Chris Cornell, 2009

Det ser ud, som om sommervarmen i København overrumpler Chris Cornell. I hvert fald dingler han rundt på scenen under de tre første numre på Store Vega, så han mere ligner en solstukket svensker end én af rockmusikkens helt store ikoner de seneste to årtier.

Meget bedre går det ikke med musikken, da han lægger fra land med en række numre fra sit mislykkede pladeeksperiment "Scream", der med produceren Timbaland forsøger at gå helt nye veje.

Modet og lysten til at genopfinde rocken skal roses. Men resultatet er himmelråbende patetisk, hvilket desværre også gælder for præsentationen på en scene.

Sjælen er væk

Det er spændende at krydre den tunge, riffbaserede rock med elektrificerede, sydamerikanske trommerytmer, men sjælen og intimiteten i sangene er fuldstændig væk.

Derfor kan jeg kun være enig, da Chris Cornell - hvis stemme heldigvis vokser sig stærkere og stærkere under koncerten - synger: "Wish we could rewind" allerede på andet nummer "Time".

Det gør han blandt andet med Michael Jackson-tributen "Billie Jean" fra albummet "Carrie On" fra 2007. For første gang begynder man at fornemme, hvor stor en stemme Chris Cornell stadig har. Og hvor sublimt den kan udnyttes, når han vælger ikke at bruge den så sløset, at det gør ondt helt ind i hjertet.

Sange af høj klasse

Specielt de ældre Soundgarden- og Audioslave-numre emmer af en anden energi og kvalitet end "Scream"-sangene.
Teksterne fra Soundgarden-æraen er i særklasse, og rytmegruppens spil i Audioslave-numrene indikerer med al tydelighed, at de tre af medlemmerne i den nu opløste gruppe stammer fra et andet af 1990'ernes mest revolutionerende bands, Rage Against The Machine.

Største problem med koncerten er, at der er for stor en kløft mellem de nye numre fra futuristiske og flimrende "Scream" til det ærkeklassiske 90'er-rockmesterværk "Superunknown", hvorfra de berusende flotte "Spoonman", "Fell on Black Days" samt "Black Hole Sun" bliver spillet.

Når forsangeren samtidig kun glimtvis glimter som kæden om hans hals, og guitaristerne har mere travlt med at smide plektre ud til publikum, løber det hele lidt ud i sandet.

Alligevel er det svært for alvor at være skuffet, når man for første gang hører en sang fra Temple of the Dog (band som Cornell udgav ét album med i 1991). "Hunger Strike" er sangskrivning af højeste klasse, og når Cornell virkelig træder i karakter med sin hæse dommedagsrøst, er det umuligt ikke at ryste lidt i bukserne af benovelse.

Medier

Chris Cornell-pdf

Kategorier