Simon Staun
Foto: Axel Schütt

Fortræffelig fredagsfest med toptunet trekløver

De 7000 publikummere i Ceres Arena i Aarhus genererer en elektricitet, som forplanter sig ned i halgulvet, allerede inden Anne, Sanne og Lis indtager scenen. Med dette publikum i ryggen kan det ikke gå galt, tænker jeg et par minutter før kampstart. Den forudsigelse viser sig at holde stik.

Lyden i arenaen er fremragende (omend til den høje side), bandet spiller nærmest fejlfrit og de tre kvinder, som alles øjne og ører hviler på, leverer ikke mindre end en pragtpræstation.

Allerede fra åbningsnummeret, Anne Linnet Bands "You're Crazy", konstaterer jeg, at de tre ikoniske, danske sangerinder synger markant bedre end flertallet af deres jævnaldrende mandlige kolleger.

I de første sange er det især Sanne Salomonsens soulede stemme, som imponerer mig. Jeg har ikke hørt hende synge bedre i 15 år. Det er sikkert, selvsikkert og sprudler af determination.

Da hun alene på scenen trakterer med "Det er ikke det, du siger", er det svært ikke at få gåsehud i den glohede arena. Ufatteligt, at hun kan proppe så meget nerve og sjæl ind i et nummer, hun må have fremført mange hundrede gange.

Skinner stærkere end nogen sol

Jubelbrølet kan formodentlig høres helt til Brabrand, hvor Lis Sørensen voksede op, da hun indleder "Mine øjne de skal se", som leveres med et vokalt overskud i særklasse. Jeg har skrevet det før, men Lis Sørensens modnede stemme er ganske enkelt formidabel. Det giver ordene i den danske evergreen tyngde, og hendes indlevelse resulterer i, at jeg opdager helt nye nuancer i sangen.

Alt afhænger af øjnene, der ser, og jeg kan kun se en 63-årig sanger, som sætter nærmest samtlige af sine yngre kolleger på plads med en mageløs magtdemonstration. Som anmelder værdsætter jeg i ekstrem grad, at jeg kan mærke en oprigtig fryd hos dem på scenen. Det mærker jeg til overflod fredag aften, hvor både Anne, Sanne og Lis sammen og hver for sig skinner stærkere end nogen sol.

Anne Linnet konstaterer, at det er første gang siden 1982, at de tre står på samme scene i Aarhus. Dengang var det Stakladen, som lagde scene til, og det er grotesk at tænke på, hvor stor betydning de siden har haft for dansk musik.
Jeg noterer, at dette trekløvers mandlige pendant skulle bestå af Kim Larsen (hvis han stadig levede), CV Jørgensen og Steffen Brandt, hvis omfanget af sange, som strømmer i danskernes blodbaner, skulle matches.

En vemodig lægtehammer

Anne Linnet er uden tvivl den af de tre, som har skrevet flest sange med potentiale til at blive sunget om 100 år. Denne aften kan man ikke gøre andet end at falde på halen over "Venus", der i en revitaliseret og hæsblæsende version sætter sig tværs, mens "Tusind stykker" rammer publikum som en vemodig lægtehammer.

Ingen havde forestillet sig, at pigen fra Linde Allé i Aabyhøj blot tre kilometer fra Ceres Arena skulle ende som vores allerfineste, kvindelige sangskriver. Men når man øver sig, bliver man langsomt bedre til både at se, synge og skrive.
Hvis man tror, at temperaturen i arenaen ikke kan blive højere end under "Sui Sui" og "Stille dans for to", tager man fejl. For "Smuk og dejlig" med Lis Sørensen og Sanne Salomonsen som habile korsangere får det berømte tag til at lette. Er du Vimmersvej, denne 2019-udgave af sangen stråler af vitalitet og kvalitet.

Jeg sidder og spørger mig selv, hvad det er, der sker. Svaret må være, at Anne, Sanne og Lis har besluttet sig for, at denne genforening ikke må ridse deres respektive lak. Hvilket med al tydelighed heller ikke er tilfældet.

Potent gæsteoptræden

Der er så mange højdepunkter i den to timer lange koncert, at jeg fortrænger en lidt sløv start, hvor sange som "Måne, sol og stjerner", "Flyv med mig", "Livet det begynder nu" samt den nyskrevne "Kærlighed og empati" ikke får eufori-barometeret til at gå bersærk.

Det betyder dog langtfra, at de ikke fungerer. For jeg kan ikke pege på én eneste sang undervejs, som ikke spilles stort set fejlfrit af det fra tv kendte The Antonelli Orchestra, hvor især saxofonist Thomas Edinger imponerer.
Bandet, eller orkesteret om man vil, har i høj grad formået at opdatere den karakteristiske 80'er-lyd med keyboard og maskintrommer til en mere organisk, nutidig lyd. Det får en for mig knap så kendt sang som Anne Linnet Bands "Du er lige her" til at syde og boble.

Den gamle Anne Linnet Band-guitarist Per Møller inviteres også med på scenen midtvejs for at sprøjte nostalgi ind i "Fordi fordi", som han sang med på i 1981. En tidstypisk duet i såvel tekst som tone. Både stemme og guitarspil er potent hos kultguitaristen, som tilmed får lov at fyre den funky "Twist" uden Anne, Sanne og Lis, mens fruerne skifter tøj.

En dyster rejse

Anne Linnet understreger sin visionære musikalitet og mangfoldighed med Marquis De Sade-nummeret "Glor på vinduer", hvor hun har placeret sig forrest på scenen med sit Roland-keyboard.

I kombination med de visuelle effekter - som i øvrigt er fremragende under hele koncerten - tager hun publikum med på en mere dyster rejse end de øvrige sange på sætlisten. Som mandlig lytter er det interessant at blive invitereret med dybt ind i det kvindelige sind. Der er tydeligvis andre tematikker og tanker på spil i flere af sangene. En pointe, der gælder både Linnet, Salomonsen og Sørensen.

Man kan dog indvende, at begge køns kvaliteter kan forenes og resultere i noget overjordisk smukt. Som Lis Sørensens "Indtil dig igen", der er skrevet af Lars Muhl og Steffen Brandt. Til alle fremragende koncerter er der ét øjeblik, som er en smule mere storladent og fortættet. Sådan et fire minutter langt øjeblik udgør "Indtil dig igen". Det er sublimt. Magisk.

I det hele taget føles det formidabelt at komme ind til Anne, Sanne og Lis igen, selv om jeg kun var en femårig knægt, da de væltede Stakladen.

Anne Linnet udtalte så sent som sidste år, at en genforening aldrig ville komme på tale. Heldigvis kom hun på andre tanker, for Anne, Sanne og Lis udgør en musikalsk cocktail uden sidestykke.

Naturligvis handler den enorme interesse til en vis grad om nostalgi. Men heldigvis rummer det monumentale comeback så megen kvalitet, glæde og determination, at det på intet tidspunkt føles, som om at trekløveret hænger fast i fortiden. De udvalgte sange rammer både hjerne og hjerte, og jeg kan uden tvivl slutte med en linje fra "Stille dans for to" konstatere: "Vi ses til sommer".