Kamæleonen fra Leirvik

Færøske Høgni Lisberg skifter endnu engang sit vante miljø ud og giver en række koncerter i biografsale

Afstanden fra den isolerede hjembygd Leirvik på øen Eysturoy til Øresundskollegiet på pulserende Amager er enorm. Men 24-årige Høgni Lisberg har efterhånden fundet sig til rette. Måske fordi en enklave af landsmænd bor på Danmarks største kollegium med 1500 beboere. Måske fordi der for alvor er ved at komme gang i karrieren som musiker.

Næste trin på promotionstigen er en række biografkoncerter, hvor musikken får masser af albuerum modsat på radiostationerne, hvor næsten al dynamik går tabt i mainstreamen. 

- Som musiker kan man heller ikke gemme sig bag støjen som på et spillested, hvilket lægger mere pres på bandet. Forhåbentlig betyder det, at både vi og publikum fordyber os mere. Og da det jo er en biograf, så skal mobilen også helst være slukket, understreger Høgni Lisberg.

Han tror, alle sanser kommer til at arbejde på højtryk, når miljøet er fremmed.

- Hvis man skulle se en film på et spillested, hvor folk stod i baren, mens de drak øl og småsnakkede, så ville det omvendt også være en speciel oplevelse, understreger Høgni.

I første ombæring handler det ikke så meget om fyldte sale. Det handler primært om at lave et "stunt" og få navnet Høgni promoveret.

- Fordi det er et forsøg, koster billetten heller ikke mere end en biografbillet, og så inkluderer den endda en fadøl. Så selve konceptet fejler i hvert fald ikke noget, smiler Høgni, der holder audiens på den klassiske københavnercafé Under Elmene klos op ad Amagerbrogade.

Bleer på hjernen

Høgnis statur matcher ikke helt hans stemme. Men måske er sammenligningen ikke fair, da grundlaget er gæsterne ved nabobordet: Fire enorme Hells Angels-rockere. De cementerer, at Danmark er blevet en nation af caféister. Et besynderligt syn. Men ikke noget, der på nogen måde påvirker den afdæmpede og eftertænksomme færing, der spekulerer på, om landsmanden Teiturs nylige titel som årets danske sanger ved Danish Music Awards kan gøde jorden eller farvandene for en færøsk bølge.

- Da jeg hørte Teiturs album, fik jeg nedtur en hel uge. Det er simpelthen så rystende godt. Jeg tænkte, at jeg slet ikke kunne hamle op med ham. Men jeg er efterhånden begyndt at tro på, at jeg kan. Og når jeg hører Eivør Palsdottir og bandet Gestir, så er jeg overbevist om, at færøsk musik går gode år i møde, fortæller Høgni Lisberg.

Han var med rette overbevist om, at han ville blive udsat for en minutiøs sammenligning med Teitur, da deres musik har fælles træk uden at være decideret familiære. Derfor købte han ikke kollegaens album, før hans eget "Morning Dew" var færdigt og trykt.

- Det var den eneste måde, hvorpå jeg kunne sikre mig, at jeg ikke lod mig inspirere. Hvis nogen kan høre ligheder, så må det bunde i en forkærlighed for nogle af de samme kunstnere og vores færøske baggrund, forklarer Høgni.

Imens han taler, skifter den hjemmerullede cigaret proppet med Samson-tobak mange gange position fra bordkant til mellem fingrene på den røgfrie restaurant. Høgni må vente på forløsningen. Som han har gjort før.

- Lige nu er jeg ved at bevæge mig ind i skriveprocessen igen. Jeg har en datter på 15 måneder, og hun har drænet min hjerne for overskud. Det er helt fantastisk at være far, men der har simpelthen ikke været plads til ét eneste overflødigt ord. Al lagerplads har været fyldt op med bleer og babyting. Derfor er det først nu, at jeg skal til at finde retningen på mit tredje album. Det bliver fantastisk at komme i gang igen med skrivningen.

En musikalsk gråzone

Når Høgni beskriver Færøerne, er det et sammensurium af regn, klipper og uendelige grå perioder. Alligevel mener Høgni ikke, at hans musik af den grund svømmer over med temaer brygget af fjeldmos og havvand.

- Jeg forsøger at anvende dramatikken i den færøske natur. Den passer godt sammen med den eksperimenterende noiserock, som jeg blev introduceret for og fascineret af allerede som 14-årig. Men jeg prøver at fravige den melankolske tendens i færøsk musik som ind imellem tenderer det tragiske. Min musik befinder sig et eller andet sted i gråzonen mellem dét og det smukke, forklarer Høgni.

Eksemplificeret i åbningsnummeret "Morning Dew", der får tankerne til at flyve af sted mod dugfyldte marker i læ for barske klipper. Høgni smiler overbærende. Sangen er skrevet i Danmark. Efter en køretur en smuk sommermorgen.

- Jeg sad en grå novemberdag og tænkte tilbage på engang, jeg kørte op gennem Jylland med mit gamle band Clickhaze. Jeg ved godt, at mange sikkert har tankerne rettet mod Færøerne som dig, men det er friheden, man har som sangskriver. Man kan vende ting på hovedet og overraske, som man lyster.

Ifølge ham er det specielt byen Gøta, der har forandret den færøske musikkultur det seneste årti.

- Der er så mange dygtige bands fra området omkring den. Jeg betragter det nærmest som Atlanterhavets svar på Jamaica. Et isoleret miljø, hvor man ikke har så meget at tage sig til og derfor dyrker musikken intenst. Det samme ser man på Island, hvor Sigur Rós har skabt deres helt egen musikstil, siger Høgni.

Sin egen drøm

Med reference til det tragiske, så var Høgni lige ved at blive ruineret under produktionen af sit andet album. Indspilningerne foregik i Belgien, og han var mildt sagt ikke førsteprioritet hos den knapansvarlige i studiet.

- Jeg var dernede i flere omgange. Der gik flere uger hver gang, uden at vi rykkede os ud af stedet, så jeg var tæt på at gå ned med flaget. Når jeg efterfølgende sidder med albummet i hånden, kan jeg selvfølgelig se tilbage og fryde mig over, at jeg har "lært det" på den hårde måde, fortæller Høgni.

At han er ved at slå igennem illustreres i de færøske sladderblade og på internettet, hvor hans portræt ofte går igen. At være berømt på Færøerne betyder nemlig, at samtlige 50.000 indbyggere kender én.

- I min hjembygd bor der 900 mennesker, så dér kendte de mig alle sammen i forvejen. Men det er meget nede på jorden. Det føles lidt som en tidsmaskine, når man kommer hjem. De spørger lige høfligt ind til musikken, og efter et par minutter så snakker vi fiskeri, som vi altid har gjort, konstaterer Høgni og tilføjer stolt:

- Færinger støtter op om hinanden. Og i særdeleshed om dem, der rejser ud i verden. Måske udleverer de deres drømme gennem dem. Selv er jeg i færd med at udleve min egen.