Simon Staun
PR-foto, Sony Music

Dylan bjergtog Landsbyen

Det er et veritabelt paradoks at overvære en musikalsk legende af Bob Dylans kaliber. Hans gennemanalyserede og fortjent hyldede tekster er fundet værdige til Nobelprisen i litteratur, mens han omvendt synger så himmelråbende elendigt, at det med stor sandsynlighed giver fængselsstraf i visse lande.

Så lad mig få kritikken ud af verden med det samme, så Bob og hans glimrende band kan få deres velfortjente ros:

Der burde følge et teksthæfte med til en Dylan-koncert anno 2011, for det er formodentlig kun de mest inkarnerede publikummer, der kan genkende de sørgeligt nedslidte fragtmenter af det, der engang levede tilværelsen som kløgtige ord i smukke sætninger i ypperlige sange.

Under størstedelen af koncerten synger han ikke. Han gør, hvæser, galper og bjæffer. Hvis man påstår, at hele charmen netop er det vokale forfald, og at det skønne skal findes i det grimme, har man ikke blot sunget med på "Everybody Must Get Stoned". Det er i det store hele en sangpræstation, hvis elendighed alene kunne bære plottet i en polsk lægeroman.

Dylan i hopla

Jeg erkender, at en Dylan-koncert er forunderligt meget mere end en nedrakning af hans tyndslidte stemmebånd. Derfor vil resten af anmeldelsen udelukkende bestå af ros.

Dylan i Den Fynske Landsby er et perfekt match. En rockgudstjeneste under Guds mest elskelige blå sommerhimmel. Foran et andægtigt og forventningsfuldt publikum, der spontant rejser sig og applauderer Bob Dylan, da han med sit sortklædte band skridter selvsikkert ind på scenen.

Allerede da kan man mærke helt ud i de bageste geledder, at Bob Dylan ikke føler lede ved at stå foran et publikum, som tilfældet har været ved størstedelen af hans koncerter det seneste årti. Han smiler, nikker anerkendende og lader sin 70-årige krop gå i knæ og danse løssluppent med, når han og det uundværlige band lader sig forføre af egne evner og øjeblikket.

Han virker sprælsk, munter og udadvendt. Især sidstnævnte betyder for undertegnede, at jeg får lyst til at tage imod invitationen om at rejse dybt ind i en række numre af uomtvistelig kvalitet. "A Hard Rain's A-Gonna Fall" fra hans andet album, "The Freewheelin' Bob Dylan" fra 1962, er blot ét af mange numre, der kræver signifikant mere tid end spillelængden at fordøje.

Det virker næsten overflødigt at betone det fabelagtige ved "Ballad of a Thin Man", "Highway 61 Revisited", "Like a Rolling Stone" og "All Along The Watchtower". Men sjældent har de lydt så formidable som omkranset af Den Fynske Landsby, der kan bryste sig af en følelsesmæssigt medrivende og unik koncert. Forfærdeligt og fantastisk på én og samme tid.