Verdens mest bittersøde band

Travis er for første gang i fem år tilbage på dansk grund med melankolirock, som kun skotter skær' den

- Vi er skotske! Derfor tror vi altid, folk hader os. Eller i hvert fald ikke savner os. Så jeg undskylder på bandets vegne, at der er gået så lang tid, siden vi optrådte i Danmark sidst, siger forsanger Francis Healy, hvis indlemmelse i det band, der senere skulle blive Travis, er legendarisk trivia i rockannalerne.

Tilbage i starten af halvfemserne kom han efter en audition ind fra sidelinjen og blev en del af bandet Glass Onion, stiftet af brødrene Chris og Geoff Martyn. Da der efter et par år for alvor kom gang i sangskriveriet og koncerterne, smed den nye, selvbestaltede leder og yngstemand de to brødre ud og erstattede den ene med sin bedste ven Dougie Payne.

- Hvis man vil musikken, må man turde gå hele vejen. Selv om jeg var ret naiv, da jeg kom med i bandet, begyndte jeg hurtigt at få en vision for, hvordan bandet burde se ud, og hvordan teksterne burde skrives. Dengang spillede vi mange shows for pladeselskaber, der alle sagde: "drop bandet". Det begyndte jeg at lytte til, men trommeslageren og guitaristen, der begge var gode venner og gode musikere, fik lov at blive, fortæller Francis Healy med sin Taggart- lignende skotske accent.
Siden dengang har konstellationen været konstant og venskabet massivt.

- Vi er enormt gode venner alle fire, og det fornemmer man på musikken, der efter min mening får en helt anden dybde i kraft af venskabet, konstaterer Francis Healy.

Ikke noget stationband

I et engelsk radioprogram roste frontfiguren i Coldplay, Chris Martin, Travis for at have banet vejen for netop Coldplay, Snow Patrol og Keane.

- Det er da fedt, når Chris Martin kommer med sådan en kompliment, for han er en sød fyr. Men han kommer ofte med overdrivelser, og det virker lidt som om, han har gået i Bono-skolen for offentlige udtalelser. Jeg ved ikke, hvad han mente helt præcist, men vi har ikke opfundet Coldplay. Det gjorde han, understreger Francis Healy og tilføjer, at Coldplay modsat Travis går efter at blive det næste "U2-arena-rockmonsterband".

Han roser ambitionsniveauet, men afviser, at de skotske rockere jagter stadionkoncerterne med 40.000 tilskuere længere.

- Faktisk vil vi allerhelst spille på en klub med 200 gæster, hvor publikum lige kan sætte en fadøl på scenekanten. For nylig spillede vi netop sådan et sted, hvor nogen udbrød: "Fuck, det er virkelig dem! Er de sunket så lavt?" Jeg elsker det, forklarer Francis Healy.

Kan ikke være kynisk

Der var dog engang for ikke så mange albums siden, hvor Travis også drømte hede drømme om at invadere USA. De turnerede staterne tynde, men radiostationerne ville ikke spille deres hits, så det endegyldige gennembrud kom aldrig.

- Jeg kunne sagtens skrive musik, der ville fylde stadioner. Men så kynisk er jeg ikke, og det ville ikke være ærligt af mig. Men skrev jeg uden at vide det det næste "Joshua Tree" og solgte 29 millioner plader, så ville Travis sikkert tage på stadionturné. Altså når jeg ikke sad i mit guldhus, slubrede champagne og lod slaverne opvarte mig, griner Francis Healy.

Pludselig bliver denne fremtidsdrøm afbrudt, da en flok egern løber ind på køkkengulvet.

- Væk, væk, væk, råber han, inden han får smidt bæsterne ud og lukket døren efter dem.

Tråden er tabt, og han samler den op igen et andet sted ved at svare på påstanden om, at Travis er det mest melankolske rockband i branchen.

- Det er korrekt. Travis er helt sikkert det mest bittersøde band nogensinde og en spejling af mig som person. Naturligvis skriver jeg på en måde, der understreger, hvordan min generelle sindstilstand ser ud, så jeg er faktisk ret miserabel det meste af tiden. Men dog ikke helt så meget som Morrisey, erkender Francis Healy.

Græd på scenen

Den 34-årige fra Stafford anser gruppens seneste album "The Boy With No Name" for at være afslutningen på en trilogi, der begyndte i 2001 med "The Invisible Band" og fortsatte med "12 Memories" fra 2005.

Kigger man på de resterende albums, springer det i øjnene, at alle sammen er udgivet i ulige år. Francis Healy bliver helt stille.

- Det er løgn! Det har jeg aldrig tænkt over. Totalt tilfælde. Jeg er rigtig overtroisk, så det første jeg gør, når denne samtale slutter, er at tjekke, om det passer, hævder Francis Healy.

Sidst Travis optrådte i Danmark var på Roskilde Festivalen i 2002, hvor bandet med sangen "Slideshow" fik tårerne frem hos publikum i kraft af samspillet mellem den rørende tekst og de spektakulære, visuelle virkemidler.

Det gør det oplagt at spørge om, hvor grænsen går for, hvor personlig man må være som musiker på en scene.

- Jeg tror ikke, der er nogen grænse for, hvor personlig man må være til en koncert. Den eneste gang, jeg kan huske, det gik for vidt i Travis, var tilbage i starten i 1995, hvor jeg brød fuldstændig sammen på scenen og begyndte at græde, fordi jeg lige havde slået op med min kæreste. Jeg har ikke grædt siden på scenen, men publikum må da gerne fælde en tåre, hvis musikken rører dem, opfordrer Francis Healy.

www.travisonline.com