At kysse døden med tungen

Steen Valde Larsen, kunstner fra Odense, vil ofre alt for skabelsen af den ultimative kunst

Det første syn af Steen Valde Larsen bliver næsten overskygget af et tungt lag friskproduceret cigarrøg, der som et slør af cubansk-importeret atmosfære ligger dovent og bølger i den overrumplende tætmøblerede lejlighed. 

"Dæmonerne skal ikke slås ihjel, de skal gøres til ens venner" - Steen Valde Larsen. Foto: Jørgen Hansen

Værten åbner entrédøren med en hånd fremstrakt til hilsen og den anden optaget i bestræbelserne på at bevare en monstrøs tekop i balance. Det forventede håndtryk bliver dog byttet ud til fordel for et forsigtigt strejf og et undersøgende elevatorblik på gæsten. Hans mimik siger velkommen i min hule, og han viser derefter vej gennem den maleriproppede mellemgang, hvor tidligere og kommende udstillingsobjekter står side om side som soldater, der venter på at komme i kamp.

Eftermiddagslyset sniger sig modvilligt ind gennem de store vinduer til stuen, hvor det står, hænger og flyder med træmasker, figurer og skulpturer af egen produktion og fra Steen Valde Larsens utallige udlandsrejser, der blandt andet har ført ham til Østens mystik i Thailand og Cubas eksotisme.

Han lægger velvilligt ud med at beskrive de mange medbragte effekter og bevæger sig kronologisk tilbage til en decemberdag i 1996, da tiden stod stille og alt druknede i et sort hul.

De tre broer

- Jeg havde tilbragt fem vinterhalvår i Thailand, hvor jeg malede og studerede den menneskelige mangfoldighed, der reflekteres i religion, politik og kultur. Jeg havde boet i Bangkoks slum og på de mange øers smukke strande. Jeg var begyndt at hallucinere. Skyerne formede sig til leende ansigter. Jeg begyndte at forme en parallelvirkelighed og skrev om den i eventyret "Tvilling Planeten". Det hele begyndte at blive mørkt. Natten føltes evig. Jeg så en port med to runde søjler og et endeløst, tomt landskab bag. En stærk kraft ville have mig til at gå igennem. Men min vilje fik mig til at vende om, beskriver Steen Valde Larsen.

Han smiler ikke, mens han taler. Han blinker næsten heller ikke. Det her er ikke bare en fuldemandshistorie eller lidt vrøvleri. Det her var Steens verden, mens han gennemgik tre psykoser i løbet af halvandet år.

De to første var slemme. Men ikke fatale. Den tredje derimod. Den var styg.

- Der faldt jeg i den sorte gryde. Og blev der meget, meget længe, fortæller Steen Valde Larsen, der skrev bogen "Bro Bro Brille" som en allegori over sin egen psykiske deroute.

Titlen hænger dog også uløseligt sammen med hans passion for zenbuddhismen, der oprindeligt drev ham til Thailand, hvor han krydsede tre åndelige broer, der hver især forsynede ham med kraftige hallucinationer og associationer. Lige dele godhed og ondskab. Sådan kunne det ikke fortsætte. Så meget kunne han ræsonnere sig frem til. Han måtte væk. Hjem. Tilbage til virkeligheden.

- Det var nat rigtig, rigtig længe. Men min intuition bragte mig hjem. I den fandt jeg en ven, forklarer Steen Valde Larsen.

En kold decemberaften i 1996 lander Steen Valde Larsen i Kastrup Lufthavn. Det er hundekoldt, men han har ikke andet på end et hvidt klæde. Fødderne er bare og hans rygsæk er fyldt til bristepunktet med papirlapper med mærkelige sætninger og rustne søm.

Samme dag befinder han sig med sine forældres hjælp på den lukkede afdeling på psykiatrisk hospital i Odense.

- Jeg mente bestemt ikke, at jeg fejlede noget. Det var alle andre, der var mærkelige. Det var lægerne dog ikke helt enige i. De pumpede mig så fuld med medicin, at jeg i flere måneder kunne ligge og se Vietnam-krigen udspille sig udenfor på græsplænen. Det var sindssygt, fortæller Steen Valde Larsen.

Opholdet erindrer han ikke udelukkende for den psykiske afmagt. Specielt de mange timer i malerterapi har givet noget, som maleren ikke ville give afkald på.

- Jeg kom aldrig på kunstakademi. Men det kompenserede Psykiatrisk Afdeling for. Der kunne man i sandhed tale om det ægte udtryk. Jeg har den dag i dag aldrig set så formidabel og intuitiv kunst som dér, understreger Steen Valde Larsen.

Efter han blev udskrevet, stablede han hurtigt en udstilling på benene. På rekordtid solgte han en bunke billeder og sad lynhurtigt på et fly mod Cuba. Han skulle bare væk. Væk. Væk.

"Jeg maler for at opnå den ultimative frihed" - Steen Valde Larsen.

Cubansk romance

Fundamentet for valget af den caribiske nation blev støbt i Steens ungdomsår, da revolutionen og det humanistiske eksperiment under Fidel Castro havde tiltrukket ham.

Efter få timer i Cuba var han dog draget af andet en politiske ideologier. Kvinderne på øen var særdeles smukke og Steen Valde Larsen konkluderede hurtigt, at sådan én måtte han da have. Så efter et par restaurantbesøg og lidt kulturudveksling havde han fundet sin første indfødte kærlighed. Pigen hed Claudia og hun var hans hustru frem til 2000.

- Fra første dag fik jeg et helt unikt tilhørsforhold til Cuba. Som et intenst kærlighedsforhold. Derfor har jeg rejst rundt og taget billeder overalt. Ulovligt. For jeg havde ikke søgt om tilladelse hos myndighederne, der helst ikke ser, at man forholder sig kritisk til landet. Men mit udgangspunkt var heller ikke kritik. Tværtimod. Det udsprang af kærlighed. Heldigvis er der ingen endnu, der har påtalt mine aktiviteter, så jeg rejser stadig væk frit ind i Cuba, fortæller Steen Valde Larsen.

Fotografierne tilhører ikke bare kategorien ferieminder. De har en så høj standard, at de er blevet udstillet på Westwood Gallery på Broadway, hvor de blev rost for at indeholde både skønheden og det reelle forfald, som Cuba indeholder.

Steen Valde Larsen er netop vendt hjem fra et besøg hos sin nye kæreste, den 36-årige Herminia, og drager om kort tid af sted igen. For han kan ikke undvære kombinationen af rester fra den afrikanske religion Orisha, de spansk-katolske påvirkninger og indianerne, som udgør den oprindelige befolkning.

Når han befinder sig i sit andet hjem, arbejder han på udstillingen "Min Cubanske Farm", som efter planen skal vises i Charlottenlund til juni og i Hamburg næste sommer. Med stor sandsynlighed dukker der flere udstillinger op i kølvandet, for hans kontakt til Westwood Gallery begynder efterhånden at bære frugt. Så Steen ser muligheden for, at museumsopkøberne snart får øjnene op for hans kunst. Men udsigten til at komme ind på de fine udstillingssteder får ham end ikke til at trække på smilebåndet.

- Måske er der penge til en fattig kunstner i det lange løb. Men det er ikke drivkraften for mig. Og det skal det heller ikke være for dem, der anskaffer mine malerier. De skal ikke se på dem som investeringsobjekter. De skal sgu da købe dem, fordi de synes, det siger dem noget. Fordi de får en oplevelse, når de kigger på dem, siger Steen bestemt og med et relativt simpelt ordvalg, der skiller sig ud fra hans øvrige vidtløftige formuleringer.

"Sjælen ligger uden for det gyldne snit" - Steen Valde Larsen.

Intuitionens magt

Når Steen Valde Larsen konverserer, foregår det på et højt abstraktionsniveau. Metaforerne fyger om ørene, og han hiver gerne historiske og filosofiske betragtninger med ind i sin ordstrøm. Han afbryder indimellem. Også sig selv. Så starter han forfra et helt andet sted. Vender for en kort bemærkning tilbage og fortsætter så ud af en ny tangent. Rent bogstaveligt.

Med små bestemte skridt sætter han kursen mod det hvide flygel i stuen. Nonchalant tager han opstilling ved dets side. Kigger forventningsfuldt over. Så begynder han at lade fingrene bevæge sig hen over de sort-hvide felter. Det lyder som noget klassisk inspireret kammermusik. Hvor stammer det fra, lyder det oplagte spørgsmål.

- Herfra, siger Steen og peger på sin tinding.

- Det gælder om at bruge intuitionen. Lade den flytte fingrene og manipulere med tilfældighederne. Da jeg var indlagt, satte jeg mig en dag ved et klaver. Og jeg har aldrig fået undervisning i mit liv. Så begyndte jeg bare at spille, konstaterer han oprigtigt. 

"Skizofreni er ikke en sygdom. Det er følgerne derimod" - Steen Valde Larsen. Foto: Jørgen Hansen

Overbevisningen om den intuitive kraft, der kan åbne bevidstheden fik ham i 1986 til at læse sin sidste bog. Meget passende blev det Franz Kafkas "Processen". Derefter besluttede han sig for, at undervisning og boglig indsigt ikke skulle være en del af hans kunstneriske virke. Han lod sig også præge af COBRA-malerne i en tid, hvor hans intuition for alvor begyndte at afspejle dæmoner i tæt aktivitet.

- Den kunstneriske reference opstod, da jeg som ung rebel i Fredericia fik øjnene op for kunstretningen, der besad meget filosofiske retningslinjer. Min egen vision om at ville ændre tingenes tilstand gik godt i spænd med COBRA-malernes. Specielt Asger Jorn og hans indfaldsvinkel til kunsten havde påvirkning på mine tidligere arbejder, forklarer Steen Valde Larsen.

Den hårde færd

Igennem de seneste otte år har Steen Valde Larsen udviklet sine maskebilleder. Oprindelsen har deres helt egen morbide historie.

- Det, der reelt sker, når jeg ikke får min medicin, er, at jeg ser masker overalt. I stof, der ligger og krøller på gulvet. I sammenrullede aviser og papirstykker. Uden for i træerne dér, fortæller han og peger ud gennem de halvbeskidte ruder.

Alligevel har han besluttet sig for igen at gå i krig med de indre dæmoner og det uophørlige inferno af masker. Han planlægger at afmedicinere sig selv fra maj og helt frem til september for at hellige sig kunsten. Med en opsparet offervilje man skal lede længe og særdeles intenst efter.

- Det må ikke lyde arrogant. Jeg ved, at jeg ville kunne skabe kunst af høj international klasse. Det har jeg gjort før. Nu har jeg ovenikøbet udstillingsmulighederne gennem min kontakt til Westwood Galleri på Broadway. Derfor er jeg villig til at gå i krig med de indre dæmoner endnu en gang. Jeg vil simpelthen kysse døden med tungen, filosoferer Steen Valde Larsen.

Det værste i denne proces bliver den selvvalgte isolationen og den medfølgende apati. Steen Valde Larsen understreger dog, at han ikke bliver farlig for sine omgivelser.

- Jeg bliver højest en byld i røven, griner han.

Sin egen sjæl

Steen Valde Larsen får hurtigt oparbejdet et døgn, der består af to ting: At sove og male.

- Når jeg befinder mig der, er det så fysisk krævende, at jeg intet andet magter. Der er kun maleriet i min verden. Derfor kan jeg også mærke hårene rejse sig, når jeg rammer ind i kernen af kunsten. Derind, hvor man overfører sin egen sjæl til lærredet. Først dér rykker det for alvor, agiterer Steen Valde Larsen.

Som han sidder mageligt i sin gulpolstrede sofa ligner han en helt almindelig mand fra Dalum. Han føler sig også ganske normal. Uheldigvis.

- Netop derfor bliver jeg nødt til at droppe medicinen. Når normaliteten forhindrer dæmonerne og maskerne i at titte frem, så maler jeg ikke min sjæl ud. Og det er det eneste, jeg ønsker, understreger Steen Valde Larsen.

Derfor ser den spektakulære kunstner sig selv som eventyreren, der er i færd med at spænde slædehundene for, før han begiver sig på vej over Nordpolen.

- Jeg ved, at det bliver en farlig og udmattende rejse. Men jeg er ikke bange. Jeg kender turen ...

Fyens Stiftstidende, marts, 2003

Læs mere på www.steenvaldelarsen.dk