Rock Hard i mulighedernes by - del 1

Man må ofre sig, hvis man vil noget i Los Angeles. Således også Rock Hard Power Spray, der måtte gå gennem en have til en milliondollarvilla for at komme højt nok op til at blive portrætteret foran det berømte hvide skilt, hvor der oprindelig stod "Hollywoodland".

 

Artikelserie på syv dage fra Los Angeles, december 2007

Af Simon Staun

Foto: Ditlev Rosing

Det var mildt sagt kaotisk, da Frederik Valentin og Mattias Hundebøll fredag tog afsked med kolde og rekordgrå Danmark, inden tre uger i studiet i solskinshærgede Los Angeles blev sparket i gang. Billetterne hos British Airways var åbenbart aldrig blevet betalt. Men selv med en time til afgang kunne det ikke få den 22-årige tekstforfatter Frederik Valentin til at stresse.

- Det rørte mig faktisk ikke en skid. Der kunne komme en bevæbnet mand ind ad døren her på motellet, uden at det ville påvirke mig, konstaterer han tørt fra den gigantiske queen size bed på Vagabond Inn blot en lille kilometer fra det berømte Hollywood-skilt.

 

Flyveturen gik primært med at pleje de tømmermænd, som de havde arbejdet gevaldigt på at fremprovokere natten inden afrejsen.

- Vi havde været på det vildeste druk om natten og havde mildtest talt hygget os grundigt med et par tøser til tidligt om morgenen, hvor jeg satte Frederik af hos ham selv for at pakke tre timer inden afgang. Måske fordi vi var så bagstive, tog vi det helt roligt, da vi åbenbart ingen billet havde. Men faktisk lykkedes det os at finde én returbillet, som var billigere end den oprindelige, griner 25-årige Mattias.

Hovedet eksploderer

Ankomsten til Los Angelses var præcis, som de havde forventet. På nær de to timer, de skulle stå i kø, inden de kunne få deres bagage og hentet den lejede Hyundai med automatgear.

- Alene på vejen hen til motellet fik vi bekræftet alle vores positive fordomme. Byen lever hele døgnet og lysene slukkes tilsyneladende aldrig. Man kunne cruise rundt hele natten og bare se på burgerjoints. Den her by er så ufattelig fed. Selv vores motel, der minder om Bates Motel i Psycho eller Melrose Place, er ærkeamerikansk, fortæller Mattias.

Det er aftenen inden første dag i studiet. Frederik har bragende hovedpine. Men ikke på grund af de alkoholiske eskapader.

- Sådan har jeg det altid, når jeg befinder mig i et hyper­kreativt mode. Jeg æder Treo'er som M&M's. Jeg er blevet immun over for panodiler. Mit hoved er ved at eksplodere, forklarer Frederik, mens fingrene gennemroder de lange, blonde Johnny Madsen-wannabe-fedtede lokker.

Han håber smerten letter, når han og Mattias først kommer i gang med at lægge sidste hånd - eller stemme og guitarer - på albummet, der forhåbentlig udkommer til marts.

Namedroppende bøsser

Selv om de to frontfigurer og primus motorer i Rock Hard Power Spray kun har tilbragt to døgn i Los Angeles, "Englenes by", har de allerede skaffet flere af de kontakter, som er alfa og omega og såmænd også beta til psi i USA's film- og musikmekka.

- I går spiste vi brunch med et bøssepar, som vi mødte den første aften. Før vi var færdige med at spise, havde vi en aftale om at skulle med dem til fest hos kvinden, der åbenbart står bag Rock And Rock Hall of Fame. Fordi folk bliver stjerner her overnight, tør de simpelthen ikke lade være med at networke med gud og hvermand, konstaterer Mattias.

Selv om de allerede har oplevet mentalitetsforskellen mellem Odense og København, kommer det ikke i nærheden at dette mentale kvantespring .

- Los Angeles er lidt som filmen Truman Show med Jim Carrey. En enorm kunstig verden. Én af bøsserne, som for øvrigt er assistent for Morgan Freeman, namedroppede simpelthen for vildt. Efter et kvarter begyndte han at nævne mulige managere for os. Inden vi kunne nå at svare, var han for længst ude ad en anden tangent, så vi aldrig kunne få verificeret, om det var totalt bullshit. Hollywood-retorikken gennemskuer man som europæer lynhurtigt. Men alligevel sidder man med tanken: "Det kunne jo være, at ...", fortæller Mattias.

Fra asken til ilden

Den amerikanske livsstil har også allerede manifesteret sig i et mindre konsumtogt, der med al tydelighed vil medføre en indkaldelse til fortrolig snak med den personlige bankrådgiver, når drengene vender tilbage til dansk jord.

- Vi bor lige ved Melrose Avenue, som er den sygeste shoppinggade. Vi har allerede købt tonsvis af plader, nye snickers, T-Shirts, solbriller og hatte, siger Frederik.

Værelset taler ham ikke just imod. Det flyder med nye indkøb og tomme poser.

Det er måske fint, at de har dulmet nerverne med Visa-kortet. For i morgen middag skal de for alvor i ilden. Og har de ikke nok starquality eller tilstrækkeligt talent, så kan de være helt sikre på, at der ikke går mange uger, før navnet Rock Hard Power Spray er forvandlet til aske, der hvirvler rundt sammen med alle de andre faldne engle i mulighedernes by. 

 

I stjernernes slipstrøm - del 2

Foo Fighters, No Doubt, Tool og Kanye West har indspillet plader i Grandmaster Recorders, hvor Rock Hard Power Spray knokler med deres nye album.

Indgangen til det klassiske L.A.-studie foregår gennem en dunkel garage, hvor der holder store amerikanerslæder med støv på kølerhjelmen. Helt nede bagerst i lokalet aner man en storladen dør og masser af rød velour bag ved ruden, der indikerer, at man er på rette spor.

Bag døren træder man ind i en lydisoleret verden, hvor kun ganske få mennesker får lov at betræde de centimetertykke gulvtæpper, der dræber al overflødig støj effektivt.

Inde bag endnu glasrude er Frederik Valentin godt i gang med at synge teksten til "Blackmail". Det første nummer Rock Hard Power Spray skal indspille vokalen til på amerikansk grund.

- Nu skal jeg bare huske teksterne, mumler han til sig selv og råber mod glasruden to meter fremme:

- Jeg bliver ved med at glemme det lort.

Andrew bag pulten

På den anden af de to tykke glasruder sidder californiske Andrew Alekel bag en tre meter bred mikserpult og forsøger at få det bedste frem i de danske stemmer. Han har arbejdet otte år i studiet, der er bygget op som et mongolsk gertelt med masser af bærende træstolper omkring et rundt lokale. Det virker som om, al resonans forsvinder i det blå. Selv et klap dør ud, inden det rammer gulvet.

Alt er svøbt i mørkt velour eller bygget af mørke træsorter. Enormt retro og med til at afgive en stemning af nos-talgi. Med rette. Lige her på det persiske tæppe plastret til med gaffa-tape har selveste Dave Grohl sunget i samme mikrofon som de to Odense-knægte. Storheden er svær at overse.

En hjemlig katastrofe

Mattias Hundebøll, der for en tid har overladt mikrofonen til Frederik, sidder og diskuterer ordet "it's" betydning med Andrew. Selv de mindste detaljer tæller, når teksten skal dissekeres. Produceren kommer med forslag til forbedringer, og hans erfaring vægter tilsyneladende så tungt, at bidraget accepteres.

Midt på dagen får Rock Hard Power Spray et chok, da de får et opkald fra Danmark, hvor de får at vide, at alt deres udstyr er gået tabt i en brand på Nørrebro.

- Det er sgu lidt hårdt, fordi det er en af vores vildt gode venner, der har mistet alt og ikke var forsikret. Vi havde gear for mindst 100.000 i den lade, men heldigvis har vi backup af alle vores grundspor til pladen, som vi optog dér, fortæller Mattias.

Mens Frederik ofrer sig, snakker Mattias med bandets trommeslager og bassist, der er blevet hjemme i Danmark, da det var for dyrt for dem at rejse med, og da deres del af indspilningerne desuden ikke skal ændres i samme omfang som vokalen.

12 hårde omgange

Meget apropos diskuterer Frederik ordet hierarki med produceren, der tilsyneladende aldrig har hørt det ord brugt i en rocksang. Det tærer åbenbart at få formet ordet helt korrekt, så Frederik smider T-shirten og synger videre i bar mave.

- Er det ok, jeg smider trøjen? Jeg sveder for vildt. Jeg kunne smide bukserne også, så kunne vi optage noget bøsseporno, spørger han Andrew.

- Jamen naturligvis. Uden bøsseporno ville det jo ikke være en rock'n'roll-plade vel, responderer Andrew, der åbenbart har hørt grovere bemærkninger gennem tiden.

Intensiteten stiger nu støt. Hele kroppen spændes. Armene fægter, og næverne knyttes. Frederik gentager den samme linje i 15 minutter, før Andrew kommer med det forløsende "tak". Nu lyder det endelig acceptabelt.

Da Frederik kommer ind i knappetemplet, smider han sig på gulvet. Udmattet som en bokser efter 12 hårde omgange. Tilmed med en smule næseblod. Der burde stå en "ringman" med isterninger og en vifte.

Nu er det Mattias' tur i skruestikken. Omkvædet i sangen "Dynasti" kræver sin mand.

- Jeg føler, jeg er ved at dø, brokker han sig bag mikrofonen.

- Det er præcis derfor, jeg kan lide dét, svarer Andrew tørt.

Efter fire timer meddeler Andrew, at drengene kan holde resten af dagen fri. Nu vil han begynde på den ekstremt vigtige proces at beslutte sig for bandets samlede lydudtryk. Han har allererede en god idé om, hvor han vil hen. Og selv om han allerede har arbejdet i seks timer, konstaterer han, at han holder skansen foran knapperne mindst syv timer yderligere. Rock'n'roll er ikke nogen feriekoloni. Det er blot sved og tårer. Krydret med gåpåmod og en sjælden arbejdsiver.

Kom igen i morgen

Andrew fortæller, at de kan komme næste morgen og høre resultatet. Han smider en "high five" efter dem og understreger, at det har været en fed første dag. Hans forventninger er ikke faldet til jorden. Rock Hard Power Spray kan faktisk noget. Også i Los Angeles, hvor kravene er markant højere end hjemme ved gadekæret.

- Det gik sgu da meget godt, puster Mattias, mens de forlader studiet og entrérer hektiske Sunset Boulevard, der lige præcis lever op til det smukke navn klokken 16.30, hvor solens sidste stråler luner asfalten.

- Ja, det var smertefrit, siger Frederik, der allerede har glemt strabadserne bag mikrofonen. Nu venter mexicansk mad og stride strømme af iskold Coca Cola. 

 

 

 

Fristende, farligt frikvarter - del 3

Lige over for studiet, hvor Rock Hard Power Spray indspiller nyt album, ligger verdens største independent pladeforretning

Når man tilbringer mange timer i træk i et halvmørkt studie, er det befriende at holde pauser og komme ud i det fri og mærke dagslyset.

I hvert fald de 37 sekunder det tager at krydse Sunset Boulevard og vakle fra Grandmaster Recorders-studiet og ind i Amoeba, verdens største independent pladeforretning med flere end én million cd'er og 300.000 plader på hylderne. Et sandt musikmekka uden sidestykke.

Butikken er på størrelse med en idrætshal og summer som et hvepsebo med sitrende musikentusiaster, hvis afsmittende begejstring lyser ud af dem. Mellem de lange kategoriserede og alfabetiserede rækker går langhårede beatniks nostalgiens rute, mens unge skatere lokaliserer de nyeste trends. Tilsyneladende køber ingen én cd. Her skovler man udgivelser ned fra hylderne.

 

Rock Hard mangler

- Det er simpelthen for fedt det her. Jeg har lige fundet en plade med produceren Steve Albinis band "Rapeman", som jeg aldrig har kunnet lokalisere i Danmark. Jeg kan slet ikke kapere, hvor mange seje plader her er. Eneste minus er, at Rock Hard Power Sprays ikke sælges her. Altså endnu, konstaterer Frederik Valentin.

Han har allerede købt 10 lp'er og 12 cd'er på blot tre dage. Og da Mattias Hundebøll og han skal være i Los Angeles yderligere to uger, forventer han, at tasken er fyldt til bristepunktet inden hjemrejsen. 

- Selv om jeg lige har købt 10 plader, så føler jeg slet ikke, det er nok. Priserne er helt fantastiske med den lave dollar taget i betragtning. Flere af de nye udgivelser koster kun 50 kroner. Og mange af de smalle udgivelser, som ville være dyre importudgivelser i Danmark, koster kun en tiendedel her, jubler Frederik.

Selv om han ofte går på jagt i Moby Disc i Odense, så er det svært at sammenligne de to butikker.

- Målestoksforholdet er jo 1 til 100. Alene Amoebas afdeling for gospel er større end hele Moby Disc. De har jo også et udvalg, der kan tage pusten fra enhver musikelsker. Vi har både fundet The Blue Van, Garbo, Hatesphere, Efterklang, The Raveonettes, The Kissaway Trail og Trentemøller uden at lede specifikt efter danske udgivelser, fortæller Frederik.

Rundtosset af nostalgi

Mens de to sangere og guitarister bladrer den ene hyldemeter igennem efter den anden, bliver de enige om, at gruppens to øvrige medlemmer ville have elsket at opsnuse sjældne plader sammen med dem.

- Det er lidt mærkeligt ikke at have Ask og Simon med, fordi de betyder så meget for os både socialt og i bandsammenhæng. Vi føler os på en måde amputeret, når det kun er os to, fordi bandet er en stærk enhed. Men da vi kun skulle indspille vokal, blev det for dyrt for os at rejse alle fire. Derfor knokler de for bandet derhjemme imens med andre ting, forklarer Mattias Hundebøll.

Som musiker glæder han sig over, at der findes butikker som Amoeba. Hvor musikken og intet andet er i fokus.

- Der er ikke gået Fona eller Top 40 i den hér. Alt er på musikkens præmisser, og man kan jo se, hvordan den filosofi trækker kunder til. Det vælter ind med kunder fra 9 til 21. Pladesalget er bestemt ikke dødt hér. Sidste år steg deres salg med hele 50 procent, siger Mattias, der gerne hjælper til med at gøre 2007 til endnu et rekordår.

Han har lige fået øjnene op for 1. salens dvd-udvalg, der strækker sig lige fra amerikanske, homeseksuelle skuespilleres tv-serier til smalle, bizarre science fiction-produktioner.

- Jeg kommer til at købe vildt mange dvd'er med hjem. Jeg har kun lige skimmet udvalget, og man kan simpelthen købe ALT. Tidligere var jeg den største filmnørd, så de her pauser ender med at blive rigtig, rigtig dyre, konkluderer han, alt imens kollegaen Frederik lykkeligt smider endnu en juvel i indkøbskurven.

- Jeg har lige fundet hele Butthole Surfers bagkatalog på lp. Før faldt jeg over det tilsvarende med Meat Puppets og Jesus Lizard. Når man samtidig har fundet en live plade med Six Pistols i New York, så er det svært at få armene ned igen. Alle burde prøve dét her. Man bliver helt rundtosset af nostalgi og eufori. 

 

 

Hollywood under huden - del 4

 

Selv om man aldrig har sat fødderne på The Walk of Fame, Melrose Avenue eller Venice Beach er et besøg i Hollywood som at gense en elsket bekendt

 

John Travolta, Bruce Willis og Sylvester Stallone. Trip, trap, træsko. På den verdensberømte Walk of Fame, hvor stjerner fra film-, teater-, og musikbranchen har fået foreviget deres navne, kan man tydeligt smage storheden og fornemme historiens vingesus. Det er selve essensen af Hollywood. Den, som folk tørster efter på samme måde som vampyrer efter blod. Ikke alle er dog lige imponerede over idoldyrkelsen, der manifesterer sig på fortovene.

- Det kan vel sammenlignes lidt med at få et glas på Viggo's, når man har drukket 10 glas fadøl, konstaterer Mattias Hundebøll tørt som en hengemt tvebak, mens Chuck Norris og John Waynes navne springer i øjnene. 

Kører man rundt i Beverly Hills eller Bel Air, drejer man næsten halsen af led, fordi man hele tiden tror, man passerer Dylan, Kelly og Brandon fra serien "Beverly Hills 90210" eller Will Smith, der trådte i karakter som den kække sorte prins i "Fresh Prince of Bel Air". Og man ville helt sikkert vinke. Fordi man jo kender dem så godt, at alt andet ville være urimeligt og utænkeligt.

Åh, Pamela

Selv en gennemsnitsberejst dansker, der aldrig har krydset Atlanterhavet, vil med sikkerhed kende Los Angeles og i særdeleshed Hollywood bedre end de fleste europæiske storbyer. Man mindes bydelene, vejnavnene og i flere tilfælde enkelte bygningers udformning uden at have oplevet det gennem andet end 28-tommerens tykke glas.

Venice, Malibu og Santa Monica er ud over strande nogle af de mest benyttede locations i film og tv-serier. Hvem husker ikke Mel Gibson i klassikeren Tequila Sunrise? Eller Point Break med Patrick Swayze i storform? Eller strandserien over dem alle, Baywatch, der efter få afsnit fik teenagedrenge over hele kloden til at omdøde den til Babewatch.

Frederik Valentin kan i hvert fald sagtens huske seriens ubestridte stjerne og hendes oppustede blikfang.

- Allerede da jeg gik i "Lillefritteren" i 2. klasse havde jeg en drøm om, at Pamela Anderson kørte forbi i en limousine og samlede mig op. Hun ville udnytte mig seksuelt, selv om jeg ikke var kommet i den pubertære kategori. Men jeg havde forberedt, hvad jeg ville sige, så jeg endte på bagsædet og fik hele turen, erindrer Frederik Valentin med et bredt smil.

Tror på drømmen

Venice Beach er stedet, der forbindes med den frie og alternative livsstil i Californien. Her vrimler det med healere, flippere, skatere, bodybuildere, graffitimalere og gøglere af enhver slags. De tror på drømmen. Den amerikanske drøm, der er konstant nærværende.

Den er netop årsagen til, at der er plads til alle. Fordi den lasede hjemløse kunne være manden, der i overmorgen skrev manuskriptet til en kæmpe filmsucces, eller fordi den bumsede skaterknøs pludselig får kontrakt med et gigantfirma og kommer seriøst til muffen. Dag og nat. Døgnet rundt. Overalt i enorme Los Angeles hænger en tyk os af mulighedernes em over én. Hvilket er enormt motiverende og skræmmende på samme tid.

For klarer man ikke skærene, hvilket rigtig mange af de 14 millioner indbyggere ikke gør, så er der pawn shops på mange gadehjørner, hvor man hurtigt kan afhænde den ellers gunstige guldplade i bytte for et par dollar. Så man kan holde maskinen kørende endnu et par dage. Og håbe på, at drømmen igen går i opfyldelse og få én af de happy endings, der laves dag efter dag i de gigantiske filmstudier, hvor der konstant smides brænde på det bål, som lyser hele metropolen op.

 

 

 

Spadejagt i vintagehimlen - del 5

De to guitarister i Rock Hard Power Spray så på nye instrumenter i samme butik, som Johnny Cash købte sin sidste strengede kompagnon

- Dén der ser fandme fed ud, udbryder Frederik Valentin og peger på en lyseblåt lakeret Fender, der hænger side om side med hundredvis af andre guitarer i én af Los Angeles' talrige guitarforretninger på Sunset Boulevard.

Mens amatører og professionelle side om side mærker sig frem på deres kommende kærlighed i kirsebærtræ eller japansk plastik virker Frederik mere spontan i én af verdens største butikker, "Guitar Center", hvor Rock Hard Power Spray jagter nye guitarer, da de mistede hele deres samling ved en brand på Nørrebro i mandags.

- Jeg gider ikke engang prøve den først, når jeg finder den rette. Jeg køber den udelukkende, fordi den ser fed ud. Jeg bruger mere tid på at finde den rigtige pedal og forstærker. Vi sovser alligevel lyden så meget til, at man ikke kan høre selve "kroppen", forklarer han. 

Hverken han eller Mattias Hundebøll går specielt meget op i gear. De koncentrerer sig mere om, hvad de kan med fingrene.

- Der er helt sikkert mange, der vil sige, vi ikke har ret i, at udstyret ikke betyder noget. Men det er de nørder, der bruger 20 år på at ramme vores lyd, konkluderer Mattias.

Lyder ad helvede til

De to guitarløse guitarister har ikke noget specielt forhold til deres instrumenter og således heller ikke de svimlende dyre eksemplarer, guitarfreaks fra nær og fjern tilbeder i vintagerummet.

- Vi køber ikke selv gamle, dyre sager, fordi vi så ofte smadrer vores guitarer i studiet og på scenen. Og ironisk nok kan det bedre betale sig at smadre nyt end gammelt inden for denne branche, forklarer Frederik Valentin, mens han forsøger at stemme en Fender Jaguar i den billige ende.

Han er i tvivl om, hvorvidt det er en bas eller en guitar, da strengene er specielt tykke. Han får den derfor plugget til den nærmeste forstærker for at tjekke. De første slag på strengene får ham til at se endnu mere forvirret ud.

- Der er godt nok riv i den her hva', konstaterer han, mens ekspedienten med hanekam og tatoveringer på både albuer og hals knap ænser ham.

Frederik bruger et par minutter på at stemme den. Uden sønderligt held, hvilket de omkringstående hurtigt bemærker.

- Den lyder da ad helvede til. Det pis gider jeg ikke. Sådan noget lort, svovler Frederik og bevæger sig ned i butikkens tempel, hvor Mattias allerede har været på knæ.

Guitar til én million

- Waaauw! Tjek lige dén der gennemsigtige Ampec, det er Mattias' drømmeguitar. Desværre har vi ikke råd til at smide 30.000 for en enkelt. Faktisk vil vi hellere købe seks forskellige og have nogle, som det ikke gør så ondt at smadre, fortæller Frederik.

Om ordet smadre er forståeligt for en amerikaner vides ikke, men i hvert fald kommer afdelingens orakel forbi og begynder passioneret at fortælle om alle de elskede børn, som han nødtvungent bortadopterer.

- De ældste guitarer vi har er fra 1920'erne. Men de dyreste og mest eftertragtede er vores Fender Telecastere fra 1958-60. Vi har én til 200.000 dollars, der ikke engang er specielt velholdt. Dem, der køber sådan én, er typisk inkarnede samlere. De har rigtig, rigtig mange penge og spiller sjældent professionelt, fortæller Brian Hall, der har arbejdet i butikken i otte år.

Cash' sidste guitar

Sælgeren og kenderen spiller selv guitar i to bluesbands, og personligt så han helst, at instrumenterne gik til musikere frem for at blive investeringsobjekter på en væg hos en asiatisk rigmand.

- Guitarer er bygget for at skabe musik. Og selv om musik er kunst, så mener jeg ikke, at man udelukkende skal betragte dem som kunstobjekter, beretter han og giver en smagsprøve på eget talent på en Fender "Esquire" fra 1956.

Netop den model kunne han forestille sig, at James Burton benyttede, da han spillede sammen med Ricky Nelson. Den er ideel til både country og blues. Han begynder uden forvarsel at beskrive pickuppen opbygning og udformningen af gribebrættet. Dedikation er kun et fattigt ord.

Han fornemmer tilsyneladende, at han er blevet en kende for teknisk og hiver en anekdote frem, der kan imponere enhver musikkender.

- For halvandet års tid siden, en helt almindelig søndag morgen, kommer Johnny Cash herind. Han indspiller sin allersidste plade i et studie tæt på butikken med producerlegenden Rick Rubin. Jeg finder en lækker lille Martin D18 fra 1964, som vi sætter os ned med i et lille lokale, hvor der lige er plads til tre mand. Dér sidder han så og spiller og synger for mig samt Rick. Selv om Eric Clapton og andre store guitarister kommer her jævnligt, så vil det altid stå som den største oplevelse for mig, siger Brian Hall, der med sikkerhed vil give den historie videre til børnebørnene.

Frederik Valentin og Mattias Hundebølls udtryk afslører, at de sagtens kan forstå hans benovelse. Men ikke mere end at de på vej ud af butikken finder to kitchede heavy metal-spader med v-hals, der straks bliver vendt på tværs og rettet mod underlivet.

- De er perfekte at stå og kneppe på scenen. Dem skal vi helt sikkert have to af!

 

 

 

L.A. har været et kæmpe kick - del 6

Rock Hard Power Sprays første uge i studiet har resulteret i seks potente, fuldblods rocksange, der giver troen på et sublimt album til marts

Meget forudsigeligt. Og helt igennem fantastisk er Rock Hard Power Sprays beskrivelse af deres første af tre uger i studiet i Los Angeles.

- Alt har levet op til vores fordomme og forventninger. Byen, menneskene, klimaet og studiet er præcis, som vi havde forestillet os, hvilket er virkeligt fedt, siger Mattias Hundebøll. 
Han er som kollegaen Frederik mest overrasket over, hvor mange danskere de tilfældigt har mødt i den gigantiske by på størrelse med Sjælland.

- Vi har mødt det danske band The Royal Highness to gange vidt forskellige steder, vi har truffet en fynsk designer på Melrose Avenue, og så stødte vi på et dansk filmhold, der er i gang med at optage reklamefilm for Coca Cola Zero. Det understreger meget godt, at inden for musik- og filmbranchen, så er det altså i L.A., det sker, konstaterer Mattias.

Én af årets plader

Det er hverken første gang, bandet er i studiet eller besøger USA. Alligevel er indtrykket af studiet og produceren Andrew Alekel særdeles positivt.

- Alle teknikere er så fucking ens. Ligegyldigt, hvor man kommer, har de den samme mixerpult. Men Andrew skiller sig ud. Ikke mindst fra europæiske producere, fordi de alle sammen arbejder både med rock og pop. Han er rendyrket rockproducer, der stiler efter netop den lyd, Rock Hard Power Spray drømmer om. De seks første færdigmixede numre beviser, at han har ramt plet. De lyder som det fedeste i hele verden, så turen har allerede været det hele værd, understreger Frederik Valentin.

Det vil glæde trommeslageren Simon at høre. Inden afrejsen havde han kun et simpelt håb for udbyttet af rejsen.

- Inden vi tog af sted, sagde han, at det vigtigste for ham blot var, at Frederiks vision om at indspille i L.A. blev en succes. Hans eneste ønske var simpelthen, at vi ikke måtte blive skuffede. Det er fandme stort, og hans forhåbninger er til fulde blevet indfriet, siger Mattias.

Deres forsøg på at ramme noget mere hifi-agtigt end debutpladen "Commerciel Suicide" har også båret frugt.

- Det føles ikke helt så meget som en knytnæve i maven, selv om der naturligvis er masser af hårde numre. Især fordi lyden er så sublim allerede nu. Det bliver spændende at høre efter mastereringen, hvor udtrykket kan blive helt anderledes. Men jeg tør godt spå allerede nu, at vores plade bliver én af de bedste, der udkommer i 2008, lover Frederik.

Ikke en bøssesang

Udover at være ferm bag knapperne har Andrew vist sig at være en cool fyr. En dude, der tror på Rock Hard Power Spray. En dude, der har lavet plader for mange af Rock Hards idoler.

- Jeg havde skrevet frem og tilbage med ham et halvt år, og han gik med til at arbejde med os i tre uger til en vanvittig lav pris, netop fordi han synes så godt om musikken. Ind imellem har der været mindre misforståelser. Som i sangen "The Battle of Ask Fuck", hvor han troede, at vi sang "ass" i stedet for Ask, som er navnet på vores fremragende bassist. Dér kikkede han sgu lidt sjovt på os, fortæller Mattias.

- Han fremhæver de elementer fra vores grundbånd, som vi havde håbet ville stå frem i det endelige mix. Han har desuden ramt præcis den følelse, vi selv har gået efter uden at have haft en facitliste. Det er en immateriel proces, som vi åbenbart har fundet den helt rigtige mand til. De næste to uger bliver lidt nemmere, fordi han nu har skudt sig ind på os, men også fordi vi ikke skal have en journalist og fotograf på slæb. Normalt kan Mattias og mig kommunikere uden ord, så det bliver ærlig talt fedt ikke at skulle tale så meget, siger Frederik med et overbærende smil.

Drømmenes by

Begge guitarister og sangere har fundet ud af, at de gerne ville prøve at bo fast i byen. Mulighederne er kronisk til stede, og alene den første uge har de mødt et hav af personer, der kunne åbne døre. Døre større end nogen i Danmark.

- Det siger vist alt om byens muligheder, at vi lige for et par timer siden havnede midt i en kæmpe filmoptagelse på Hollywood Boulevard, hvor de havde spærret hele området af. Sådan noget gør man bare her, og det smitter af, konstaterer Mattias.

Guitar om natten

Klokken har passeret 01.00 om natten. Mens Mattias mailer og holder kontakterne varme i Facebook, ligger Frederik febrilsk og vifter med fingrene.

- Kom, skal vi ikke køre ud og finde en pawn shop? Jeg mangler simpelthen en guitar at ligge og pille ved. Jeg har tænkt på guitar 30 gange alene det sidste minut, brokker han sig.

I Los Angeles behøver man ikke blot tænke tanken. Der kører man bare af sted. Døgnet rundt. Året rundt. Måske finder man drømmeguitaren? Måske støder man ind i den helt rigtige promotor? Derfor er det også drømmenes by, når man er vågen og ikke mindst årvågen.

 

 

Alekel tryller for giganterne - del 7 

Californiske Andrew Alekel er lige så ukendt i Danmark som Mountain Dew og In & Out Burgers. Men en række verdenskendte bands sætter stor pris på hans evner som producer. Simon Staun har mødt ham i Los Angeles

Selv om man stødte ind i 34-årige Andrew Alekel midt på den afrikanske savanne eller på en bjergsti i Himalaya, ville man ikke være et sekund i tvivl. Manden er rendyrket californisk. Accenten, det tjavsede, mørke skæg, den overdrevent afslappede stil, de typiske forvaskede T-shirts, den halvstore burgercontainer og coolnessfaktoren. Han er ganske enkelt "the dude". Born and raised i Los Angeles.

Tre uger i december har han været kittet, der skulle binde Rock Hard Power Sprays kommende album sammen. En form for linebalancerende mentor, der hele tiden skal passe på ikke at få bandet til at lyde for meget som sig selv eller for meget som alle de andre. 

Han har indtil videre stået bag produktionen af 20 millionsælgende plader og medvirket som tekniker på yderligere 60 albummer, hvoraf flere er med absolutte verdensnavne. Et eller andet sted rører det ham et bogstav i Hollywood-skiltet, hvad bandet hedder. Så længe musikerne er dedikerede og ved, hvor de vil hen.

- Når man som europæisk band tager helt til USA for at indspille, så er det vel fordi, man gerne vil ramme en amerikanske rocklyd? Altså, hvis jeg skulle ramme noget keltisk-inspireret folkemusik, så skulle jeg jo også sjusse mig frem modsat en irsk producer, der har det i generne. Det er rocken, der strømmer i mit blod. Alt, jeg lytter til, alt, jeg gør, det er rock. Så hvis jeg kan lide musikken, vil jeg i teorien producere for alle bands på planeten, fortæller Andrew Alekel.

Rammer ofte plet

Han spiller selv både guitar og bas, hvilket kan være en fordel, hvis man indspiller med bands, der bruger mange tekniske termer.

- Det kan også være en hjælp at kunne forklare sine instruktioner på et instrument, hvis bandet er japansk og de eneste ord, de forstår, er "vildere" eller "mere stille", griner Andrew Alekel, der har haft mange spøjse oplevelser i den røde hule, eller det nødlandede sørøverskib, som han kalder Grandmaster Recorders studiet midt i Los Angeles.

Nogle gange agerer han både tolk og skuespiller, når udenlandske bands diskuterer ivrigt bag ved den tommetykke, lydtætte glasrude.

Særpræget er vitalt

- Mit job handler meget om at føle sig frem og sanse, hvad bandet vil. Ind imellem ser jeg mig selv som en krydsning mellem en advokat, psykolog og en tankelæser. Heldigvis rammer jeg ofte plet, konstaterer han.

Kun én enkelt gang i de otte år, han har arbejdet i studiet, har han oplevet, at en kunstner skred under indspilningerne. Det var den amerikanske sangerinde Exene Cervenka fra punkbandet X, der ikke kunne lide hans endelige miks.

- De endte med at blive mikset hos et af mine store idoler, så det har jeg det faktisk ikke så skidt med trods alt.

Af alle de plader, han har produceret, var der kun én af dem, der var ren magi under optagelserne.

- Jack Johnson kom mere eller mindre tilfældigt herind og indspillede sin første plade her. Fra første sang kunne man bare fornemme, at det var noget helt usædvanligt. På det tidspunkt spillede han på coffeehouses og på små klubber. Pladen solgte et par millioner eksemplarer, og derefter spillede han på store stadions. Det må fandeme være spøjst at spille foran 30 den ene uge og 30.000 den næste, konkluderer Andrew Alekel.

De internationale navne, som booker studiet, er alle relativt succesfulde. Ellers ville de givetvis ikke havde råd til at krydse Atlanterhavet og bo flere uger i L.A. Alligevel tror Alekel ikke på, at et europæisk band i den nærmeste fremtid slår igennem i USA.

- Altså, Rock Hard Power Spray har nogle virkeligt fede sange og en suveræn energi. Ellers havde jeg ikke gjort det så billigt! Men det er bare ikke sikkert, at det slår til i USA, hvor der er masser af bands som dem. De vil lyde som amerikanerne, hvilket er fint nok, men de bands, der virkelig har solgt herovre, har netop det særpræg, at de synger med en svensk eller tysk udtale. Tag bare Scorpions og ABBA, for at nævne to usammenlignelige bands, de sang jo tydeligvis med en udenlandsk dialekt og blev nærmest latterliggjort af den grund. Men sangene og melodierne var jo af høj klasse, så når alt kommer til alt, handler det heldigvis om musikken, siger Andrew Alekel og tilføjer:
- Hvis jeg vidste, hvad der præcis skulle til for at slå igennem her i USA, så delte jeg ikke en toværelses med en buddy, understreger han.

Det projekt han til dato har været mest stolt af at lægge navn til, er californiske Fu Manchu. Bandet, hvis album "We Must Obey", fik Rock Hard Power Spray til at kontakte Andrew.

- Jeg har været fan i årevis, så da aftalen kom i stand, var jeg bange for, at de ville kræve at lyde som på deres gamle plader. Heldigvis ville de have en ny tilgang, så de indspillede 85 procent live i studiet og tog kun hver sang tre-fire gange. Efterfølgende har de oplevet, at de til koncerterne for første gang i mange år bliver afkrævet at spille deres nyeste numre. Det tager jeg som en cadeau, ler Andrew Alekel, der omtaler sig selv som maleren, der skulle stå for bandets petitte, soniske detaljer.

Det eneste talent

Typisk er det kun de unge bands, der tror, at man i studiet helst skal være fuldstændig skæv på stoffer og hønefuld. Men ind imellem er der også rutinerede herrer, der ser dybt i whiskyflasken.

- Da jeg arbejdede sammen med Lemmy fra Mötorhead kunne jeg ikke forstå, at han aldrig spiste. Jeg spurgte ham derfor, om han ikke ville have noget med, når vi hentede take away. Han svarede bare: "Nu har jeg spillet rock'n'roll i 40 år uden mad, så nej tak!". Han drak kun Maker's Mark og tog stoffer. Men pladen kom i hus, smiler Andrew.

Interessen for at lege med lyd opstod helt tilbage i starten af 1980'erne, da Andrew Alekel lyttede til Beatles på kassettebånd og spekulerede på, hvordan de mon havde gjort.

- I mange år var det bare en hobby, men efterhånden blev jeg mere og mere draget af at skabe en bestemt lyd. Det imponerer mig stadigvæk, at jeg er i stand til at skulpturere et band ud fra mine ørers retningslinjer og intution. Jeg er ikke god til piger, jeg kan ikke reparere biler, og jeg er forfærdelig til indretning. Det eneste tidspunkt, jeg er helt selvsikker på, er her i studiet bag knapperne. Her ved jeg, at jeg er dygtig. Her føler jeg mig tryg.

 

Stor tak til Rock Hard Hard Power Spray samt Andrew Alekel for at lade undertegnede være med i studiet