Kærlighedens røde tråd

Caroline Henderson har med sit seneste udspil indkapslet sin livsfilosofi

- Hvis jeg som 80-årig bliver spurgt, om jeg burde havde gjort det anderledes, så håber jeg fandeme ikke, at jeg svarer ja. Det er jo den værste tanke for alle mennesker: At man enten skal herfra for tidligt eller fortryder det hele, når man skal. Hvilket mareridt.

PR-foto.

Ordene er Caroline Hendersons. Og kun hun kan vægte, om hun engang om forhåbentlig mange år bør fortryde sine valg eller ej.

Men ét er sikkert, hun har i hvert fald forsøgt at gabe over mange af kunstens forskellige mundfulde.

Hun startede på teaterscenen allerede som ung i Sverige, etablerede sig som sanger i Danmark og har på det seneste haft hovedrollen i en spansk film.

- Jeg har gang på gang placeret mig på "udebane", fordi jeg tror, at det er meget sundt. Selv om jeg er midt i en turné med materialet fra mine seneste tre albums, så har jeg lige sagt ja til medvirke i et teaterstykke af Howard Barker. Det gør mig kun bedre ikke at nøjes med et lille område af kunsten og i stedet forfølge nogle drømme og visioner, forklarer Caroline Henderson, der skriver anno 1962 på nummerpladen.

Ingen tilfældigheder

Selv om der tilsyneladende ikke er nogen rød tråd i hendes karriere, så er der ifølge hende selv en klar rød tråd på hendes seneste album "Love or Nothing".

- Det handler om den kompromisløse kærlighed på mange planer. Ikke kun mellem kvinde og mand, men mellem alle de ting, man holder af i livet. De sange, som jeg ikke har skrevet selv, har jeg derfor valgt ud, så de passer til denne "historie". Når jeg laver et album, tænker jeg altid på samme måde, som hvis det havde været en film eller en bog. Det skal udgøre en helhed. Og derfor smider jeg aldrig et tilfældigt nummer på, bare fordi det kunne være skideskægt at fortolke, fortæller Caroline Henderson.

Selve "looket" på albummet er lige så lidt overladt til tilfældighederne.

- Cover, pressebilleder, grafik, typografi og video er planlagt ned til mindste detalje. Men det er naturligvis stadig musikken, der er drivkraften. Det er den, der fører mig hen til den historie, jeg vil fortælle, understreger Caroline Henderson.

Selve titlen "Love or Nothing" stammer fra en Marlene Dietrich-sang fra filmen Blue Angel fra 1930. 

- "Love or Nothing" indkapsler på en måde mit liv og mit kunstneriske virke. Det kunne sågar være overskriften i mit liv, konstaterer Caroline Henderson.

Den tanke mener hun ikke er specielt odiøs, og faktisk finder hun det betegnende for hendes egen aldersgruppe.

- Når man passerer de 30 og 40 år, så begynder man at indkredse, hvad man gider og ikke gider bruge tid på. Selv er jeg meget bedre til at sige: "Det er dén vej, jeg går". Og det er den retning, som er vigtig og bør optage alle mennesker, kærlighedens. Ellers er det hele jo lige meget, siger Caroline Henderson.

En sej kamp

Mens den svensk-amerikanske dansker eller amerikansk-danske svensker tygger lidt på sit utvetydige budskab om kærlighedens vej, forklarer hun, hvor hendes musikalske ståsted er placeret for tiden.

- De første plader, jeg udsendte på egen hånd efter Ray Dee Ohh, var jazzmusik iklædt pop. Nu er det præcis omvendt. Pop-rock iklædt jazztoner, beskriver Caroline Henderson, der under alle omstændigheder for længst har skåret et stort hul til det internationale marked med sin skarpe stemme.

- Jeg husker tydeligt, da jeg først fik "hul igennem". Det er lidt vildt at tænke på nu, hvor min musik udkommer i 25 lande. Jeg er dog ikke kommet sovende til det. Jeg har spillet rigtig, rigtig mange showcases, spist middage med de "rigtige" personer, gået til møde med de "rigtige" mennesker og skrevet sange med de "rigtige" mennesker. Altså en sej kamp for at få det internationale gennembrud, som jeg så gerne ville have og pladeselskabet måske endnu mere, husker hun.

Det var en sjov tid, hvor Caroline Henderson oplevede en masse fantastiske ting. Så udsendte hun albummet "Don't Explain" for tre år siden efter "back-to-basics"-modellen og fandt ud af, at hun også kunne komme stille og roligt tussende til succesen. Lidt på samme måde erfarer hun, at hendes koncerter kaster vidt forskellige oplevelser af sig.

- Det er det, der er så skønt ved musik. Man skal ikke tænke så meget. Enten virker det. Eller også virker det ikke. Og jeg kan konstatere, at mine sange åbenbart fungerer både i Japan, Nordnorge, Spanien og Polen. Nogle gange kan det faktisk være nemmere at optræde de steder, fordi publikum ikke sætter så mange spørgsmålstegn som i Danmark. Vi skal jo diskutere og dissekere alt. Hvorfor har hun gjort det? Hvordan kan det være? Hvorfor virker det? Hvorfor ikke?, opremser hun leende.

Studerer publikum

Caroline Henderson, der om nogen på den danske musikscene er personificeringen af internationalitet, har for længst erkendt, at det danske marked er meget lille. Specielt når man svæver i den iltfattige jazzsphære.

- Derfor er det jo fantastisk, at jeg har etableret et stort publikum i eksempelvis Japan. Det har været nogle kæmpe oplevelser at optræde dér. De er jo lidt hæmmede på en måde. Eller i hvert fald responderer de anderledes end et vestligt publikum. Til gengæld bliver de utroligt begejstrede, hvis det kommer over dem. I Spanien har publikum det dér latino- og varmblodige over sig. De udbryder højlydt: "Braaaavo" og "Amoore". Det er superfedt at møde vidt forskellige mennesker og studere deres adfærd. Jeg har også altid gerne ville læse antropologi, så det passer jo glimrende, konkluderer Caroline Henderson.

www.carolinehenderson.dk