Jerry Lee Lewis, 2007

Det kræver nosser på størrelse med strudseæg og et kronisk kærlighedsforhold til rock'n'roll at sætte sig tilrette bagved sin tro væbner, pianoet, præcis fem årtier efter "Whole Lotta Shakin' Goin On" brød gennem lydmuren i 1957.

Ildkuglen fra Louisiana fejrer således et halvt århundredes jubilæum foran et plukkemodent publikum, der først tager pænt imod Nalle og hans som altid velspillende sidemen i form af Knud Møller og Hans Theessink. Deres følelsesladede version af "Hound Dog" sætter en tyk streg under Nalles stemmepotentiale. Og hans potentiale som advarselskampagne mod rygning...

At råfynske Nalle sammen med sine to musikalske frænder skulle have æren af at varme de 6000 publikummere op, kan være en tilfældighed. Måske er det skæbnens ironi, at Nalle, der præcis som Jerry Lee Lewis har gået så grufuldt meget igennem, skulle ende med at finde frelse i den religion, som den amerikanske klavervirtuos var med til at stifte tilbage i 1950'erne. Nemlig rock'n'roll.

Og lad mig da understrege, at jeg hellere betaler til den end til renovering af kalkmalerier.

Der er i sagens natur kun tale om opvarmning, og derfor overrasker det ikke, da der er stående applaus i det øjeblik, 71-årige Jerry Lee entrerer scenen og beviser, at han er præcis lige så hurtig på fingrene, som da han giftede sig med sin 13-årige kusine.

Den mest berygtede venstrehånd i rock'n'roll er stadig hurtig som Lucky Lukes og garant for en boogie-woogiehybrid, der tilført højrehåndens flamboyante legesyge udgør en dødelig cocktail. Desværre har lydmanden en historisk off day, hvilket betyder, at koncerten udvikler sig til en farce af de værre, inden den for alvor kommer i gang.

Ligner "Fiskerne"

Når det swinger, så fungerer det. Men når det går op i hat og briller, så får man helt ondt i maven. Selv ikke bandet, der minder om rollebesætningen i "Fiskerne" med deres skæg og sorte tøj, kan med deres iver redde skuden fra at synke. Og det til trods for, at klassikere som "Roll Over Beethoven" og "Sweet Little Sixteen" nærmer sig det blændende. Den sidste stående Jerry Lees seneste album understregede, at han stadig trodser alle naturlove. Titlen "Last Man Standing" er bestemt symbolsk.

For engang når samtlige publikummere er blevet ormeføde, så vil ekkoet af "Great Balls Of Fire" stadig lyde. Desværre vil koncerten i Forum hurtigt være glemt, fordi den udviklede sig til en parodi frem for en rock'n'roll-parade.

Og med fynske briller kan man kun glæde sig over, at Nalle med følge var aftenens i særklasse positive oplevelse.

Medier

Jerry Lee Lewis-pdf

Kategorier