Simon Staun
Foto: Jørgen Hansen

Over regnbuen og ude i hampen

Det er sjældent, jeg oplever at stå til en koncert, hvor jeg kan høre, at stort set alle omkring mig ved mere om bandet på scenen end mig. Men uanset, hvor jeg stillede mig på Magasinet, havnede jeg ved siden af guitar-aficionados, der kunne beskrive hvert eneste greb, hver eneste akkord og ned til mindste detalje analysere det unikke ved Jeff Becks måde at spille på.

Det kan jeg ingenlunde. Men jeg kan af hjertet garantere for, at jeg sjældent har oplevet så virtuos og mangefacetteret en instrumentalist, der uanset retningen i musikken tilsyneladende aldrig kører galt.

Omgang til huset

Selv om han er iført en ærmeløs trøje, trækker han det ene spektakulære riff og betagende klang ud af ærmerne. Det er lysår væk fra den lyd og de melodier, jeg forelskede mig i med Jeff Beck Group, hvor den tunge bluesrock tegnede et billede af en spæd heavyrock.

Jeg ville have givet en omgang til huset, hvis 66-årige Jeff Beck havde taget "Let Me Love You" fra "Truth" eller "The Hangmanns Knee" fra "Beck-Ola" med på sætlisten. Men på forhånd var jeg klar over, at de ikke ville komme på tale.

Sættet består i hovedtræk af fusionsrocknumre fra hans seneste to-tre udgivelser samt en række udvalgte cover-numre fra blues, soul og sågar klassisk musik.

Der er blot givet plads til sang i to numre: Muddy Waters-klassikeren "Rollin' & Tumblin'", hvor den glimrende, kvindelige bassist Rhonda Smith understreger, at hun bestemt er bedre på strenge end på stemmebånd, samt Sly & Family Stones "I Want Take You Higher", der desværre ikke formår at bringe publikum helt op til den regnbue, som Beck tidligere sendte dem ud til med en ekstremt sanselig og alternativ udgave af "Over The Rainbow" fra filmen The Wizard Of Oz.

Sensuel sexbombe

Der hersker dog ikke tvivl om, at Jeff Beck er en uforfalsket troldmand på sin guitar. Jeg lader mig især tryllebinde af hans fortolkning af The Beatles' "A Day In The Life", The Imitations' "People Get Ready" og "Brush With The Blues" fra Becks album "Who Else" fra 1999.

Om man er mest til fusionsrock, instrumentalmusik eller rendyrket blues er en smagsag. Men dér, hvor Jeff Beck rammer mig lige i mellemgulvet, er de øjeblikke, hvor jeg kan mærke reminiscenser af The Yardbirds og Jeff Beck Group i akkorderne.

"Dirty Mind" fra 2001-albummet "You Had It Coming" er en oversensuel sexbombe med maniske rytmer fra kompetente Narada Michael Walden bag trommerne. Et fornemt bud på, hvordan elektrificeret bluesrock kan lyde i det nye årtusinde.

I et interview i denne avis understregede Jeff Beck, at der ikke var en stemning, han ikke kunne skildre med sin guitar.

Allerede efter de første tre-fire numre tror man ham. Det er ubegribeligt, hvad alene hans højre tommeltot kan skabe af farver og toner. Kombineret med sliderør af glas og en lasers præcision formår han på "Angel Footsteps" at ramme toner, jeg ikke anede en guitar kunne lave.

De afsluttende toner er så spinkle, at de knap kan høres i den helt tyste sal, hvor euforien ind imellem må tøjles, så Becks lækkerier får optimale vilkår.

Taler alle sprog

Uanset publikums begejstring ender koncerten ind imellem et sted mellem en showcase eller personlig magtdemonstration af, hvor meget lyd man kan presse ud af et stykke træ med strenge.

I de momenter bliver koncerten ensformig og retningsløs, hvilket muligvis kunne have været undgået ved ikke næsten udelukkende at præsentere instrumentale numre.

Jeg ville have hørt en gæstesolist medvirke på bare to-tre numre, hvilket med stor sandsynlighed havde skabt en større dynamik i sættet.

Der er med garanti uenighed om, hvilke af de mange covernumre, der fungerer bedst. Ekstranumrene "How High The Moon" og "Nessum Dorma" er fornemt spillede og interessante som musikalske eksperimenter. Men som afskedssalut fra et guitarikon falder de til jorden uanset, hvor indfølte de måtte være.

Set over en hel koncert kunne Jeff Beck godt have trådt lidt mere i karakter og introduceret flere af sangene eller forklaret, hvorfor netop de var valgt ud. Men som en lidt genert skoledreng lod han guitaren tale for sig. Og det kan man måske heller ikke klandre ham for, når han nu taler stort set alle tænkelige sprog med den i sine hænder.