Verdens sundeste sygdom

Livskvaliteten falder ikke nødvendigvis, fordi man får sukkersyge

Der lugter ikke særligt charmerende bag ved den propfyldte container. De mange rådne grøntsager lider lige så meget i varmen som jeg. Heldigvis skal jeg ikke tilbringe særlig lang til i denne uhumske baggård i Cayenne, hovedstaden i Fransk Guyana. Jeg skal bare have lidt friskpresset insulin, så jeg kan få opvejet min morgenmad, der bestod af friskbagte baguettes.

Med vanlig akkuratesse giver jeg min insulinpen en lille lufttur og får med én hånd skruet 8-millimeter nålen på.

Jeg ser mig omkring. Der er ingen at se i halvmørket. Alle skodder er lukket ind til lejlighederne. Jeg kontrollerer lige 180 grader rundt endnu engang, inden jeg løsner bæltet, trækker bukserne ned og fører nålen mod mit svedige lår.

Og så sker det. En ung pige åbner en dør og træder ud. Naturligvis lige i det øjeblik nålen glider gennem min hud, og jeg begynder at presse insulinen ind.

Kvinden stopper chokeret op. På en brøkdel af et sekund fanger jeg hendes forskrækkede blik. Det blik, som jeg sikkert selv har sendt til narkomanerne på Vesterbro i København. Et blik fyldt med afsky og væmmelse.

Inden jeg når at fremstamme på spansk, at jeg er diabetiker og ikke stiknarkoman, har hun smækket døren i, så jeg igen står alene i baggården med bukserne nede om knæene, nålen i benet og en opgivende grimasse.

Sodavandsorgiet

Da jeg for tre år siden som 25-årig sad hos vagtlægen, havde jeg ikke drømt om, at jeg en dag skulle stå og junke insulin i en sydamerikansk baggård. Faktisk havde jeg slet ikke forestillet mig at skulle stikke noget som helst fra nålefamilien ind i min krop. Jeg hader nåle! Undskyld. Hadede.

Årsagen til, at jeg sidder hos vagtlægen den 30. december er, at jeg har drukket meget i julen. Altså ikke bare sådan jævnt meget, som det nu er kutyme. Jeg har drukket så meget sodavand, at man må frygte lagrene hos de respektive læskedriksproducenter svinder bort med rekordfart.

Efter at have kylet halvliters cola nummer 12 ned i løbet af en eftermiddag, føles min hals stadig så tør som Sahara med peber på.

Da min svigerfar har såkaldt gammelmandssukkersyge, råder han over udstyr til at måle blodsukkerniveauet, så jeg bliver ret hurtigt valgt som frivillig testperson.

En kronisk overraskelse

Næste eftermiddag befinder jeg mig på mit sygehus, som jeg ellers aldrig har sat mine fødder på, med en meget alvorlig læge over for mig.

Det er lidt mærkeligt at se alvoren i hans øjne, da jeg jo har det fint og bestemt ikke er syg. Jeg har ikke været syg i fem år! Jeg er aldrig syg!

Det faktum skyder han dog til jorden allerede efter et kvarter på det medicinske afsnit, da han nøgternt konstaterer: "Du har diabetes type 1. Den er kronisk, hvilket betyder, at du skal leve med den resten af dit liv".

"Ah, hvad skal jeg?", spørger jeg forundret, da jeg til trods for mit manglende kendskab til sukkersyge har en formodning om, at det er forholdsvis sjældent, at slanke, hyppigt motionerende mennesker midt i 20'erne får konstateret sukkersyge.

Men min læge kan heldigvis berolige mig, da han fortæller, at der faktisk ikke er så få af "min" slags. Så det faktum glæder jeg mig over, mens han henter min allerførste insulinpen og en kasse injektionsnåle, så jeg kun få mit første skud livsvigtig insulin.

Hellere gulerod end pisk

Havde lægen spurgt mig et kvarter tidligere, om jeg lige ville stikke en nål i maveskindet, så havde han fået hovedpine af mit rungende nej.

Men ordene kronisk og livsvigtig har det med at påvirke de fleste mennesker, så efter et par svage tilløb stikker jeg den ultratynde nål ned i flæsket og venter på, at smerten kyler mig tilbage i sengen. Mystisk. Hvorfor gør det ikke ondt, tænker jeg, mens jeg forsigtigt trækker nålen ud igen.

Min læge smiler overbærende. Jo, han havde jo sagt, man ikke kunne mærke noget. Men han havde ikke understreget, at der var så lidt smerte forbundet med insulinindtag.

Det er dog stadig ret urealistisk at sidde i de sterile hvide patientklæder og tænke på habitten, der hænger klar hjemme i garderobeskabet til nytårsaften. Tankerne flyver i alle mulige retninger: "Må jeg aldrig drikke igen? Bliver jeg blind? Skærer de mine ben af, så jeg aldrig kommer til at spille fodbold igen?"

På kort tid får jeg manifesteret en skræmmekampagne på min indre biograf. Med masser af klip, der bestemt ikke er for sarte sjæle.

Heldigvis tager lægen sig god tid til at forklare mig, hvad et liv med kronisk diabetes indebærer: "Husk masser af grøntsager og motion. Rør helst ikke alkohol og søde sager i alt for store mængder. Og vær ikke bange for amputationer eller ødelagt syn medmindre, du negligerer sygdommen".

Ikke just en dødsdom, men heller ikke det perfekte budskab til en kronisk sukkernarkoman og ølfanatiker. Men så giver han mig et redskab, som skal vise sig at være mere nyttigt end et helt skur med værktøj.

- Du skal bruge guleroden frem for pisken. Du skal gøre dig fortjent til at skeje ud, sådan som man gør i mange andre aspekter i livet. Først knokle. Så nyde, understreger han.

 Karbad i øl

Få timer senere sidder jeg på en motionscykel i mit lokale motionscenter. I morgen er det som bekendt nytårsaften, og selv om jeg ikke just er klar til at springe længdespring ind i det nye år, så skal ingen nægte mig kransekage ad libitum ved midnat. Så jeg sidder og sveder, mens jeg nærmest messer:"Først motion - så kransekage".

Og jeg får min kransekage. To store stykker. Og dermed er det ikke svært at finde på et nytårsforsæt, der har været gældende lige siden: Jeg vil styre sygdommen. Ikke omvendt. Jeg vil have lov at slænge på sofaen med en hel gryde slik en gang imellem. Jeg vil have lov til at tage karbad i øl, hvis trangen kommer over mig.

Jeg er helt indforstået med, at jeg skal planlægge mine udskejelser nøje. Men efter flere år med sukkersyge føler jeg, at jeg nærmest har fået indopereret et skema i hjernebarken, der konstant arbejder i underbevidstheden med at lægge tal sammen og trække mængder, mål og sukkerindhold fra. Og når man først er blevet fortrolig med det, så skal der faktisk ikke ret meget planlægning til, før man kan gøre præcis som alle de "raske" mennesker. 

Jeg forsøger for så vidt at spise få kulhydrater, men på de dage, hvor jeg eksempelvis træner fodbold, skal der altså ekstra energi i depoterne, så da fyldes der mere pasta og kartofler på tallerknen end ellers.

Har jeg ikke lavet nok til træning, kan jeg altid få orden i regnskabet med et par ekstra enheder insulin, inden sengen kalder, så diabetes er i bund og grund et simpelt regnestykke, der gerne skal have samme resultat hver morgen og aften.

Mit ligger på omkring 6,5, og egentlig er det fascinerende og befriende, hvor mange gange jeg har sprøjtet, spist, og motioneret mig frem til netop det facit.

Et pendul med stress

Mange diabetikere kan sikkert nikke genkendende til situationen til familiefesten, hvor man går uden om de sukkerfrie produkter og pøser en kæmpe portion "usundt" på tallerknen. Det er svært foreneligt med folks generelle viden om sukkersyge, fordi de tror så bogstaveligt på navnet, at de forventer, man dejser om, hvis man spiser sukker. Sådan ser virkeligheden jo ikke ud. Heldigvis.

Men de fleste af os har brug for at skeje ud ind imellem. Det handler blot om forarbejdet, der drejer sig om masser af motion og optimalt brug af insulintyper, der er mere effektive og af en langt bedre kvalitet end for blot et årti siden.

Jeg er naturligvis klar over, at mange af mine lidelsesfæller har et blodsukker, der svinger som et pendul med stress, lige meget hvad de foretager sig. Derfor vil jeg for alt i verden ikke lyde frelst, fordi jeg kan stille mit ur efter mit blodsukker.

Jeg ved også godt, at det som 60-årig kan være svært at få at vide, man skal forandre sit livsmønster radikalt for at få det bedre eller for at få mere overhovedet. Men hvis man ser på alternativet ved ikke at tage sig selv i nakken, så burde det være en selvskreven pligt, som alle burde gå motiveret til uanset alder, stilling og status.

Vi mennesler har kun ét liv. Og jeg kender faktisk ingen katte med sukkersyge, selv om Garfield bestemt kunne være i farezonen.

Bedste fysiske form

Af alle de mærkværdige, dødsensfarlige og skræmmende kroniske sygdomme, så takker jeg tilfældighederne og ham i himlen for, at det netop blev diabetes, jeg fik.

Jeg ville i sagens natur hellere have været foruden. Det er aldrig en fordel at bære prædikatet kronisk syg. Men når jeg står op om morgenen og ser mig i spejlet, så står der en sund og rask mand foran mig. Kun én gang har jeg set ham syg. Den allerførste dag på sygehuset iført patienttøjet.

Tre år efter min første sprøjte insulin kan jeg konstatere, at jeg ikke siden min værnepligt som 18-årig har været i bedre fysisk form. Det såkaldte langtidsblodsukker har længe befundet sig på niveau med ikke-diabetikere, og min kampvægt er faldet til det optimale.

Jeg tænker stort set ikke over, at jeg skal tage min insulin eller dyrke motion dagligt. Det er så inkorporeret en del af min hverdag, at jeg oftere glemmer at børste tænder end at tage mine 18 enheder Novomix før morgenmaden eller træne en time før aftensmaden.

Så lægen fik ret i sin påstand om, at diabetes kan være verdens sundeste sygdom.

Vel og mærke, hvis man tager guleroden i hånden og smider pisken langt væk.