Simon Staun
Foto: Birgitte Heiberg

Guitarguden og stemmeskræmslet

Efter at have hørt Guns N' Roses to gange uden Slash og have hørt Slash med sangeren Myles Kennedy, er det endelig tid til at høre det, som må være det mest rigtige Guns N' Roses, siden bandmedlemmerne gik hver til sit i midten af 1990'erne.

Sanger Axl Rose, guitarist Slash og bassist Duff McKagan er originalmedlemmer, mens Dizzy Reed på keyboard har været med siden 1990 og altså en del af "Use Your Illusion"-æraen i begyndelsen af 1990'erne. Det er så tæt på, man kan komme the real deal.

Guns N' Roses-koncerten er den største enkeltkoncert nogensinde på Fyn. Det er svært at komme i tanke om mange bands, der i den grad er skabt til koncerter af denne kaliber. Nu er Dyrskuepladsen selvsagt ikke noget stadion, men den enorme plads passer alligevel perfekt til de store armbevægelser i musikken.

Det er ikke for at tale ned om Volbeat, som gav en glimrende koncert i 2015 for 35.000 i Tusindårsskoven. Men Guns N' Roses er på et helt andet niveau på stort set alle parametre. Vigtigst af alt udvalget af sange, hvor variationen spænder fra hyperelektriske rock'n'roll-eksplosioner i "Welcome to the Jungle" og "Paradise City" til tårevædede ballader som "November Rain" og den ultimative saltvandshymne "Don't Cry".

En decideret fornærmelse

Når man taler om de mest legendariske parløb i rockhistorien, er det umuligt at komme uden om Axl Rose og Slash.

De to har på godt og ondt tegnet Guns N' Roses. Turnéens titel "Not In This Lifetime Tour" er en cementering af, at man har et standpunkt, til man tager et nyt. Tak skæbne for det.

For jeg har drømt om at høre Axl og Slash på samme scene, siden jeg så koncertoptagelsen med et sprudlende ungt band i Paris i 1992. Sjovt nok er sceneopbygningen på Dyrskuepladsen i Odense meget lig den, man kan se på det tyndslidte VHS-bånd.

Men publikum er blevet ældre. Og ikke mindst udstyret med mobiltelefoner, som ikke flagrede konstant i luften for 26 år siden. Alle ved, at man ikke har været "rigtig" til en koncert, hvis man ikke har delt billeder og video på minimum Facebook, Twitter og Instagram.

Der er tydeligvis også noget andet, der er ældet. Ikke med ynde, desværre. Efter en nogenlunde habil start går Axl Rose helt galt i byen på "This I Love" med det værste vokale fejlskud, jeg længe har hørt. Det er faktisk en hån mod katte at kalde det kattejammer. Det er pivhamrende falsk. Og det er ikke til diskussion.

Hvorfor Axl Rose skal kaste sig selv ud på endnu mere dybt vand med coversangen "Wichita Lineman" er et mysterium på niveau med Bermuda-trekanten. Det er en regulær fornærmelse mod Jimmy Webb, der skrev sangen.

Og så er det bare en af alt, alt for mange sange, som burde være siet fra på setlisten. Det er næsten kun Bruce Springsteen i hele universet, der kan fylde tre timer ud uden at padle sig selv i stykker.

Guitarhelt i fri dressur

Lige så elendig Axl Rose er i store dele af koncerten, lige så sublim er Slash. Få guitarister har som ham en signaturlyd så signifikant, at selv folk, der angiveligt hader Guns N' Roses, på et splitsekund kan afkode, at det er ham, som spiller. Man kunne bruge hele anmeldelsen på at lovprise hans fingerfærdigheder og vitale betydning for bandets lyd.

Da han vendte tilbage i bandet, havde han ikke optrådt med Guns N' Roses i 23 år, hvilket er sørgeligt at tænke på, når man hører ham puste liv og sjæl i samtlige sange. Men alt godt kommer til den, der udviser lidt "Patience". Selv om den sang af mærkværdige grunde ikke er med på aftenens setliste.

Hans solo lidt mere end midtvejs i koncerten er eminent. Efter en blid blueset opvarmning glider sangen over i en rødglødende fortolkning af "Johnny B, Goode", som ville få PlayStation-maskiner til at brænde sammen i spillet "Guitar Hero". Chuck Berry må rotere i sin grav af respekt for sin yngre kollegas ferme udgave af rock'n'roll-klassikeren.

Efter en afstikker med "Speak Softly Love" fra "Godfather"-filmen indleder Slash "Sweet Child O'Mine" så eventyrligt, at det smitter af på Axl Rose. I en håndfuld minutter er hans stemme så formidabel som den blå himmel og øjnene af samme farve, han synger om med publikum som velvilligt kor.

Pink Floyd-klassiker

Wings-klassikeren "Live and Let Die" og Dylans "Knocking on Heavens Door" er så indgroet en del af Guns-koncerterne, at man ofte glemmer oprindelsen. Derfor luner det, at bandet både har udvalgt Soundgardens "Black Hole Sun", The Whos "The Seeker" og Pink Floyd-mesterværket "Wish You Were Here". Især sidstnævnte er én af mine absolutte yndlingssange, og Guns N' Roses formår at ære den vemodige sang. Især fordi Axl Rose tier stille undervejs.

Setlisten indeholder ikke overraskende flest sange fra debutalbummet "Appetite For Destruction" fra 1987. Fornuftigt, da det hører til blandt de bedste debutalbummer i rockhistorien. Det indledes tilmed med den fandenivoldske "Welcome to the Jungle", som reelt kickstarter koncerten denne aften.

Personligt er det fedt at høre især "You Could Be Mine", "Rocket Queen" og "Nightrain". Numre, jeg aldrig har haft som favoritter. Hvorfor de lige stikker ud denne aften, ved jeg ikke. Måske fordi de blev spillet med en ekstra nerve. Måske fordi Axl sang knap så skidt.

Nederst på min blok har jeg skrevet: Hvis Axl er junglen, må Slash være paradis. Så simpelt kan det egentlig skrives.