Simon Staun
Pr-foto

Skønt at være i live

For syv år siden blev en koncert på Roskilde Festivalen afbrudt mere brutalt, end man nogensinde havde frygtet. Tirsdag aften i københavnske Forum slutter den endelig på smukkeste vis med et fabelagtigt spillende band og en kronisk velsyngende Eddie Vedder, der i mere end to timer hypnotiserer publikum.

Undervejs bliver der disket op med sange fra stort set hele Pearl Jams omfattende bagkatalog, da Seattle-gruppen rundhåndet spreder nostalgi og eufori for et publikum, hvor 95 procent må være mænd omkring de 30 år plus/minus et par solomrejser.

Jeg passer selv perfekt i denne "kasse", og mine tanker flyver med lysets hast tilbage til svedige gymnasiefester, hvor man troppede op i militærstøvler, havde pudset de gigantiske øreringe og sat pagehåret med det djævelsk seje undercut.

Man skal nu ikke nødvendigvis have været en del af den demografiske majoritet for at få fuldt udbytte af aftenens intense oplevelse, der blev rammet enkelt men effektivt ind af et lysshow, der foruden publikums oftest strakte arme lader forsangeren, melankoliens Messias, tiltrække mest opmærksomhed.

Røsten over dem alle

De første tre numre "Long Road", "Corduroy" samt "Why Go" byder på et sandt guitarinferno med Stone Gossard og Mike McCready som kontante indpiskere. De tydeliggør, at Pearl Jam live kan være en hæsblæsende fortættet og skælvende storsindet affære.

Trommeslager Matt Cameron tager sig også ud fra sin bedste slagtøjsside som et vulkansk rytmeudbrud, der får varmegraderne til at eskalere med ekspresfart.

Da Eddie Vedder smider guitaren og helliger sig branchens bedste stemmebånd, gør det ikke så meget, at gruppen kommer lidt ud af afkrogene med en række numre, som kun ærkefans kan citere fejlfrit. For selv med 100 meter til scenen kan Vedders organudladninger give mandfolk fugtige øjenkroge, når toptrimmede treenigheder som "Down", "Once" og "Black" efterfølger hinanden.

Værd at vente på

Eddie Vedder holder mod vejs ende en flot om end noget famlende tale for de ni, der døde i 2000 foran Orange Scene.

Som han tidligere på aftenen understregede, er det musikken, der bør tale frem for ham. Og det gør den rasende godt den sidste halve time, selv om lyden i Forum stadig ikke er værd at spilde alt for mange bogstaver på.

Ved første kærtegn af den storladne "Alive" bliver alt andet ligegyldigt. Den sang har jeg personlig drømt om at høre "rigtigt" i 15 år. Ventetiden var hvert af de 470.000.000 sekunder værd. Sjældent har et publikum være så elektrisk. Så sammentømret. Så i live.

Det er selve essensen af rockmusik, der udspilles foran mine øjne. Den enestående energiudladning vil holde sommeren over, lige gyldigt, hvor mange af gudernes tårer, der ellers måtte falde.

Længe leve Pearl Jam. Længe levet livet.