Den sindssygt normale kvintet

Metalbandet Hatesphere hader ikke nogen som helst. De forsøger bare at leve op til klichéerne og levere benhård rockmusik

Den to meter høje forsanger Jacob Bredahl kaster sit hoved manisk frem og tilbage, mens han knytter hænderne og symbolsk slår på sin rødglødende mikrofon. Alt imens sveden tæsker af hans tuschdekorerede arme og ben, opildner han de flere hundrede fans foran scenen på Train i Århus og får dem til at strække deres arme i vejret og returnere hans djævlehilsen.

De gør som befalet og begiver sig endnu længere ind i mørket, der omkranser sangene fra det seneste album "The Sickness Within" og tidligere tiders værker som "Ballet Of The Brute" og "Bloodred Hatred". 

Fem timer tidligere sidder en totalt afslappet forsanger i en kurvestol over scenen. Iført lange ærmer og bukseben ser man ikke tatoveringerne. Der er heller ingen knyttede næver eller gåsehudsfrembringende udbrud fra den 27-årige emigrerede sønderjyde, der beretter om sin passion for metalmusikken. En passion, der begyndte med opdagelsesrejser i storebrorens pladesamling, hvor U2, The Cure og Beatles gemte sig.

- Det var dér i den bløde ende, at interessen for rock begyndte. Ret hurtigt bevægede jeg mig videre til Guns'n'Roses og AC/DC. "High Voltage" er fandenedme stadig en fed plade, siger han med tyk århusiansk dialekt.

Efterhånden blev vejen banet til Metallica og videre derfra til den hardcore metal, hvor især Morbid Angel tiltrak sig megen opmærksomhed.

- Det var en periode, hvor det var vildt bare for at være vildt. Det smittede også af på vores egen musik. Nu har vi bevæget os i en mere catchy retning, hvor teksterne er nemmere at forstå. Vi har også været mere fokuserede på at skabe fede guitarriffs og bedre hooklines denne gang, forklarer Jacob Bredahl.

Mens han taler, forsøger en jordskælvsbas at rasle en række glas ned fra den nærmeste hylde. Han smiler overbærende. Det umenneskelige lydtryk er en del af gamet.

- Vores musik skal mærkes. Den skal bide folk i kinderne og ikke ligge og rode rundt ovre i hjørnet. Det må gerne gøre lidt ondt, derfor har jeg heller aldrig benyttet nogen form for beskyttelse. Altså til ørene, fortæller forsangeren, der er helt afklaret med, at han sikkert fortryder den holdning engang i fremtiden.

Minimal omtale

Til trods for at Hatesphere spiller 180 koncerter om året og har fået fænomenale anmeldelser i hele Europa, kan de stadig konstatere, at metalmusik har lavstatus i hjemlandet.

- Vi bliver i hvert fald ikke spillet i de danske radioer, og så er det svært at opnå ret meget omtale. Det er jo heller ikke særlig tit, at aviser beskæftiger sig med metalmusik, siger Jacob Bredahl.

Manglende eller minimal omtale resulterer ofte i beskedne salgstal. Derfor lever de fem medlemmer i Hatesphere heller ikke af musikken.

- Vi kunne da godt leve af musikken, hvis vi virkelig ville. Så skulle vi bare bo på små klubværelser og spise pasta hele måneden, ler Jacob Bredahl, der til daglig har sit eget lydstudie i Århus.

Metal er fiktion

Selv om de fem gutter tager musikken særdeles seriøst, så er det dog ikke mere alvorligt, end at forsangeren kan slå en dyb latter op, da han blive konfronteret med sin e-mail-adresse.

- Det er jo med glimt i øjet, jeg kalder den: sesihelvede@hatesphere.com. Jeg hader ikke nogen som helst, og faktisk er hele bandet næsten sindssygt normalt. Det synes vi da selv, understreger Jacob Bredahl.

Han understreger, at musikken uden sammenligning er deres første og største prioritet. For dem handler det ikke om at få klemt politiske buskaber eller personlige holdninger ind i teksterne.

- Vi skriver næsten udelukkende tekster om syge ting. Men aldrig noget, der har hold i virkeligheden. Det er ren fiktion som i film. Metal er kun fiktion, slår Jacob Bredahl fast.

Han er klar over, at der er knyttet masser af fordomme til genren. Og dem forsøger Hatesphere at leve op til.
- Vi befinder os så langt fra den verden, som modstandere af metalmusikken befinder sig i. De tror ikke, at man kan have det godt og samtidig synge om syge ting. Men det er jeg da beviset på, at man godt kan, griner han.

At satan igen og igen bliver fremhævet i metaluniverset, tror han udelukkende sker, fordi det er det mest åbenlyse symbol på oprør mod samfundet som helhed.

- I et kristent land har det i århundreder været den måde, hvorpå man kunne provokere flest mennesker. Derfor begynder man også i USA at se mange erklærede kristne metalbands, fordi de netop skiller sig ud i en verden, hvor djævledyrkelse og satanisme er blevet normen, forklarer Jacob Bredahl.