Simon Staun
PR-foto

Offer for hårrejsende soul

 
I ugevis har jeg advokeret for denne koncert og næsten tigget venner og kolleger om at tage med.
Jeg fik lokket en del, og ingen af dem kan være skuffede efter den sandsynligvis bedste soulkoncert nogensinde på fynsk jord.

Fra første tone med den instrumentale udgave af "Funky Mule" borer musikken sig direkte i hjertet og forplantningsorganerne. Sjældent er sange leveret med så meget ophobet sex, smerte, sved og tårer, som med Charles Bradley and His Extraordinaries, der udgør et perfekt match.
 
Hvad de unge, hvide musikere ikke har af erfaring og livsvisdom, har kulsorte, 65-årige Bradley til overflod. Han har levet på gaden, set sin bror blive skudt og flere gange mistet sit livs kærlighed.
 
Alt det synger han om med en indlevelse og iboende smerte, der er så autentisk og kraftfuld, at man til trods for lyriske gentagelser og en tendens til soulklichéer lader sig tromle over.
 
James Brown smiler
 
Han er kendt som den skrigende ørn på grund af sit karakteristiske skrig, der kunne blæse samtlige tre små grises huse omkuld. Det kunne synet af hans "forbudt for børn"-dansetrin med mikrofonstativ-fallos også, og hele hans originale, medlevende fremtræden på scenen løfter blot seancen til det sublime.
 
"How Long" fra debutalbummet, der udkom for blot to år siden, er et gåsehudsindhyllet klimaks, der får følgeskab af lige så kompetente og ekstraordinært gribende "Let Love Stand A Chance" samt finalenummeret "Victim of Love", som må få James Brown til at smile bredt i soulhimlen.
 
Charles Bradley får den sidste og sjette stjerne, fordi han fik mig overbevist om, at han elskede mig og samtlige andre publikummere på Posten. Tak og i lige måde.

Jam Days har allerede haft et højdepunkt, der skriver sig ind i historiebøgerne.