føler sig ved denne uforglemmelige dåbsceremoni, der ikke høster topkarakter, netop fordi publikum ikke kunne børnenes navne uden ad. Det vil de så sikkert som Amen i kirken gøre snart.