Den ene aften leverer bandet en
femstjernet koncert. Den næste
aften får de i den grad én over
nakken. Heldigvis er drengene
i The Sandmen blevet til mænd,
så de klynker ikke, når pressen
går direkte efter struben.
- Vi har spillet sammen så længe,
at vi ved, at nogle dage fungerer
det bare ikke lige så godt som
andre. Når det er sagt, er The
Sandmen pisse velspillende, siger
trommeslager Michael Rasmussen,
der har været med siden
starten i 1985.
Forsangeren Allan Vegenfeldt
skulle også have deltaget i interviewet.
Men efter en halv time
med en tom stol ved sin side må
trommeslageren lige høre, hvor
frontfiguren gemmer sig.
- Ja det er Michael, skulle du
ikke have været et andet sted lige
nu? Ja. Nå er du derude, så kan
jeg godt se, det bliver svært at
nå. Jamen, jeg skal nok hilse. Og
sige alt det, du ville have sagt ...
Hvad vil du egentlig sige? O.k.,
jamen vi ses, siger Michael Rasmussen.
Så kigger han over og ryster
lidt på hovedet.
- Jeg skulle hilse, smiler han.
Allan Vegenfeldt kommer
ikke. Det giver til gengæld mere
tid til at snakke med en af dansk
rockmusiks mange ukendte
stjerner og hans forhold til The
Sandmens aktuelle album ”Shine”,
der har en helt anden lyd
end forgængeren ”White Trash
Red Front”.
- Med ”White Trash Red
Front” var rammen at lave et
garagerockalbum efter bandets
lange pause. Denne gang har
det strittet i langt fl ere retninger,
fordi vi har improviseret langt
mere i studiet, fortæller Michael
Rasmussen.
De ydre omstændigheder betød
også, at stemningen var en
helt anden. Det var maj og nætterne
i det svenske lange og lyse.
- På en eller anden måde betød
det en meget uhøjtidelig tilgang,
som blev yderligere påvirket af
et fedt kammeratskab, forklarer
Michael Rasmussen.
Dogmeagtig punkstil
Den løsslupne stemning betød
blandt andet, at The Sandmen
uventet kom hjem med ét af
albummets bedste numre, åbningsnummeret
”Brand New
Morning”.
- Teksten til det nummer faldt
simpelthen ned fra himlen direkte
i hovedet på Allan, efter at
Stefan Moulvad foreslog melodien.
Vi andre smed så en linje
ind hist og her. Resultatet er en
fastfrosset følelse fra et unikt
øjeblik i studiet, siger Michael
Rasmussen.
Paradoksalt for trommeslageren
er der næsten ingen trommer
i ”Brand New Morning”,
som han kalder sin favoritsang
på ”Shine”.
- Jeg er mildt sagt pisseligeglad.
Jeg var med, da den blev
skabt og stod selv for to af linjerne.
Jeg vil gå så vidt at sige, at
jeg ville være skideligeglad med,
at én af de andre spillede trommer
- altså medmindre det lød
dårligt, understreger han med
et smil.
Han lægger ikke skjul på, at
hans instrument udgør selve
fundamentet i musikken.
- Trommerne er jo skelettet i
melodierne. Derfor skal jeg præstere
fra start til slut, både når vi
indspiller og giver koncert. Det
er derfor, de andre altid holder
øje med mig. Hvis jeg smiler, ved
de, at der er styr på det, fortæller
Michael Rasmussen og afslører,
at han er fuldstændig uskolet.
Han kalder sin stil dogmeagtig
og et resultat af sin fascination
for punken.
- Jeg er ikke stolt af det, sådan
er det bare. Jeg har en forkærlighed
for punken, fordi det er den,
jeg kommer ud af. Inden for den
er det jo nærmest en naturlov, at
man ikke kan spille, siger han og
bryder ud i latter.
Afhængighed er o.k.
Ifølge Michael Rasmussen har
The Sandmen aldrig haft en
”band leader”.
- Det er kun i folks bevidsthed,
det hænger sådan sammen. I
selve arbejdet er vi alle lige. Det,
der gør Allan Vegenfeldt uundværlig,
er, at hans stemme er så
pissefed, og at han typisk er den,
der laver det afsluttende arbejde
på melodierne, siger Michael
Rasmussen.
En af de tekster, der måske
siger mest om The Sandmen
anno 2008, er denne fra ”Brand
New Morning”: ”Good morning
everyone - my addiction’s
almost gone”.
På spørgsmålet om, hvor bogstaveligt
den melding skal tolkes,
går der et par eftertænksomme
sekunder, før Michael Rasmussen
svarer:
- Det er lige før, jeg stopper
med at se dårligt tv og dropper
smøgerne, siger han drillende
og tilføjer efter yderligere et par
sekunder:
- Jeg tror på, at vi mennesker
skal have noget afhængighed.
Både til hinanden og vores elskede.
Og nej, det skal ikke nødvendigvis
være til noget, der gør,
at man hænger i med neglene
helt ude over kanten.
Posten, Odense, lørdag kl. 21