23 års ventetid slut

Benny Holst udgav "Himlen må vente" efter at have spillet andres sange i årevis - nu turnerer han igen med eget materiale

Selv om Benny Holst efterhånden har fået sølvstænk i sit gyldne hår, så er han stadigvæk rejsende i musik. Præcis som han har været siden 1968, hvor han skrålede med på "Nøgne Øjne" sammen Povl Dissing og Beefeaters.

Siden har han turneret Danmark tyndere end fjorten dage gammel kaffe. Og det sammen med utallige konstellationer af bands og teatertrupper, der har spillet alt fra samfundskritiske sange til Tom Waits-klassikere og John Mogensens jukeboks-evergreens.

Netop som himlen er blevet meddelt, at den altså må vente en rum tid på gadedrengen og gavtyven, kaster han sig hovedkulds ud i endnu en turné. Denne gang med sine egne sange. Og helt ekstraordinært medbringer han for første gang i 23 år materiale fra et nyt album.

- Fordi jeg har levet så mange år af at være turnerende musiker, har jeg ikke skrevet mine egne sange. Efterhånden som årene er gået, har jeg desuden bildt mig selv ind, at interessen fra publikums side ikke længere var til stede for lige netop mine sange. Men det har modtagelsen af "Himlen må vente" sandelig modbevist, fortæller en oprigtigt glad Benny Holst.

Han har efter eget udsagn ikke gjort sig så mange tanker om det at udsende en cd med jævne mellemrum.

- Jeg kan da godt se, at det er vigtig at udsende et signal ind imellem, så folk stadigvæk ved, at man er i live. Jeg har dog aldrig spekuleret på at skulle udkomme med noget hvert år, og når man hører mange af de kunstnere, der gør det, synes jeg også, man kan høre på kvaliteten, at det skulle de ikke have gjort. Men når det er sagt, så skal der jo nok ikke gå 23 år, før det næste album kommer. Det er i hvert fald de færreste 88-årige, der er helt på toppen, griner Benny Holst.

De rene knægte

Hvis ovenævnte bliver tilfældet, er det heldigvis ikke noget problem for kompagnonerne Martin Andersen og Jacob Rathje, der er de rene knægte sammenlignet med frontfiguren.

- Jacob Rathje er "blot" 33 år yngre end mig, så han holder jo længe endnu. Hans spillestil passer glimrende ind i trioen. Det fornemmede jeg med det samme, da han afløste Troels Jensen for to år siden, fortæller Benny Holst.

Han morer sig over, at de to guitarister er vokset op med de samme forbilleder og spiller de samme ting til trods for aldersforskellen.

- Jeg har spillet med folk, som jeg slet ikke svingede med. Men Jacob og jeg er rørende enige om, hvilken retning vi bevæger os i. Så vi ender aldrig modsat hinanden i øst og vest. I stedet falder vores lyd sammen og bliver til én stor dejlig guitar, forklarer Benny Holst, der meget kollegialt husker at rose Martin Andersen på forstærket violin.

- Han har et utal af pedaler, som han bruger meget kunstfærdigt. Ærlig talt, så synes jeg vi er en meget sammentømret enhed, der spiller pissegodt, konstaterer Benny Holst.

Trioen spiller hovedsageligt numrene fra "Himlen må vente" foruden enkelte af Bennys gamle, omarrangerede numre.

- Faktisk har jeg undervejs tænkt: "Gud, hvor lyder de godt! Har jeg skrevet dem", ler Benny Holst, der ikke just sprøjter nye sange ud.

Himmelske koryfæer

- Jeg har ikke disciplin til at stå op om morgenen og skrive. Det beskrev Anders Koppel engang meget rammende: "Benny, du er jo doven", og det han sgu nok ret i, indrømmer Benny Holst.

En af de sange, som han dog har fået skrevet ud gennem de vilde lokker er "Engle har bare tæer", der blot var tænkt som en hilsen til de store jazzkoryfæer i himlen.

- Publikum har fået et helt specielt forhold til den sang. De har virkelig taget den til sig, fordi den har hjulpet dem med at forstå og lege med tanken om, at deres afdøde hygger sig i paradis. Et paradis, som jeg altså venter med at besøge, fordi der stadig er alt for mange gode tilbud hernede på jorden, til at jeg skal nogen andre steder hen, slår Benny Holst fast. 

Torsdag den 6. oktober 2005