Forhadt af Blues-Taliban

Walter Trout var leadguitarist i John Mayalls band. Alligevel har de såkaldte blues-puritanere aldrig brudt sig om hans spillestil

- Lytter man til mit nyeste album, kan man høre, at jeg konstant sidder med et stort smil, fortæller den amerikanske bluesguitarist Walter Trout.

Og ser man listen af medvirkende, forstår man hvorfor. Eric Sardinas, John Mayall, Jeff Healey og Coco Montoya er blot nogle af de mange prominente gæster, der modsat de mange mavesure bluespuritanske anmeldere, som Walter Trout hader, sætter stor pris på den ligefremme stil med plads til strengeleg og blærerøvssoli. 

- De har aldrig kunnet lide min form for blues. Måske fordi der er for meget rock'n'roll og soul i den. Men på én måde er den nye plade puritansk. Der er hverken brugt overdubbing eller hokuspokus. Vi kom ind i studiet, satte os ned og spillede det, som faldt os ind. Vi skrev simpelthen numrene spontant og havde det bare pisseskægt. Jeg forsøgte at finde den samme følelse, som hvis man spiller koncert og inviterer én fra publikum op på scenen for at jamme. Det er intuitivt og oprigtigt hele vejen, forklarer Walter Trout.

Han tager stor afstand fra den ofte benyttede metode, hvor trommer og bas indspilles ét sted og sendes pr. mail til en guitarist, der så indspiller ovenpå og sender det videre til en sanger.

- På den måde bliver det ikke nær så ærlig musik, som hvis man sidder over for hinanden. Jeg foretrækker, at man kan se hinanden i øjnene og det gjorde mange af de medvirkende heldigvis også, så derfor var de straks med på dette "old school"-koncept, siger Walter Trout.

Faktisk fik han så mange henvendelser fra bluesmusikere, at han efter kort tid indså, at han sagtens kunne udgive en to'er. Den kunne passende hedde "Walter Trout med endnu flere venner".

Prominente venner

Pladen er lavet på et meget lille budget. Og de fleste medvirkende indvilgede derfor i at stille op uden at få en krone for det.

- Det er derfor, det hedder venner. Men de ville give deres besyv med frem for alt, så det er da ikke uden stolthed, at jeg konstaterer, at John Mayalls og Jeff Healeys navne står på coveret, indrømmer Walter Trout.

Selv med disse prominente kolleger på pladen har han fået nogle gevaldige drag over nakken af bluespuritanerne.

- De mener, at vi spiller for mange toner og kører lidt for meget "over the top". De er en slags "Blues-Taliban". En bunke fundamentalister med hovedet oppe i røven. I stedet for at spørge, hvad der lyder ægte - og hvis det endelig skal være det, så skal det jo være ældgamle, sorte musikere fra Mississippi - så burde de mærke efter, om musikken udtrykker noget. Kommer det fra hjertet? De skal stoppe med at kategorisere, for en hvid ung mand fra Midtvesten kan sgu godt spille the blues, understreger Walter Trout.

Han spiller konsekvent på den måde, som han kan lide. Det har han efterhånden gjort i 40 år. Og hvis nogen ikke bryder sig om det, så er hans kontante svar: "I don't give a fuck and I'm too old to give a shit". Sådan!

Konen er fra Thisted

Så længe musikken bevæger ham, så er han flintrende ligeglad med, hvilken kasse den bliver puttet i. Sådan har det været, siden han optrådte for første gang i Danmark i midtfirserne.

- Første gang, jeg skulle spille i Danmark, var på Skråen i Aalborg sammen med John Mayall. Han blev desværre syg, så jeg måtte optræde alene. Det så en dansk manager og en fyr fra et pladeselskab, så efterfølgende fik jeg aftalt en pladeindspilning og en turné. Så min solokarriere begyndte på dansk jord, understreger Walter Trout, der blandt andet har leveret to koncerter på Midtfynsfestivalen med sit eget band og én med John Mayalls.

De første par år gæstede han hver eneste lille klub i landet. Og fandt sågar en dansk pige fra Thisted, som han stadig er gift med.

- Hun og hendes venner kaldte mit band for hele Danmarks husorkester, hvilket passer meget godt. Og det er altid en fornøjelse at komme tilbage, siger Walter Trout.

På spørgsmålet om det største, der er sket i hans karriere, svarer han overraskende ikke sin solokarriere. Det var at spille leadguitar i John Mayalls band.

- Der er ikke noget større end det i bluesverdenen. Hvem skulle man spille leadguitar hos, der er bedre? Man kan jo ikke spille leadguitar sammen med B.B. King eller Buddy Guy. Det er jo dem, der klarer alle soli. John Mayall er i mine øjne allerøverst på stigen, og hvis man ser på de navne, der er fostret op under hans vinger er det svært at være uenig: Eric Clapton, Mick Taylor, Peter Green, John McVeigh og Jack Bruce. En helt fantastisk stribe, der lige som mig er blevet markant påvirket og måske har fået præget hele deres karriere af at spille sammen med ham, fortæller Walter Trout.