Scenen minder mest af alt om et overskudslager for gamle instrumenter eller et mystisk galleri med halvfærdige malerier og enorme lærreder flydende overalt. Det virker lidt uoverskueligt, lige indtil Neil Young akkompagneret af stående bifald entrer scenen og sætter sig tilrette på en skammel omringet af seks akustiske guitarer i en halvcirkel. Jeg har aldrig nogensinde oplevet en kunstner modtage så massiv en velkomstjubel, og det skulle det vise sig, at hyldesten kun tiltog i styrke undervejs.
Idéen med at dele koncerten op i en akustisk og elektrisk del er
genial. Det gør det lettere at opleve hver "genre" for sig, uden at
skulle omstille sig alt for meget. I første halvdel betyder det, at
canadierens geniale tekster får al den plads, de fortjener.
Numre, som jeg ikke tidligere har næret den helt store kærlighed
til, folder sig ud og gør sig umanerligt elskbare. Én af dem er
"Sad Movies", der aldrig er udkommet på regulær plade, hvor han i
slutlinjen funderer over, hvorfor man/han/vi nogensinde kom.
I forbindelse med denne koncert kan der ikke være den store tvivl, folk var kommet for at se ét af rockmusikkens helt store ikoner, der nærmest jovialt trasker rundt på scenen mellem numrene.
Han leverer sine sange med så meget kropslig og vokal overbevisning, at den skyhøje billetpris hurtigt er glemt. Især de to sidste akustiske numre, "Don't Let It Bring You Down" og "Cowgirl In The Sand", understreger det fornuftige i at rejse 36 timer i træk for at nå frem og afslutte sin vinterferie med manér og masser af den type sange, andre kunstnere søger at skrive gennem en hel karriere uden at formå det.
Manisk sammensurium
"Down By The River" står som den stærkeste sang i anden
afdeling, hvor udtrykket er langt mere eksplosivt og guitarspillet
langt mere manisk. Fanden tager ved Neil Young og tak for det. Jeg
begiver mig ind i den form for rus, der normalt skal stoffer
stærkere end både velour og fløjl til. Jeg vågner først op igen, da
den sidste glohede solo ebber ud, og en 50-årig kvinde ved min side
hyler som en ulv ved fuldmåne.
"Hey Hey, My My" fortsætter hvor ovennævnte slap med vanvittigt
meget power. Det virker næsten naturstridigt at fire mænd tilsammen
kan skabe en lydkulisse så forpustende og omfattende. Desværre
falder intensiteten lidt på "The Believer", der lige præcis er lidt
svær at tro på som én af meget få denne aften.
Selve finalen lever herligt op til hele setuppet. Et rodet,
medrivende og særegent sammensurium, hvor alt på en eller anden
ubeskrivelig måde smelter sammen og udgør selve essensen af
rockmusik.