Nalle på bjerget

Kær kunstner har mange navne. Roland Lyhr Sørensen har dog sikret sin plads i rockannalerne som Rock Nalle

Hvis det passer, at ethvert ansigt kan læses som et landskab, så må Roland Lyhr Sørensen have befundet sig midt i orkanens øje mere end én gang.

En fremtrædende fold af afgrundsdybe rande bugter sig fra øjenkrogen og ned over kinden som et udtørret floddelta. Livets op- og nedture har ikke undladt at sætte deres eftertrykkelige stempel, men alligevel er det ikke noget så dødeligt og ordinært som rynker, der tiltusker sig opmærksomheden. Det er de to magnetiske øjne, der fortæller mindst så levende som den røgede stemme, der bærer præg af 40 hjemmerullede smøger om dagen. 

Roland Lyhr Sørensen, 64 år. I snart 50 år har han kun heddet Nalle. Rock Nalle.

For fire måneder siden varmede han op for pianokongen Jerry Lee Lewis, som han sidst så for 17 år siden i 1990, da han varmede op for selv samme.

- Jeg kom ind i hans omklædningsrum. Han kiggede på mig og sagde med sin sydstatsaccent: "For dælen, du ser bedre ud end sidste gang". Det rørte mig af to grunde. For det første, fordi ét af rockmusikkens ikoner kunne huske mig efter så mange år. For det andet, fordi han mente, at jeg så bedre ud som 64-årig end som 47-årig, fortæller Nalle.

Han sidder solidt placeret med ryggen mod den prangende japanske have, der gør rækkehuset på Solbjergvej i Odense til hele kvarterets søndagsattraktion.

Manden, der kom til verden i odenseanske Allégade, har aldrig haft grønne fingre. Alligevel har han formået at skabe et fristed, som Mr. Miyagi fra Karate Kid ville misunde.

- Jeg bestemmer selv, hvordan fanden de skal se ud, siger han kontant og vender sig om mod de mange planter, som han erkender ikke at kende de japanske navne på.

- Jeg har det med planter som med mennesker. De skal sgu ikke være alt for tæmmede. Men når man har brugt syv år på at plante og klippe til, så skal det jo heller ikke ligne en jungle, konstaterer han, mens guldkæderne om halsen og ringene på fingrene glimter om kap med solen.

Korkproppen fra Odense

Nalle sammenligner sig selv med en kunstmaler, der ikke helt formår at beskrive, hvad han laver, men alligevel er god til det.

- Det eneste sted, jeg har kunnet sælge mig selv, det er på scenekanten. Og jeg må have et eller andet. Ellers ville jeg jo ikke være den musiker med flest comebacks i Danmark. Jeg tvivler på, at andre kunne lave samme stunt. Min storhedstid var jo i 1960'erne og igen fra engang i 1970'erne og frem til 1982, hvor jeg tog mig en "walkabout" på 12-15 år, fortæller han med så tilpas alvorlige ansigtudtryk, at det usagte fortæller langt mere end det sagte.

Et billede af en korkprop, der bare ikke vil gå til bunds, manifesterer sig for journalistens øjne og ender næsten med at blive et helt lille eventyr. Især hvis man tænker på, at Nalle de seneste år har modtaget to grammyer for de bedste bluesalbums i det ganske land.

- Jeg har mange gange måttet knibe mig selv i armen, som "Jeppe på bjerget", fortæller Nalle og tilføjer, at han til trods for den åbenlyse flirten med bluesmusikken for evigt vil være Rock Nalle.

Gik med smerten 15 år

Nalle har gennem 50 år set kolleger både komme og gå. Og selv været millimeter tæt fra at skride i livets lumske sving.

- På den måde sammenligner jeg mig lidt med Jerry Lee Lewis. Han har altid haft det ene ben placeret på den anden side af kløften. Vi har begge to været helt nede, men alligevel har vi kæmpet os op igen, forklarer Nalle, der håber på mange flere somre i rækkehuset, hvor prominente gæster fra både ind- og udland flokkes for at sidde i musikhulen oppe under loftet eller smage på mor Jettes berømte æblekage.

Manden, der både gjorde Amanda fra Kerteminde, store babser og Fru Olsen berømte, har en række småritualer, som han gennemgår for at minde sig selv om, hvorfor han ikke skal falde i hullet med alkohol og det, der er værre.

- Tit kører jeg lige forbi det gamle skur for at huske på, hvor langt ude, jeg var. Når jeg er i København, skal jeg også altid forbi pølsevognen ved Hovedbanegården ned mod Istedgade. Det må gerne blive ved med at gøre en smule ondt, for så glemmer man aldrig, understreger han.

Måske derfor er bluesmusikken faldet ham så let for.

- At få "the blues" er jo pisseirriterende. Det er fandeme ikke sjovt at stå på hjørnet med kufferten, smidt ud af konen. I regnvejr. Når det sidste tog er kørt. Derfor er ingen så god som mig til at synge om smerte. Jeg har gået med den hver dag i 15 år, siger Nalle.

Aske over Fyns Hoved

På det seneste er Nalle begyndt at skrive ting ned for at huske dem. Han har nemlig ikke altid været helt god ved puslespillet på første sal, forklarer han og banker sig på pandebrasken.

- Det er helt uforståeligt for mig, lille hr. Sørensen, at jeg næste år bliver folkepensionist. Men som Groucho Marx udtrykte det, så "er man jo ikke ældre end den pige, man rører ved", konstaterer han med et tørt grin.

Nalle ved, at han på et tidspunkt skal bæres ud af rækkehuset. Han har allerede affundet sig med, at han ikke skal bo andre steder end i elskede Odense, hvor han kender hver en flise.

- Selv om der gerne må gå mange år, så har jeg tænkt på, hvad der skulle stå på min gravsten, hvis jeg skulle begraves: "Her ligger Fru Olsen - bedre kendt som Rock Nalle".

Nalle ler igen, så man ikke kan lade være at følge trop. Derefter forklarer han med den største selvfølgelighed, hvad der skal ske, når han for sidste gang har forladt rampelysets skær.

- Jeg skal brændes, så halvdelen af min aske skal ligge under fuglebadet og helst ikke med solen i øjnene. Resten skal min kone Jette sprede ud over Fyns Hoved, mens hun på en ghettoblaster spiller "Good Golly Miss Molly" med Little Richard. Det ville være den perfekte afslutning.