Den uskolede stemme

Den norske trubadour Thomas Dybdahl er både autodidakt og aktuel med filmsang og albumtrilogi

- Det lyder lidt som et westernklaver, konkluderer Thomas Dybdahl, da han lader sine trænede fingre vandre over højderyggen på Café Biografens udpinte piano.

Årsagen til nordmandens fynske visit og intimkoncerten er den nye film "En Soap", der har haft gallapremiere samme aften. Thomas Dybdahl har nemlig komponeret nummeret "Damn Heart", der er filmens musikalske tyngdepunkt. Det er dog ikke dette nummer alene, der gør ham så interessant netop nu. Det er derimod den samlede udgivelse af hans tre første albums, der tilsammen udgør det nordiske mesterværk "Oktober Trilogien". 

Trilogien sluttede med albummet "One Day You'll Dance For Me, New York City" og tidligere denne dag var det netop en kasket med NY-logo Thomas Dybdahl smed fra sig, da fotografen spørger, om ikke han ville lade sit krøllede, mørke hår blafre i vinden.

Mens han bliver dirigeret rundt, hiver han en pose Piratos og byder rundhåndet. Et par enkelte regndryp af fynsk afstamning rammer ham, uden han tager synderlig notits.

- Jeg kommer jo fra Stavanger. Det regner ikke helt så meget som i Bergen, så det betyder kun næsten altid, smiler han overbærende.

Ikke nogen purist

Da Thomas Dybdahl igen er i ly, beretter han med en garvet musikers metaforer og gloser om en karriere, der begyndte for blot fem år siden, da han flyttede hjemmefra. En periode han i forordet beskriver som fantastisk.

- Det skal ikke forstås sådan, at jeg ikke har det godt nu. Den periode var bare så ekstremt fascinerende, fordi jeg stiftede bekendtskab med alle de store sangskrivere som Waits, Dylan og Petty for første gang. Man hørte ét album, og så fandt man ud af, at de havde lavet 10 andre. Det var simpelthen juleaften hver dag, husker Thomas Dybdahl.

Han kastede sig selv over sangskrivningen og sangen uden nogensinde at have dyrket sin stemme, hvilket kan være svært at tro på, efter man har hørt ham folde sig ud i stort set alle registre.

- Der er ikke så stor forskel i klangen på min stemme i forhold til dengang, jeg bruger den bare anderledes især på det seneste album. Jeg har altid dyrket den uskolede stemme og er bestemt ikke purist. Men alligevel så skyr jeg heller ingen midler for at få min stemme til at lyde så optimal som muligt, konstaterer Thomas Dybdahl.

Da alt var nyt

Den melankolske sangskriver er ikke helt så dyster en person, som man kunne forvente. Faktisk er han med sine egne ord en glad dreng. En rolig dreng. Og især roen strømmer fra hans sange, der til trods for hans arbejdsiver ikke er blevet nemmere at kreere.

- Det, som gjorde det hele så let i starten, og ikke mindst processen med at skrive sange, var, at alt var så nyt. Hver sang, jeg skrev, var ny og med sine egne vendinger og farver, som jeg ikke havde brugt før. Det er helt klart blevet sværere for mig at skrive tekster, og jeg møder også oftere mig selv i døren og må benytte en anden indgang, fortæller Thomas Dybdahl.

Implosiv energi

Har man hørt Dybdahl live med fuld besætning, kan man blive forundret over det markant anderledes lydbillede i forhold til trilogiens afdæmpede og skrøbelige ydtryk.

- Den energi, der opstår på mine albums, skyldes netop, at jeg holder igen. På den måde fremstår det uforløst, transparent og nærmest implosivt modsat på en scene, hvor det gerne skulle virke eksplosivt og overvældende, siger Thomas Dybdahl.

På flere af hans numre benytter han lydspor med samtaler og monologer. Blandt andet optræder den norske filosof Arne Næss, der taler om livskvalitet.

- Jeg er selv 26 år, så jeg har simpelthen ikke tyngde nok til at tale om livskvalitet. Hvorfor skulle man tro på mig? Min manglende tyngde betyder omvendt heller ikke, at jeg ikke mener noget. Og da jeg aldrig har tilstræbt at prædike, var det en banal men effektfuld løsning til at skabe troværdighed, fortæller sangeren.

Underdog

Thomas Dybdahl har aldrig stræbt efter andet end at være kreativ. Han går ikke rundt med specifikke målsætninger vedrørende sin berømmelse eller kapitalistiske visioner for fremtiden.

- Jeg vil bare fortsætte med at have det sjovt og lære endnu mere om, hvordan man laver musik. I starten var det underholdende bare at finde ud af, hvordan man indspiller, mikser og arrangerer musikken, og den tilgang vil jeg gerne fortsætte, forklarer Thomas Dybdahl, der ikke har noget presserende ønske om at forlade Stavanger.

Når han har tilbragt få dage i Oslo, tænker han: "For fanden, nu skal jeg bare hjem".

- Jeg ser mig lidt som en outsider og underdog, fordi musikscenen er størst i Oslo. Men det passer mig fint at bo i Stavanger, selv om jeg ikke er naturmenneske. Måske tværtimod. Jeg får tiden til at gå med at se film, drikke øl med vennerne og måske spille lidt golf. Jeg står aldrig på ski, for nordmænd gør nemlig aldrig det, man tror de gør, smiler han hemmelighedsfuldt.