Simon Staun
Foto: Robert Wengler

Fogertys fede frihedsfest

Jeg har altid bifaldet stilen med at gå lige på og hårdt. Derfor giver det et sug i maven, da John Fogerty med hans gennemsympatiske og ikke mindst fornemt præsterende band høvler det yderste lag anmelderskepsis af med en vanvittig viril version af "Travelin' Band".

Det næste, jeg funderer over, er, at den mand synger helt fortrinligt stadigvæk. Hans stemme er skarp som et nyslebent barberblad. Efterfølgende bekræfter "Green River", at han på samme måde har bevaret talentet på sit strengeinstrument, der som en gavmild flodpram bliver fartøjet, der bringer publikum ned langs rockmusikkens Memory River.

- We're here to rock''n'roll, so come and get it, brøler den ungdommeligt udseende Fogerty. Den californisk fødte musiker lyder mere som en dreven daglejer fra Syden, og hans brandvarme guitarspil emmer også langt mere af bomuldsmarker, bourbon på verandaen og støvede selebukser end glamour, jakkesæt og højhuse.

Masser på hjerte

Sætlisten får de fleste træarter i Tusindårsskoven til at falme. "Down on the Corner", "Heard it through the Grapevine", "Rocking all over the World" samt "Midnight Speciel" er blot en fjerdedel af raketterne i et uhørt festfyrværkeri af evergreens.

Med værtshusklassikeren "Cotton Fields" formår publikum i kraft af et vellykket overraskelsesangreb at indlede med omkvædet så kraftfuldt, at John Fogerty med band ikke kan gøre andet end at falde ind og følge klassikeren til dørs. Imponerende.

Alene på scenen med sin akustiske guitar byder Fogerty på en intens omgang "Deja Vu". Et af hans nyere numre, der præcis som smagsprøverne fra det kommende album indikerer, at manden stadig har masser på hjerte og mandsmodet til at få det forløst gennem musikken.

Kogende klimaks

Jeg har i snart 15 år haft en affære kørende med "Heard it through the Grapevine", så ikke overraskende bliver jeg helt blød i knæene, da en tilpas løssluppen og hårrejsende rocket udgave af det 11 minutter lange mesterværk får luftguitaristerne blandt publikum til at gå bersærk. Undertegnede inklusive.

En endeløs række af soli med hele fire guitarister forenet på scenegulvet suppleret med funky keyboard og efter John Fogertys mening rockens bedste trommeslager udmønter sig i et kogende klimaks, der gør denne 4. juli til min bedste Independence Day nogensinde.

På "Down on the Corner" får Fogerty sine to sønner med på scenen. Selv om de naturligvis ikke kan sætte farmand på plads, så giver det forhåbninger til den "rigtige" rockmusiks overlevelse, hvis de har arvet bare en brøkdel af talentet og vildskaben.

John Fogerty, der ikke just kan kaldes nationalist eller sympatisør med de regeringer, der har kastet USA ud i krigene mod Vietnam og Irak i to omgange, bruger sin brændende misbilligelse konstruktivt og slutter blandt andet af med en højoktan og desværre stadig aktuel "Fortunate Son". En protestsang, der er lyslevende 35 år efter sin fødsel.

Med glohede "Good Golly Miss Molly" og vuggende "Proud Mary" bliver der sat et prangende punktum for én af de bedste vokal- og guitarpræstationer på fynsk jord i mange herrens år.