Vestbyen - Voldsom, vovet & vidunderlig

Denne portrætbog blev til i sensommeren 2004, hvor undertegnede gik på opdagelse sammen med fotograf Carsten Snejbjerg efter kvarterets ånd i en bydel, der for mange udefrakommende er kendt som et hårdt sted at bo i Horsens.

I de vidt forskellige gader og hjem hersker en gennemgående accept. En accept af, at naboen suger bajere som et helt murersjak, at underboen holder teknofest tirsdag nat, at genboen slår alle rekorder i roderi eller, at dem på den anden side af hækken bor i et mindre palæ.

Her er bragt fem  af de 29 portrætter.

Simon Staun & Carsten Snejbjerg

 
Vestergadedrengenes velmagtsdage

Hvis man har stået ansigt til ansigt med Jimmy Sørensen, eller "Røde Jimmy", som han blev berygtet som i starten af 1980’erne, har det med stor sandsynlighed været hans lige højre, den lange hestehale og det ildrøde skæg ned til midt på den ølhungrende mave, der dannede førstehåndsindtrykket.

Dengang stod han sammen med sine fire brødre, Andy, Danny, Morten og Brian samt en håndfuld svogre for uddeling af øretæver til enhver, der krydsede Vestergadedrengene på et af kvarterets mangfoldige værtshuse.

Jimmy voksede op som en af de ældste i en søskendeflok med fem knægte og fem tøser i barakkerne bag Nørretorv. Som otteårig flyttede han med familien til en ejendom på hjørnet af Istedgade og Vestergade. Da han var knap 20 år, begyndte han og brødrene at give den gas. Meget gas. De blev ret hurtigt kendt i Vestbyen for deres trang til at slå på tæven og deres mange blodige opgør med ærkerivalerne, rockerbanden "Gribbene", op igennem 1980’erne. 

Jimmys slæng kaldte sig for "Vestergadedrengene". Det var deres gade. Deres kvarter. Det skulle ingen være i tvivl om. De mødtes ude ved Jimmys far og drak læssevis af bajere, inden de tonsede i byen for at vedligeholde renomméet. Efterhånden blev de kendte og berygtede i hele Horsens, hvilket betød, at mange slagsbrødre lige skulle forsøge at markere sig. Det var ikke altid en smart beslutning, når man stod over for 10 kampklare gutter på "Tante Stinne", som dengang var et af Vestergadedrengenes foretrukne tilholdssteder.

I dag holder Jimmy lav profil, når han står bag baren på sit værtshus "Kom Tit" på hjørnet af Vestergade og Allégade. Når man betragter den 43-årige, velpolstrede bartender, fremstår han ikke just som en led karl, der i sine ungdomsår var notorisk kendt for at være hårdtslående og hidsig. De grålige stænk i skægget og glimtet i øjet får ham mere til at ligne én, der allerhøjest kunne finde på at skænke et krus skummende fadøl. Sådan har det ikke altid været.

- Det var sgu alvor dengang. Det var skaller, spark i maven og knive i låret. Jeg kom heldigvis aldrig rigtigt galt af sted. Kun en enkelt gang fik jeg en køkkenkniv i maven, og det var endda min lillebrors skyld. Men det har vi glemt for længe siden, storsmiler Jimmy, der har fået de blodige oplevelser på tilpas lang afstand til, at han kan grine af dem.

Temperamentet er stilnet meget af. Adskillige domme og månedlange afsoninger gik ikke godt i spænd med familieplanerne, og i slutningen af 1980’erne takkede Jimmy af efter en intens karriere som "hardhitter".

De mindre brødre kørte den hårde stil videre i nogle år. Dem kunne man ikke tage fejl af. De fik ens tatoveringer med budskabet "Vestergade For Ever" på underarmen. Jimmy kalder sine brødre for nogle banditter. Men med den overbærenhed, der kendetegner en rigtig storebror. En af de vildeste skød til måls efter medlemmerne fra rockergruppen "Dillen", der senere skulle blive optaget i Hells Angels. Heldigvis ramte kuglerne fra maskingeværet forbi, og i dag snakker Jimmy med de gamle arvefjender, som om intet var hændt.

En enkelt gang har han selv måttet smide sig ned på et ølstænket gulv og søge ly for kugleregnen, da "Gribbene" skød vinduerne i smadder på "Tante Stinnes". Jimmy og brødrene undgik at blive gennemhullede. Ikke alle slap så billigt.

Sagaen om Vestergadedrengene endte i 1992. Siden har Vestbyen og dens beboere ændret sig. Jimmy Sørensen og hans fire brødre deltager efterhånden yderst sjældent i værtshusslagsmål. Men tag ikke fejl. Vestergadedrengenes ånd lever videre for evigt.

 
Et fængslende kvarter

Igennem næsten halvandet århundrede har der boet fængselsansatte i Vestbyen. En af dem, der har levet og åndet for "slottet", som det kaldes i folkemunde, er Kjeld Stourup. En høj, slank mand med et forsigtigt gemyt og en beroligende stemme.

Efter det første år som ansat på fængslet flyttede han i 1967 sammen med hustruen op på Fælledvej. Det fortrød han aldrig. Det var så dejligt nemt at stå op og luske op til fængslet på blot tre minutter, og så har netop denne vej alle dage været en af de sikreste i kvarteret med politibiler susende forbi i tide og utide.

Kjeld tilhører den gamle skole. Fra dengang man var indbegrebet af sit arbejde. Allerede efter få år blev han udnævnt til overbetjent og kort tid derefter vagtmester. Dengang bar alle øgenavne på fængslet. Ikke mindst de ansatte. Kjelds far, der var kedel- og fyrmester, blev kaldt "Klør Fem", fordi han var så skrap til kortspil.

- Jeg selv blev kaldt for Hashhunden, fordi jeg var den første, der snuppede nogen med en klump af stadset. De forsvarede sig med, at det var tørret kogødning, men hvem pokker ville smugle det med ind i et fængsel, griner Kjeld.

Dette nye rusmiddel fandt han meget af en årgang. Det var i samme periode, at fangerne stadig lavede stramaj og fik slukket tv’et konsekvent klokken 21.30, ligegyldigt om de manglede fem minutter af en sindsoprivende film.

- Det var helt andre retningslinjer end i dag, hvor de har eget tv med fjernbetjening og kan se film til den lyse morgen, bare de møder på arbejde klokken otte, fortæller Kjeld.

Når han søger efter i sine egne hjerneceller, nævner han en hel stribe af vagter, kokke og læger, der alle har holdt til på Fælledvej og Fussingsvej. Persille Persen, Bette-Las og Dukkelise. Alle granvoksne mænd og en del af statsfængslet, der i flere generationer har været synonym med Horsens. På godt og ondt. Ifølge Kjeld langt mest af førstnævnte.

- Jeg har arbejdet sammen med mange dygtige mennesker. Hæderlige, hårdtarbejdende og ærlige. Enkelte var dog meget specielle. Især lægerne. En af dem boede på Fussingsvej, hvor han kørte 300 meter på arbejde hver dag i sin bil. Når han så fik fri, satte han den i bakgear og smuttede hjem uden at vende, morer Kjeld sig.

Den pensionerede vagtmester har altid været glad for at gå på arbejde, selv om han både har haft knive og oversavede jagtgeværer stukket op i snuden. Han bærer ikke nag. Det kan ikke betale sig. For mange af de gamle indsatte, der har bosat sig i bydelen efterfølgende, kommer ind imellem og giver ham hånden.

- Det betyder forhåbentlig, at man aldrig gik over stregen, konkluderer Kjeld, der aldrig undlod at hjælpe en kollega i knibe. Det kostede ham en ødelagt menisk, hvilket plager ham den dag i dag.

Uheldet skete, da han forhindrede en god ven i at blive stukket ned. Kjeld er glad for, at han hjalp. Et dårligt knæ kan han bære. Men ikke samvittigheden over at svigte en arbejdskammerat.

- Jeg er da træt af det. Men ikke bitter. Det var en del af jobbet, og når man lever for sit job, så tager man det hele med, siger Kjeld bestemt.

Han mener ikke, at man behøver være i besiddelse af en kropslig råstyrke for at være fængselsbetjent. Med ærlighed kommer man meget længere. Derfor kom Kjeld altid med et råd til de indsatte, hvis de ville holde sig på god fod med ham: "Sig sandheden, så behøver du ikke kunne huske, hvad du har sagt".

Sandheden for ham betyder i høj grad også, at fængslet altid har været og altid vil forblive en del af Vestbyen. Derfor gruer han for den dag, det lukker, og de sidste fanger takker af for husly.

- Det bunder jo i en dybfølt nostalgi, det må jeg indrømme. Mit halve liv har jo fundet sted bag de mure. Det eneste, der kan opveje det lidt, er, hvis man samler alle byens museer deroppe. Så ville det blive en fantastisk attraktion, fortæller Kjeld, der kigger ud af stuevinduet mod den gamle kæmpe, når savnet bliver for stort.
 

 
Slots Pilsnerens højborg

Lars Jørgensen klamrer sig til sin dåseøl med begge hænder. Hans spinkle arme ryster for meget til at holde den på rette kurs med kun én hånd. Øllen er halvlunken. Præcis som Lars foretrækker den. Han sidder og koger i eftermiddagssolen i en sort, slidt T-shirt fra værtshuset "Flaskehalsen", hvor han stoppede med at komme, da stedet lukkede. Nu drikker han bare sammen med vennerne i lejligheden. Det er også langt billigere, når man kan hente tre kasser Slots Pilsner for en hund ved grænsen.

Den 44-årige gut med det lange, tjavsede hår havnede i Vestbyen ved et tilfælde. Tidligere boede han sammen med sin bror i Sejet. Men efter et skænderi skiltes deres veje, og Lars valgte Lille Nygade, udelukkende på grund af den lave husleje, og fordi han skulle have tag over hovedet her og nu. Den tidligere typografs toværelses lejlighed på 1. sal virker en anelse kaotisk, når man træder ind. 

- Jeg skal jo også lige have tid til at pakke ud, undskylder Lars, der flyttede ind for tre år siden.

Tiden er fløjet af sted, uden han har taget synderlig notits af det. Den ene dag har afløst den anden. Det samme gælder for øllene, og derfor er hans forhold til Vestbyen stadig yderst begrænset. Det er blot et sted, han bor, sover og drikker.

- Det kunne jeg lige så godt gøre alle mulige andre steder, erkender Lars, der ikke nødvendigvis mener, at man er alkoholiker, fordi man drikker hver dag.

Men han indrømmer dog, at der ryger mindst 8-10 bajere ned om dagen. Selv er han egentlig ligeglad, hvis nogen kalder ham dranker, for det har han hørt så mange gange. Og så længe han får sine dåsebajere, må folk kalde ham alt fra konge til sjuft. Men ikke nærig. For kommer folk på besøg, står der en kold bajer klar, inden de får røven i sædet.

- Og så skulle man da være en dårlig vært, hvis ikke man skålede med, siger Lars og løfter dåsen symbolsk frem for sit filtrede skæg.

Lars Jørgensen har ikke handlet selv i tre måneder. Han bliver forpustet, bare han skal kæmpe sig ud på toilettet. Derfor får han husets småpiger til at løbe på posthus, apotek og i Netto. De forbarmer sig også en gang imellem og fjerner det værste lag støv, så Lars igen kan se, om det nu var gulvtæppe eller trægulv, han gik på. Viceværten Preben "Kok" fra tredje sal laver ofte mad til Lars. Ellers ville han ikke få mere fast føde end de humlerester, der måtte ligge på dåsebunden. Så han føler i bund og grund, at der bliver passet godt på ham.

For tiden søger Lars om at blive førtidspensionist. Efter et knallertuheld fik han smadret skulderen, et besøg i detentionen kostede ham et sæt nye tænder, da en rocker afreagerede på ham, og sidst han kom galt af sted, gled han og ødelagde sit knæ. Hver episode har blot resulteret i en yderligere opjustering af det daglige pilsnerforbrug.

- Så egentlig sidder jeg mest i lejligheden og drikker sammen med et par kammerater, fortæller Lars, der virker ganske tilfreds med sin dagligdag og smagen af den nyåbnede morgenpils. 
  

 
En kvindes bedrifter

At sige, Mona Kristiansen har krudt i røven, ville være det samme som at sige, at Einstein var klog: En eklatant underdrivelse. Den 51-årige socialpædagog har malet hele huset samt annekset på sølle to uger. En imponerende bedrift ville de fleste mene. Men ikke Mona. Hun anser det for at være en menneskeret at knokle løs i døgndrift.

Manden støtter hende i alle hendes gøremål. Han har for længst opgivet at præge hende. Drister han sig til at gribe en spade, skovl eller skruetrækker, så ånder hun ham i nakken, inden han så meget som får løsnet en skrue. Hun har en mening og en ide om alt. Alt. 

- Jeg vil bare helst selv, for så ved jeg, at det bliver gjort ordentlig. Folk må gerne mene, at jeg er lidt overgearet, selv ville jeg kalde det for ekstremt målrettet. Og måske lidt stædig, tilføjer hun og smiler så bredt, at det oplyser hele den nymalede gavl.

Alt kan laves og ordnes ifølge Mona, der er så velsignet at være ud af en familie, hvor de kan noget med deres hænder. Så i stedet for at lade det blive ved snakken, gør hun rent faktisk noget ved det, der skal ændres. Og det gælder alt lige fra udgravning af kælder til en næsten mistænkelig trang til at styre græsstråenes retning. Ikke et eneste græsstrå drister sig til at hælde den gale vej. For gør de det, så kommer Mona spurtende med saksen. Hun bestemmer her. Vær sikker på det.

Underligt nok har alle fire børn fået lov til at rode løs. Naboerne får også lov til at rode og leve deres liv, som de vil, selv om det kribler i Monas fingre for at gå i krig mod nullermænd og støvmider. Men den krig vil hun ikke føre, da hun har en grundlæggende respekt for andres menneskers ret til selv at vælge deres livsstil.

Hun behersker sig, for selv om hun gerne ville, at alle havde bare lidt af hendes ekstreme ordenssans, så har hun aldrig forsøgt at pådutte andre den.

Den lidenskabelige og til tider mekaniske tilgang til renovering og fornyelse har medført, at familiens hus gennem de sidste 17 år er blevet gennemrenoveret uden at være blevet færdigt endnu. Det er ikke nogen hemmelighed, at sparepengene er lagt i huset. Dog har der hvert år været råd til en bilferie til Norge og to gange har familien flottet sig med en rejse til Island.

Store og små projekter afskrækker langt fra Mona. Hun holder dampen oppe, som et gammeldags lokomotiv. Næste projekt er at købe en gammel Morris Mascot for at sætte den i stand. Grunden til, at det lige skal være den bil, er såre simpel: Det er den eneste motor, der kan være i opvaskemaskinen. Mona griner af sig selv og lader det stå hen i det uvisse, om det er hendes alvor. Hun ved godt, at andre kan opfatte hende som en, der ligger på grænsen mellem at være renlig eller vanvittig. Så det er kun modvilligt hun indrømmer, at man godt kan finde lidt skidt og støv, hvis man kigger efter i hjørnerne. Men det skyldes ikke manglende iver, for hun støvsuger selv baggården, fordi hun vil være sikker på at få alle blade og småsten fjernet.

- Jeg vil gerne, at der sker noget, for jeg har mange drømme. Men jeg stræber ikke efter forandring konstant og der er aldrig tidsfrister på det, som jeg laver, fortæller Mona, der for nogle år siden fik en arbejdsskade, hvilket har sat hendes større projekter i stå.

For tiden venter hun på en operation, der vil sætte hende ud af spillet i to måneder, hvilket bestemt ikke huer hende. Manden puster ved tanken om al den energi, der ikke kan brændes af. Men så må hun i stedet nyde den megen opmærksomhed blandt venner og naboer på hendes foreløbige projekter. Mona påskønner rosen uden at blive ekstatisk. For i bund og grund har alle hendes bedrifter været for hendes egen skyld. Faktisk synes hun ikke engang, at de bor specielt flot.

- Mange forbipasserende kommenterer da huset. De lægger vel bare mærke til det, fordi vi skiller os ud fra omgivelserne, siger Mona Kristiansen, der er overbevist om, at hvis alle i Vestbyen havde bare lidt af den samme indstilling som hende, så ville der aldrig havde været brug for et kvarterløft. 

  
 
Det levende kærestekartotek

Man finder ikke mange steder i Horsens, hvor folk accepterer, at man går med en barnevogn i den ene hånd og en bajer i den anden. Vestbyen ville være et kvalificeret bud. Det mener 44-årige Roland Boje i hvert fald.
- Kan man kombinere to interesser, så er det jo optimalt, siger manden, der i bar overkrop minder om et katalog fra en havnetatovør.

Roland har konsekvent fået sine kæresters navne indgraveret i læderhuden, siden han kom til byen som 18-årig. Nogen gange har blækket knapt nok nået at størkne, før et nyt skulle tilføjes. Den allerførste stod der Marianne på. Men den blev Susi træt af, og bagefter surmulede Lone, og det gad Lotte ikke, når… To af tatoveringerne skal dog aldrig fjernes. De sidder lige ved siden af hinanden på venstre overarm: Tuborg og Hof. Dem fik Roland lavet i en brandert, hvor han ikke kunne beslutte sig for, hvilket mærke, der smagte bedst. Så han tog sgu bare begge to. Sådan gør en handlingens mand.

Gennem 15 år har han regelmæssigt skiftet adresser, når et nyt navn stod klar til at blive indlemmet i hans kødelige kvindekartotek. Både Houmannsgade, Nygade, Lille Nygade og senest Tordenskjoldsgade har haft æren af Rolands kortere eller længerevarende visitter. For det er ikke nogen hemmelighed, at Roland har en svaghed for damer. Og de for ham. Selv forstår han det ikke.

- Jeg er ikke særlig klog, heller ikke køn, og jeg har aldrig haft nogen penge, så hvad de ser i mig, det fatter jeg ærlig talt ikke. Det må have været en brist i deres opdragelse. Men skide være med det, for det har sateme været sjovt. Og jeg fortryder ikke spor, lyder hans ærlige svar på, hvorfor 11 pigenavne er mejslet ind i overkroppen. Foruden dem, der er tegnet over, forstås.

Men til trods for de forholdsvis mange forhold har Roland kun haft vielsesring på de slanke fingre én gang. Og det blev i sandhed en kort fornøjelse. For kun 14 dage efter bryllupskagen var fortæret, fortalte hustruen, hvor hun tjente sine gysser. Og det, Roland hørte, tog han lidt ilde op. For nok er han glad for damer, men dele med alverdens seksuelt underernærede mandfolk, der satte han grænsen. Så siden har Roland aldrig overvejet at blive svejset sammen igen.

- Men hvad fanden, vi havde en skidegod fest, husker Roland, mens han klør sig lidt i nakkegarnet, der ville få Polle fra Snave til at dejse om af bar misundelse.

Roland har næsten lige så mange sjove anekdoter, som han har tatoveringer. Men kun næsten. Og han medvirker selv i langt de fleste. Specielt var det en god periode i starten af 1990’erne. Der fik den, hvad den kunne trække. Roland lå i overhalingsbanen og formåede at få livsvarig karantæne på flere værtshuse.

- Jeg var rimelig langt nede i sølet, men heldigvis blev jeg trukket op igen, og siden 1998 har jeg ikke drukket så tæt gennem længere tid, fortæller Roland, der lod såvel fornuften som alderen spille ind på den beslutning. Og så lige det faktum, at hans læge sagde, at han skulle vælge mellem nul sprut eller salme 501.

For nylig røg forholdet til kæresten endnu en gang. Man fornemmer på Roland, at han ikke tager det helt så let som i storhedstiden. Charmøren holder uvant lav profil i øjeblikket. Men det kan han også roligt gøre, for som han selv tilstår med et hæst grin: "Jeg har vist været der, hvor jeg skulle være."