Simon Staun
PR-foto

Stewart er død - Lennart leve!

I halvmørket foran mig på række ni i Falconer Salen sidder alt, hvad der kan gå og stå af danske stand-uppere. Holm, Wulff, Rimmer, Hjortshøj, Spang, Geo og Hartmann. Alle med forventningens farve malet i femøren. Kan Anden endnu engang vise vejen og sætte nye standarder for dansk komik?

Halvanden time senere giver deres stående ovationer i selskab med de øvrige 1990 publikummers endeløse klapsalver svaret. Anders Matthesen har for at bruge titlen på en Jack Nicholson-film skabt et show, der er: "As Good as It Gets".

Med teaterverdenens kropslighed, stand-uppens samuraiskarpe punchlines og de tusind stemmers talent tager Anden udgangspunkt i sin egen kamp for at kreere det perfekte show hjemme i sin egen lejlighed.

Altså et show om at skabe showet. En mission, mange ville brække halsen på.

Han vil denne gang sikre sig, at publikum ikke blot skriger af grin. De skal brække sig af grin. Nej, de skal skide i bukserne af grin. Nej, endnu bedre. De skal sidde som en krokodille med åben mund og være ude af stand til at trække vejret af grin.

En halv time senere er jeg den krokodille.

Da Anden transformerer sig til den pibegnaskende, guitarklimpende og omtumlede Lennart, der af konen kaldes Androkles, lider jeg simpelthen af momentan iltmangel.

- Hvorfor jeg ikke går med ur, spørger Lennart skizofrent og svarer i samme åndedrag: "Fordi det er Seiko".

Jeg kan ikke på nogen værdig måde gengive minutterne i selskab med Lennart og Androkles. Med glædestårer kan jeg kun skrive på tastaturet, at Anden i mine øjne skaber historie og sætter nye standarder i netop den rolle.

Senere vender han tilbage som sig selv med klassisk og alligevel hylemorsomt materiale som: "Jeg spiser ikke dild. Det ligner jo rottehaler fra en Fraggle. Jeg spiser ikke jordbærsyltetøj. For hvis de smider tøjet, så er der jo kun sylte tilbage".

Hvis disse smagsprøver ikke er korrekt gengivet så undskyld. Det er simpelthen umuligt både at tage notater og give sig hen til Andens gallapremiere, hvis eneste kiks består i et hårelastik, der springer.

Beundringsværdigt i et show, der genren taget i betragtning byder på et utal af remedier, multimediale finurligheder og en intet mindre en genial akvariesekvens, hvor man tager på opdagelsesrejse i Andens mundvige og næsebor.

Et komisk fyrtårn

I showets uventede og stærkt personlige afrunding indrømmer Anden, at han er nederen.

Han erkender, at han er en smålig, småpsykopatisk løgner, der har lyst til at sparke små vandpjaskende blebørn i hovedet med muy thai-spark.

Han så hellere kæresten død end at skulle slå op med hende, fordi det er lettere at afslutte det på den måde. Skræmmende. Provokerende. Men særdeles menneskeligt og tankevækkende.

Netop le grande finale var den såkaldte prik over i'et. Toppen af kransekagen. The dogs bollocks.

Anders Matthesen slår, sømmer, hamrer og bolter fast med syvmilesøm, at han er fyrtårnet, der lyser stærkere end nogen Anden stand-upper på den danske scene.

Missionen om det perfekte show er fuldført.