Simon Staun
Foto: Brian Karmark

Kashmir levede op til løftet

Et klogt menneske har engang udtalt, at det ikke er målet i sig selv, men rejsen derhen, der er det vigtigste. Det mantra vender Kashmir på hovedet med en sætliste, der i lange passager indikerer, at klimaks er uden for rækkevidde.

Men med historisk mange ekstranumre - oven i købet en perlerække af bandets bedste sange - når det lige præcis at spille sig op til de stjerner, raketbrødrene stiler efter i "Rocket Brothers". Det kan heller ikke betale sig at gå i struben på Kashmir, fordi bandet ikke pleaser sit publikum med flere lunser fra de første tre albummer "Travelogue", "Cruzential" og "The Good Life" fra 1994, 1996 og 1999. Sådan er det bare.

Men når man spejder ud over det voksne publikum, står det tydeligt, at det især er numre fra den periode, der er krydset af på ønskelisten. Derfor ligner det nærmest trods, da koncerten efter de første 45 minutter kun har budt på "Kalifornia" og "The Curse Of Being A Girl" fra "No Balance Palace" fra 2005 som de mest kendte og medrivende numre.

Åbningsnummer ødelagt

Bevares, nye numre som "Mouthful Of Wasps" og ikke mindst "Bewildered In the City" bliver spillet overbevisende og indikerer, at sangene i den grad lever et andet og mere sprælsk liv live end på plade.
Men sådan er det jo typisk med rockmusik. Det skal være og er mere fortættet og energisk, når det brager løs med 20-dobbelt styrke i forhold til selv det mest hardcore hjemmeanlæg. Og lydman- den må siges at være generøs med volumeknappen denne aften.

Åbningsnummeret "Pallas Athena" bliver decideret ødelagt, fordi lydniveauet er helt tåbeligt højt.
Det justeres siden hen, men mit bedste bud er, at mindst 10 publikummere får tinnitus lørdag aften. Og er det så det værd?

Efter "hovedkoncertens" 14 numre er svaret nej. Selv om bandet spiller besnærende og viser overskud i overflod, letter man ikke fra plankerne. Og med udsigt til de traditionelle tre ekstranumre, øjnes der ingen chance for, at Kashmir kan traktere publikum med de mange gamle sange, gruppen lovede i starten. Men det skal jeg ved Kasper Eistrups gennemsvedige skjorte lige love for, de gør.

Kashmir Greatest

Otte ekstranumre med alt, hvad hjertet begærer i en vidunderlig lang understregning af, hvad Kashmir har begået af genialiteter gennem karrieren.

"Aftermath" er fortryllende, "The Cynic" en messende nyklassiker og "Miss You" den endegyldige lunte, der antænder en uforlignelig tretrinsraket med "Lampshade", "Leather Crane" og "Vote 4 Dick Taid". Hvad der undervejs ligner en dag på kontoret, bliver pludselig et manifest og nærmest en "Best Of"-seance med en kvartet, der, når den er bedst, hører til blandt de allerbedste.

Kashmir magter både det brutale og betagende. Og når gruppen på et nyt nummer som "Pursuit Of Misery" får mig til at tænke på Coldplay, skal det opfattes som en markant ros for vokal- arbejdet. Trommeslager Asger Techau er - igen - fristes man til at sige, det uundværlige, rytmiske omdrejningspunkt, mens Kasper Eistrup i flere omgange slår sig løs med de mest sprælske og medrivende guitarsoli, jeg til dato har hørt ham udføre.

Og hvorfor ikke også rose tangentspiller og guitarist Henrik Lindstrand for sin mangefacetterede musikalitet og bassist Mads Tunebjerg, der som en usynlig kraft binder det hele forførende sammen.
Jo, rejsen er fyldt med omveje og snørklede stier. Men målet i den grad turen værd.