Vagtmandens vendepunkt

Grønlandske Angu opdagede sin stemmes kraft i nattens mørke, når han patruljerede tomme fabrikshaller på havnen i Nuuk

Han lusker ind i lokalet og sætter sig undskyldende på en stol, der lige som hans sort læderjakke knirker lavmælt, da han sætter sig.

- Undskyld, at jeg ser lidt træt ud, men min døgnrytme er helt fucked up, indleder han samtalen.

Meget er sket, siden han for to år siden var nattevagt i Nuuk. Men natten er stadigvæk hans ven, når de dybt personlige og reflekterende sange skal undfanges. Idéerne dukker nemlig altid op, lige før han falder i søvn.

- Det ender altid med, at jeg må stå op og skrive dem ned. Det var jo aldrig nødvendigt på Grønland. Der sov jeg jo aldrig om natten, fortæller han.

I fire år arbejdede han som nattevagt på havnen i Nuuk. Først i weekenderne, mens han gik på Handelsskolen. Senere blev det på fuldtid.

- Vi skulle bare gå en runde med en schæferhund og sikre os, at alt var, som det skulle være. Det tog kun 20 minutter. Derefter kunne vi sætte os ned i et skur hele natten og bare være stand by. Så det kunne godt betale sig at tage sin guitar med, griner Angunnguaq Motzfeldt, der sikkert er bedre kendt som Angu.

Stemmeeksperiment

Det var i tiden som vagtmand, at han for alvor fik øjnene og ikke mindst ørene op for sit eget talent.

- Da jeg begyndte at gå rundt i de store haller alene om natten, opdagede jeg min stemmes muligheder, når jeg legede med akustikken. Jeg eksperimenterede og fandt ud af, at jeg kunne synge ret højt. Det var fantastisk at udvikle sig, og jeg tror overhovedet ikke, at min stemme har toppet endnu, siger Angu.

Han startede allerede med at skrive sange, da han var 15 år. Altid på engelsk.

- Det er sikkert fordi, at min musikalske baggrund ikke er Kim Larsen, Tøsedrengene og Sanne Salomonsen, men derimod Elvis Costello, Beatles og Elvis. Jeg har aldrig opdaget den danske musik eller den nye dansksprogede bølge. At jeg overhovedet kender den, skyldes, at jeg kom på samme selskab som mange af de dansksyngende kunstnere. Men retfærdigvis hørte jeg en smule Sebastian og Erik Grip i min barndom, når jeg besøgte min onkel, indrømmer Angu.

En stor pose penge

I sommer var Angu hjemme på Grønland for at spille en række koncerter. Og han kunne konstatere, at hans tid i de tomme haller for længst var røget i glemmebogen.  

- Jeg var ikke længere vagtmanden Angunnguaq. Jeg var Angu, som havde udgivet en plade. Og det betød, at folk så helt anderledes på én. Flere af dem, som jeg havde taget på fersk gerning, kom faktisk og hilste på mig, ler han.

Det havde han aldrig forestillet sig, da han begyndte at skrive sine sange ned.

- Da jeg først skrev sangene, anede jeg ikke, at de skulle udgives. De blev bare lagt til side på hylder og i skuffer. Jeg håbede naturligvis, at de ville blive udgivet en dag, så da jeg fik muligheden for at indspille en demo med tre sange, sagde jeg straks ja, forklarer Angu.

Under indspilningen kom pladeselskabet Atlantic Musics direktør forbi. Ugen efter havde Angu underskrevet en kontrakt.

- Han ville ikke slippe mig og smed en stor pose penge efter mig. Jeg skulle lige tænke mig godt om, inden jeg traf valget. Men reelt var der ikke noget valg. Jeg havde ingen uddannelse og var nattevagt. Det siger jo ligesom alt, konstaterer Angu og griner.

Han tænkte ikke så meget på, at en kontrakt ville gøre ham lykkelig. Eller rig. Alt han ønskede var, at andre skulle lytte til hans sange.

- Alle kunstnere vil berige andre, som de selv er blevet beriget. Det er svært at sætte ord på. Men at blive medlem i den "klub", hvor man spreder sin kunstart, det er helt vildt fedt og et enormt privilegium, siger Angu afdæmpet.

Ironisk taler sangeren med den store stemme næsten kronisk lavmælt. Set ud fra et dansk synspunkt.

- Folk i Danmark taler altid så højt. På caféerne, på restauranterne og især til koncerterne. Hvis de snakkede så højt på Grønland, ville de aldrig fange så meget som et rensdyr, smiler Angu overbærende.