Hardcorefans af David Bowie,
Nirvana, Black Sabbath
og Radiohead bør stå af inden
næste afsnit, hvis de har det
svært med bands, der fortolker
det ufortolkelige.
For sådan et band er New
Yorker-trioen The Bad Plus,
der med jazzen som udgangspunkt
genskaber, omarrangerer
og på den mest fortrinlige
vis forulemper mesterværker
fra den psykedeliske 1960’errock
frem til grungeæraen og
den moderne emorock.
Resultatet er unikt. Såvel på
plade som på en scene, hvor
de tre musikeres forståelse for
hinanden og deres naturstridige
improvisationer løfter
den genfødte musik til uanede
højder.
Til trods for, at improvisationerne
fylder meget, overrasker
det aldrig medlemmerne,
hvor langt de indimellem
ender fra udgangspunktet.
- Det afhænger naturligvis
af, hvilket nummer og hvilken
struktur vi vælger at bruge.
Men når man improviserer,
er selve meningen jo, at man
også som musiker skal blive
forbavset. Og forhåbentlig på
den gode måde, siger bassisten
Reid Anderson, mens biler
med New York-nummerplader
larmer i baggrunden.
Af de mange genrer, The
Bad Plus kaster sig over, kan
Reid Anderson ikke fremhæve
en favorit. Omvendt kan
han heller ikke finde en hadegenre,
for som han siger:
- Hvis vi hader en genre, vil
vi jo ikke gide fortolke dens
sange.
Rocken er drivkraft
Selv om trioen bider skeer
med numre skrevet af koryfæer
som Bowie, Cobain og
Yorke har gruppen aldrig oplevet
kritik for deres fortolkninger.
- De har i hvert fald aldrig
brokket sig direkte til os, men
måske har de gjort det bag vores
ryg, ler Reid Anderson.
Da Geezer Butler, bassisten
fra Black Sabbath, hørte The
Bad Plus, udtalte han, at deres
version af ”Iron Man” var
hans all time favoritcover af
en Black Sabbath-sang.
- Større kompliment får
man næppe, siger Reid Anderson
og tilføjer, at der stadig
er så mange fantastiske
sange derude, at trioen aldrig
løber tør for inspiration.
The Bad Plus går altid efter,
hvad der fungerer bedst
for den enkelte sang og giver
melodien langt friere rammer
end i en normal jazzkontekst.
- Vi vælger naturligvis kun
de numre, som vi har et godt
forhold til. For at gøre dem interessante
forsøger vi at afvige
fra den typiske jazzformel,
hvor man spiller den samme
melodi og på skift spiller soli.
Uden at lyde højrøvede mener
vi, at vi hver især er så signifikante
hele tiden, at vi ikke
behøver hinandens soli for
at løfte musikken yderligere,
forklarer Reid Anderson.
Ligesom de to øvrige medlemmer
var det rockmusikken,
der fængede ham som
teenager.
- Alle i bandet er vokset op
med rockmusik og har spillet
i rockbands. Netop derfor er
vi så bevidste om, hvilken retning
vi trækker jazzen i, siger
Reid Anderson.
Kvindelig fjerdemand
Selv om bandet også skriver
sit eget materiale, indeholder
det seneste album kun
coverversioner. Det skyldes
ikke dovenskab med derimod
den kendsgerning, at bandet
for første gang har en sanger
med.
- Wendy Lewis’ ankomst
betød, at vi besluttede ude-