Simon Staun
PR-foto

Coldplay druknede i konfetti

Har man været til en Coldplay-koncert, ved man, at en betragtelig del af billetprisen er brugt på balloner, konfetti, overdådigt lysshow og en scenografi, Det Kongelige Teater kun tør drømme om. 
 
I Parken sætter briterne nye standarder for kreativitet og publikumsinteraktion ved at udlevere diode-armbånd til samtlige 50.000 tilskuere ved indgangen. Synet af de mange tusinde blinkende lys i røde, grønne, gule og hvide farver slår forventeligt benene væk under publikum, mens koncerten skydes i gang med bragende fyrværkeri og konfetti i mængder, der ikke er set, siden amerikanerne hældte en regnskov af farvet papir ned over deres månehelte på parade gennem New York. 
 
- It's gonna be the best fucking concert in our lifes, proklamerer forsanger Chris Martin efter blot to numre. Og med hans intense blik og sveden haglende ned på pianotangenterne er det svært ikke at tro ham lige dér. 
 
Fem gigantiske ringe, der kunne have været genbrug fra De Olympiske Lege i London, agerer storskærme, der knivskarpt viser bandmedlemmernes udskejelser. Havde lyden været lige så brillant, ville koncertdelen med rette have været på niveau med showdelen. 
 
For uanset den ekstreme idérigdom holder det ikke, når vokalen forsvinder bag hoppende balloner, konfetti-tsunamier og en overskruet guitar, der river og slider teksterne til ukendelighed. 
 
Derfor finder de største og mest gribende øjeblikke sted, når alt gejlet pakkes i baggrunden, og Chris Martins stadigt veldrejede vokal inviterer publikum helt ind i musikken. 
 
Enkelt arrangerede numre som "The Scientist" fra "Parachutes" og "Clocks" fra "A Rush Of Blood To The Head" er langt mere givende musikalsk end de overproducerede, overgearede sange fra især seneste udspil "Mylo Xyloto". 
 
Mit personlige højdepunkt "Yellow" indledes med andægtigt kirkeorgel og lyder i
al sin sørgmodige enkelhed bedre end nogen sang pustet unødigt op som en hamburgerryg tæt på bristepunktet. 
 
Coldplay er blevet forbandet gode til at lave spektakulære shows ingen tvivl om det, men det ville klæde dem gevaldigt, hvis respekten for deres efterhånden omfattende bagkatalog resulterede i lidt færre diodelys og lidt mere musikalsk magi.