Simon Staun
PR-foto

Clapton slog Boxen omkuld

Tænk, at man kan have det så fantastisk i en futuristisk klods midt på den jyske hede. På forhånd var forventningerne helt i top til min første koncert med den store hvide mester.
Men at Eric Clapton allerede indfrier mine hedeste drømme fra første akkord, kommer bag på mig som nyfalden sne i juni.

"Key to the Highway" sætter gang i sæderækkerne og starter to timers bluesfest med fremragende præstationer fra især pianisterne og ikke mindst hammondorganisten, der lægger et perfekt funky fundament, som Eric Clapton ikke er sen til at udnytte.

Jeg er blevet tudet ørerne fulde af småbrok fra venner, der har oplevet Clapton-koncerter, hvor han nærmest ikke var tilstede og indelukket som bare pokker.

Det er langtfra tilfældet i Boxen, hvor han virker nærværende og træder i karakter som galionsfigur på et bluesfartøj, der pløjer sig gennem et duperet og betaget publikum.

Jeg tror aldrig, jeg har hørt så suveræn en version af "Hoochie Coochie Man". Muddy Waters ville være stolt son en far, der ser sin søn gå op ad alteret med verdens smukkeste brud.
Det nummer får helt nye dimensioner med en ufatteligt veloplagt Clapton som strengenes ubetingede mester.

Sagnomspundne fingre

I næsten et helt årti fejrede jeg nytår med Eric Claptons "Unplugged"-album fra 1992, der er proppet med coversange af bluesikoner som Robert Johnson og Muddy Waters.

Af en eller anden grund er den hvide mester bedst, når han fortolker de sorte inspirationskilder.
Derfor er det en udsøgt fornøjelse at opleve Eric Clapton gå planken ud og forme en stor den af koncerten omkring sine forbilleder samt en række udvalgte sange fra tiden i Cream, The Yardbirds og Derek and the Dominoes.

At tale om bluesstandarder, når de udspringer fra Eric Claptons hæderkronede og sagnomspundne fingre, virker temmelig povert og misvisende. For der er bestemt ikke tale om en standardpræstation.
Rolling Stone Magazine har skrevet, at Clapton er den eneste nulevende guitarist, der matcher B.B. King.
Den udtalelse kan jeg ikke være uenig i efter at have oplevet Clapton på tæt hold. Jeg besidder ganske enkelt ikke ord, der matcher hans evner.

Den 66-årige brite har aldrig været kendt for sin vokal, og det er da heller ikke den, der stjæler rampelyset i Boxen.

Men netop på grund af den upåklagelige sætliste og det beundringsværdige engagement og tekniske niveau, kommer han aldrig til kort, selv om vokalen mangler kraft og kant. For det er der sandt for dyden masser af i guitarspillet, bandet og samtlige sange, der spiller noget nær perfekt.