Simon Staun
PR-foto

Dave Grohls dommedagsskrål

Den eneste fejl, forsanger Dave Grohl begik under den to timer lange prototype på en vellykket rockkoncert, var, da han meddelte, at det var den største koncert gruppen havde spillet på dansk jord nogensinde. Han må have glemt den uforlignelige optræden på Roskilde Festival i 2005, der i mine øjne cementerede gruppens status som et af USA's tre bedste rockbands. Altså klassisk rock og ikke metal.

I de seks år, der er gået, har gruppen udgivet to albummer: "Echoes, Silence, Patience & Grace", 2007, og "Wasting Light", der udkom tidligere i år. Især det seneste har løftet Foo Fighters evne til at skrue noget nær den perfekte sætliste sammen.

Således er der ikke ét af eneste af de fire nye numre, der blev spillet blandt de første syv, som ikke holder det skyhøje niveau.

"Bridge Burning" åbner festen med øredøvende bulder og brag, inden Dave Grohls dommedagsskrål meget ironisk indleder magtdemonstrationen med ordene "These are my famous last words". Det bliver de heldigvis så langtfra.

Karismatisk kaptajn

Jeg skrev det også i 2005. Men Dave Grohl er et unikum på en scene. På samme måde som Muhammed Ali ejede bokseringen, ejer den tidligere Nirvana-trommeslager scenen som sanger og guitarist.

Han har med al tydelighed ikke tænkt sig at forære så meget som en kvadratcentimeter bort uden at kæmpe for den, som gjaldt det selve livet. Den tilgang til rockkoncerter er unægtelig opløftende, ikke mindst når den bakkes op af 21 numre, hvoraf blot to eller tre kan klandres for at være gennemsnitlige og perfekt tissepausemuzak.

Resten af bandet er bestemt ikke ueffent, og endnu engang er det oplagt at fremhæve Taylor Hawkins bag tønderne. Når Dave Grohl beretter om "My Hero" er det uvilkårligt den tændte og teknisk fortræffelige trommeslager, jeg tænker på.

Leadguitaristen Christopher Shiflett med punkbaggrund springer dog også i øjnene, når han duellerer på tråd mod Dave Grohl. Hvem af dem, der vinder, kan jeg ikke afgøre. Sikkert er det dog, at publikum sejrer ved at overvære et sprudlende band, der selv uden storskærme viste sig at være gigantiske.

Publikum i knæ

Foo Fighters giver ikke ekstranumre, hvilket gruppen skal roses for. Det er forventeligt, forfladiget og kliché. Som Dave Grohl konstaterer: "At forlade scenen for derefter at komme tilbage for at spille ekstranumre er som at vende tilbage til en ekskæreste og knalde hende". Mere præcist kan det vist ikke beskrives.

Den holdning betyder, at de sidste 20 minutter med "Best of You Play", "All My Life", det storartede Queen-cover "Tie Your Mother Down" og "Everlong" efterlader et publikum spillet helt i knæ. Uden krav på mere. Uden behov for mere.

Det vil helt givet blive diskuteret, om denne koncert var bedre end den i 2005. Men mere interessant er det at diskutere, hvorfor ét af de største internationale bands netop nu skulle spille for enden af en vejarbejderamt landevej en uge før Danmarks største festival skydes i gang?

For dét her var året bedste koncert på Orange Scene, som ikke foregik der ...