Simon Staun
Pr-foto

Prince var kongen af Roskilde

Flere anmeldere havde inden afdansningsballet søndag aften noteret, at den helt store folkefest ikke havde fundet sted til Roskilde Festivalens 40-års jubilæum. Sådan skriver de forhåbentlig ikke efter Princes medrivende pop- og funkfest, der både i kvalitet og kvantitet kom bag på undertegnede.

Efter at have ventet små 20 minutter hvor flere bandmedlemmer havde været på scenen og gejle publikum op, troede jeg, at den royale særling sad ude bagved og surmulede over et eller andet ligegyldigt problem med opvartningen.

Det viste sig at være et teknisk problem. Vel at mærke det eneste af slagsen. For lyden var i særklasse den bedste ved dette års festival.

Da Prince spankulerer ind i rampelyset iført den mest bizarre jogging-heldragt med et billede af sig selv fra coveret til sin kommende plade og går i gang med "Let's Go Crazy", går der præcis to basgange og et omkvæd, før det står klart, at det præcist er det, der vil ske. Han, bandet og publikum går amok. I ordets mest positive betydning.

Lille koket original

Det band spiller bare bedre end noget andet på Orange Scene i år. Og så den mærkværdige mandsling. Denne lille kokette original, der er så musikalsk overlegen og så dreven, at man helt glemmer, at han formodentlig kan stoppe en tredjedel af festivalbudgettet i lommen.

Rygtet siger, at han får 12 millioner kroner for sin optræden. Dermed den dyreste kunstner nogensinde på festivalen. Er det for meget, kunne man spørge sig selv? Måske.

Er det for meget, at Messi får 12 millioner om måneden i Barcelona, når han afgør mesterskaber?
Prince var ubetinget årets store oplevelse på en festival, hvor der var rigtig meget godt men for lidt af det sublime. Så et eller andet sted kan den uhyrlige sum godt forsvares.

Manden er 52 år og agerer som en på 25. Og stjernenykkerne havde han heldigvis ladet blive backstage. Han havde blot medbragt en sjælden spilleglæde og et ikonisk smil, der kunne tø indlandsisen på Grønland op.

Konstant fes han rundt og gejlede sine musikanter op. Han spillede piano, så ikke et øje var tørt. Han diskede op med guitarspil på niveau med de allerstørste rock- og bluesguitarister. Han levede sig helt ind i sine sange og vred sig, så man fik helt ondt af ham, når han kylede omkring sig med sangtekster, andre kunstnere ville bortadoptere deres børn for at have kreeret.

Geniale fremførelser af "Little Red Corvette", "Nothing Compares 2 U" og "Purple Rain" opvejer til fulde, er der undervejs var momenter, hvor koncerten stod lidt i stampe, når der gik for meget gospel og jam i den. Tilbage står der kun mindet om en semi-dværg, der hører til blandt de allerstørste.