Simon Staun
Pr-foto

Sidste dans med Lucille

Det var næsten ikke til at bære at skulle sige farvel til legenden B.B. King blot to dage efter, The Rolling Stones spillede deres formodentlig sidste koncert på dansk grund.

Men B.B. King fylder altså 81 år den 16. september og har efterhånden turneret i 98 lande, så måske trænger han til at drosle lidt ned. Herregud, manden bliver jo forpustet af at rulle med øjnene, så måske er det på tide at droppe de internationale turnéer og koncentrere sig om at underholde hjemme på verandaen.

I de første to numre er det kongens band, der stjæler rampelyset. Med et blændende introsammenspil, hvor samtlige medlemmer får kippet med flaget og ikke mindst deres instrument, nærmer stemningen sig det ekstatiske. Det er dog ingenting sammenlignet med infernoet, da bluesdisciplene får deres mentor hevet på scenen. Det modne publikum koger over som en løbsk trykkoger og får temperaturen til at nærme sig den i Indianola, Mississippi, hvor Riley B. King kom til verden i 1925.

Selv kigger B.B. King pavestolt rundt på sine blueskolleger, der hver og én er mønsterelever i hans Masters Class. Efter at have svinget hofterne i slowmotion til deres funkfanfare sætter han sig tilrette på en spinkel plasticstol midt på scenen og kærtegner lidt for vidunderet Lucille, inden han lader strengene tale det sprog, som han har mestret i snart 70 år.

Et stort blueshjerte

Guitaren er retfærdigvis ikke B.B. Kings eneste instrument. For hans stemme, der for øvrigt ikke er meget rust på, er stadig dyb som Marianergraven. Den kunne med lethed have fyldt KB-Hallen til yderste afkrog uden brug af forstærkere.

Med sangen "I Need You" får han takket publikum for deres opbakning gennem en rekordlang karriere. Og meget sigende retter han også gestusen mod tilskuernes forældre og bedsteforældre, der støttede ham, da han begyndte sin karriere allerede i midten af 1940'erne.

Der er uden tvivl mange millioner mennesker, der har sat pris på hans charme og musikalske formåen gennem årene. Deriblandt et andet ikon, Bono fra U2, der dedikerede sangen "When Love Comes To Town" til blueskongen med det store hjerte.

Og efter at have hørt ham synge sangen dedikeret til ham selv med sjælden overbevisning og nerve er kærlighed præcis ordet, der manifesterer sig. Kærlighed til musikken, publikum og livet.

Ind imellem går der lidt for meget historietime i koncerten, men husker man på, at det alt sammen er en del af en unik afskedssalut, så forsvinder intensiteten ikke men forstærkes derimod adskillige grader.

Kongen abdicerer

B.B. King gør en stor indsats på at få publikum til at synge med, når det er påkrævet. Som på "You Are My Sunshine", der får solen til at skinne klart i halvmørket.

Senere kommer den funky "Rock Me Baby" med det fortællende omkvæd: "Rock me baby, honey, rock me all night long". Og det er præcis, hvad der sker på bølgerne af hammondorgel og sprød saxofon. I to timer byder en brændvarm B.B. King på alt fra den pompøse og svulstige blues til den minimalistiske og gudesmukke blues, som han altid har været garant for.

Lige umiddelbart er det svært at se, hvem der skal træde i B.B. Kings enorme fodspor, når han abdicerer endegyldigt og giver sit Gibson-scepter fra sig.

PR-foto