Simon Staun
Foto: Ole Friis

Rollatorrock med stænk af magi

Det vil være unfair at bedømme et historisk ikon med noget så simpelt som et stjernesystem. Så De, kære læser, må selv dømme Chuck Berry. Jeg har ikke styrken til det.

Allerede fra første pivfalske akkord i "Roll over Beethoven", står det lysende klart i halvmørket, at den gode Chuck Berry helt og aldeles har mistet grebet om gribebrættet. Han tumler frem og tilbage mellem akkorderne og rammer ind imellem toner, som bestemt ikke bør være en del af en rockkoncert på noget som helst niveau.

Man kan indvende, at det er flot af en 81-årig, at han overhovedet er i stand til at flytte fingrene så hurtigt. Men B.B. King er jævnaldrende, og han spiller stadig den vildeste spade.

Det var især den første halvdel af koncerten, seancen blev ufrivillig komisk. Jeg tillader mig at tolke mine sidemænds udtryk som rendyrket måben.

Af den slags, hvor der tænkes: kan det virkelig passe?

Bassisten og sønnike på guitar har konstant øjnene rettet på Chuck Berry, så de kan falde ind, når han uden noget signal eller forvarsel skifter tempo eller helt stopper med at spille. For derefter at begynde igen uden at rytmegruppen har nogen mulighed for at vide hvor.

Det betyder i sagens natur, at de aldrig bliver mere end forebyggende sidemen, der som en musikalsk bufferzone dæmmer op for de værste fejl.

Nostalgiens magt

Pianisten og korsangerinden, som jeg hørte omtalt som både kone, datter og kæreste, er aftenens positive overraskelse. Hendes stemme får mig for første gang sendt tilbage i tiden på en svedig klub i St. Louis. Og da hun begynder at spille mundharpe svinger musikken, så man bliver helt rundtosset.

Chuck Berry begynder derefter at få ram på akkorderne, og de sidste 20 minutter af den blot 55 minutter lange koncert er det hele værd.

Flere gange tenderer det magi, som da "Johnny B. Goode" fræser af sted. Fantastisk endelig at høre den spillet af manden, der oprindeligt skrev den. Alene de små tre minutter gør mig så frydefuld, at jeg tilgiver Chuck Berry for den elendige timing.

Nostalgiens magt kan undertrykke megen skuffelse. Men et eller andet sted er det også svært at brokke sig. De seneste 20 år er Chuck Berrys koncerter blevet haglet ned af anmeldere. Men man håber vel, at han lige denne aften sprudler og har drukket tilpas af ungdommens kilde.

Det er tilladt at drømme, og man er vel kun et menneske? Er man tilmed rockelsker, så må en Chuck Berry-koncert svare til at rejse til Mekka for en muslim. Det skal gøres én gang i livet.

Man skal huske på, at manden var brændvarm i 1955. Derfor kan det ikke komme som en overraskelse, at han er lidt halvlunken i 2007.

"Reelin' and Rockin´" burde måske hedde "Rollator and Rockin'". Men det bliver fedt at kunne fortælle ungerne og børnebørnene, at man så ham med egne øjne og hørte ham med egne ører. Kongen. Rockens førstemand. Ham, som vi hylder med ordene "Hail! Hail! Rock'n'roll".