Simon Staun
Foto: Robert Wengler

Sort humor uden rød tråd

Man må rose John Cleese for hans ærlighed. For efter at have set hele hans "How To Finance Your Divorce"-show er man ikke i tvivl om, at det vitterligt er ønsket om at skrabe penge nok sammen til at betale eks-konen 20 millioner dollar, at han er på landevejen igen.

Det står undervejs skræmmende tydeligt, at han ikke har skullet finde på mere end få minutters halvmorsom introduktion og enkelte halvsjove indskydelser for at binde showets to afdelinger sammen.

Resten af materialet består fortrinsvis af uddrag fra "Fawlty Towers" og "Monty Python".
Klip som man på sekunder kan klikke sig frem til på youtube eller se på dvd.

Man må formode, at de fleste af de blot 350 fremmødte er inkarnerede fans og derfor kender klassiske sketches som brandøvelsen på badehotellet eller den sorte ridder, der får hugget alle lemmer af i "Monty Python and the Holy Grail".

Derfor er det for tamt at basere to timers show på så lidt nyskrevet materiale. Når man nu ved, hvor bidende skarp John Cleese kan være, ærgrer det at se ham som en oldboysspiller, der i den grad mangler tempo og dristighed.

Timingen er der til en vis grad endnu, men når den ikke får noget ordentligt materiale
at time efter, er den i sagens natur ubrugelig.

For gamle eksempler

De mest underholdende øjeblikke er uden tvivl, da han fortæller om sin opvækst i en engelsk dødbider af en badeby. Især forholdet til hans mor havde noget oprigtigt og ægte komisk over sig.

- Min mor og jeg havde kun to ting til fælles. Ingen af os var opvokset hos et kuld ulve, og så havde vi samme sorte humor, fortæller John Cleese til aftenens mest spontane udbrud af latter.

I anden afdeling fortalte han om netop den sorte humor, som har været et af hans varemærker.
Men eksemplerne var for få og gamle.

Hvad er sort humor for Cleese den dag i dag? Hvad kan den gamle brite skrive af sort humor i dag? Det fik man aldrig svar på.

At kræve i nærheden af 1000 kroner for noget, der i bund og grund mere er et foredrag om historien bag Cleese og de legendariske tv-serier, han har været med til at skrive og agere i, er på kanten af at drive plat med publikum.

En sort dværg

Det var John Cleeses første show nogensinde i Danmark, og havde man håbet, at han var meget sjovere end i de forfærdelige reklamer for Elgiganten, blev man skuffet.

Derfor kom aftenen mere til at fremstå som muligheden for at møde en af komikkens allerstørste stjerner. Desværre en stjerne, der ikke blænder længere, men mere ligner en sort dværg, der kan kollapse.

Midt i showet beskrev han, hvordan Michael Palin engang fik latterkrampe, da John Cleese læste manuskriptet op til en bizar Python-sketch. Palin lo uafbrudt i flere minutter og faldt ned af sin stol af grin. Hvem der bare havde været så heldig.