Rockklubbens revanche

D-A-D fyrer raketten af for hardcorefans på Rytmeposten og glæder sig til intimiteten

Selv om Jesper Binzer har skreget i mere end 20 år, så har han stadig en brændende trang til at af give sig fuldt ud, når han spænder guitaren på og går på scenen. Selv mener den karismatiske forsanger, at det skyldes bandets særstilling som hele Danmarks rockband.

- Vi har altid været meget priviligerede og gjort, hvad vi selv ville. Også denne gang, hvor vi har valgt et mere hårdt udtryk end på de forrige plader. Det har intet at gøre med, at nogle mente, vi var blevet for bløde efter "Soft Dogs". Det er bare sådan, sangene har formet sig i øvelokalet, fortæller forsangeren.

Bassisten Stig Pedersen, der i dagens anledning er tækkeligt klædt, mener heller ikke, at bandet er superhårdt. Selv om de til tider bliver kategoriseret sådan. 

- Jeg glemmer aldrig en gang, hvor vi kom ind i en tysk pladeforretning, hvor hele endevæggen var fyldt med heavy metal. Mellem alle de covers, hvor folk bløder ud af øjnene og æder flagermus var vores album med fire søde hunde. Jeg tænkte: "Hvad fanden er det for en Rasmus Klump-plade, der er sat der midt i det hele", klukker Stig Pedersen.

- Dette eksempel er blot et af mange, der belyser, hvor mange facetter vores band har. Og ikke mindst, hvor svære vi er at sætte i bås, siger Laust Sonne.

- Og vi har altid været bange for at blive sat i bås. Men frygten gør jo også, at man har noget at gå op imod, forklarer Jesper Binzer.

Storhedstiden er nu

Det nye album er blevet udråbt til at bringe Disney-drengene tilbage til storhedstiden. En æra, som de ikke selv kan tidsfæste.

- Storhedstiden har aldrig rigtig været der og har alligevel aldrig været større, konstaterer Stig, inden Laust følger op.

- Soft Dogs turnéen var bandets største til dato, så på den anden side har der heller ikke været mere storhedstid end nu, konstaterer trommeslageren, der har accepteret, at han for evigt vil være den nye i flokken.

At stilen er markant hårdere på "Scare Yourself", indrømmer de dog gerne. Faktisk har den været for voldsom for enkelte radiostationer.

- Hvis vi kan få jer til at klippe omkvædet ud, så kan vi godt tage den, fremstammer Jesper Binzer med tillempet jysk træghed.

De tre tilstedeværende knækker sammen af grin.

- Det er bestemt stof til eftertanke, supplerer Stig.

D-A-D føler sig overbevist om, at det standhaftige publikum vil bifalde det nye albums hårdhed og har allerede mærket den enorme interesse, der altid følger et nyt "barn". Således blev de fem releasekoncerter udsolgt på blot tre minutter.

- Vi har prøvet at stå og spille fra lastbiler, i pladebutikker og på torve i de store byer. Så vi tænkte, hvad mangler vi? Det oplagte svar var at bringe det hele tilbage til, hvor det startede. I rockklubberne, siger Jesper Binzer.

For igen at kunne stå ansigt til ansigt med de mest fanatiske fans, har de måttet slide i øvelokalet. Som altid.

- Vi går konsekvent i øvelokalet med den hensigt at sikre os verdensherredømmet. Vi går jo ikke ind for at lave noget halvhjertet. Først overbeviser vi os selv, så går vi op til pladeselskabet og råber dem ind i hovedet: "Det errrrr feeeeeedt!" I de kommende uger skal vi så fortsætte rundt i landet og skrige: "Det errrrr feeeeeedt!", fortæller Jesper Binzer.

De fem små koncerter er en såkaldt rundkredsbeslutning, der er lavet for at tilgodese ærkefansene. Dem, der har hængt på gennem tre tørkeår og vedvarende åbenbaret deres kærlighed til bandet.

- Det er deres præmie for at holde ud, understreger Jesper Binzer.

For traditionelt spiller D-A-D kun på festivaler og i store haller for tusindvis af mennesker. Med alt, hvad det indebærer af storhed, pomp og pragt.

- De fem releasekoncerter er på sin vis med sænkede parader. Man kan se og høre hver eneste fejl. Man kan sågar se, om håret i næsen er for langt. Men vi har længe savnet præcis den intimitet, erkender Jesper Binzer.

Og intimitet er måske et velvalgt ord, når 300 ellevilde fans vil fyre den for hårdt af næste torsdag med ligesindede Disney-tilbedere.

- Det bliver så sindssygt. Og fedt, gisner Laust Sonne.

Old school rock

Den største forskel på deres forrige album og det nye er ifølge bandet, at de har haft utrolig mange numre at vælge ud fra.

- Vi havde hele 25 sange at vælge imellem og endte med 11, der stilmæssigt er i familie med hinanden. Det har været ren luksus, erkender Stig Pedersen.

- Det her album skiller sig også ud ved udelukkende at være skabt i øvelokalet. De to forrige er lavet i en sofagruppe med akustisk guitar og dobbelt skønsang. Denne gang har det været et spørgsmål om at spille højest. Og det skal jo påvirke resultatet, fortæller Jesper Binzer.

- Det har været lidt old school at stå i en rundkreds og spille. Stop! Spil lige det der igen, det lyder fedt. Eller stop med at spille det der, det lyder ad helvede til. Selv om udgangspunktet altid er: "Fuck det hele. Vi vil bare lave musik". Så bygger vi efterhånden op og ender med at føle, at den plade, vi beskæftiger os med i nuet ofte er den bedste nogensinde. Det er faktisk mere end musik, filosoferer Laust Sonne.

D-A-D er utroligt primitive i øvelokalet. De sviner og skændes. Derfor skifter de øvelokalerne ud med jævne mellemrum, når de bliver for snuskede, og når for meget dårlig musik hænger i tapetet.

- Når det bliver virkelig slemt, så har vi valget mellem at male eller at flytte. Vi flytter altid, fortæller Stig Pedersen.

Nøgne dj's

De har tidligere resideret en gammel tankgarage, hvor de fik stjålet alt deres udstyr, som de heldigvis fik igen. Så overtog de Aquas gamle lokaler, hvor der var lækker kaffestue.

-Men det kom der sgu ikke rigtig nogen numre ud af. Så fandt vi et industrilokale i Herlev, hvor der bare var for langt ud, hvis der ikke var noget kød på benet, og folk bare stod og kiggede måbende på hinanden. Så nu har vi fundet noget, der er rimelig tæt på København, hvor man kan cykle ud, fortæller Stig Pedersen.

- Desværre er der sindssygt koldt. Så efter to timer er vores i forvejen hårdt prøvede lunger fulde af gas fra varmeapparatet. Man bliver næsten helt skæv, postulerer Laust Sonne.

- Hvad lungerne er fulde af, løber munden over med, tilføjer Jesper Binzer drillende.

Det mest luksuriøse øvelokale, de har hersket i, var da de tog en afstikker til USA for at skabe det ultimative værk.

- Det skulle være i Los Angeles. Så bliver det med garanti fedt, tænkte vi og fandt et luksushotel med nøgne DJ's i lobbyen. Vi brugte det meste af dagen på at shoppe og spise, så vi slet ikke havde inspiration eller overskud til at spille, når vi endelig stod i øvelokalet. Så vi har prøvet alt. Derfor er konklusionen, at man skal være sted, der er så koldt, at man kun har lyst til at spille. Det skal ganske enkelt være så lousy, at man ikke gider at sætte sig ned i møblerne og læse smarte blade. Det skal bare være simpelt, så kommer rocken af sig selv, ræsonnerer Jesper Binzer i bagklogskabens skær.