Rimelig rynkerock med Rod

TRÆTHEDSTEGN: Rod Stewart fængede glimtvis til flot koncert i Aalborg Kongres & Kultur Center

****
At det er et kongrescenter, den skotske verdensstjerne skal optræde i om få minutter, springer hurtigt publikum i øjnene, da de træder ind i den forvoksede sammensmeltning af et mødelokale og en gymnastiksal. Til trods for, at der sidder 2500 mennesker i salen, fremhæver aftenens stjerne selv den sjældne intimitet, som han kalder den. Sådan må det jo nødvendigvis forholde sig, når han de foregående aftener har rystet den afblegede manke foran 15.000 mennesker.

Gennemsnitsalderen på biografsæderne og de polstrede spisebordsstole tilgodeser i høj grad Rod Stewart, der ikke kan lyve sig fri for efterhånden at være en velvoksen mand. Og i aften en træt mand. 

Da scenetæppet - med en utrolig lighed med OL-flaget fra Seoul i 1988 - glider fra, ser Rod ud som om, han ikke har fået søvn siden selvsamme begivenhed.

Øjenlågene er kronisk lukkede, og hans kropsholdning indikerer slet ikke det overskud, som tidligere var en vital ingrediens til koncerterne.

Tændte lightere

Han begynder forsigtigt med "Forever Young", og det kan man da kalde selvironi eller fortrængning i særklasse.

Det og de næste to numre virker usædvanligt letfordøjelige, og man sidder lidt ængstelig i sædet med frygten for, at han vælger rutinepræstationens letkøbte udvej.

Heldigvis får det veloplagte og særdeles velspillende band hevet ham op i de strittende hårrødder efter den famlende start, hvor han mest af alt fremstår som en forvirret gammel mand i et sæt alt for ungdommeligt tøj. Med "Sweet Little Rock 'n' Roller" får man endelig den forventede fornemmelse af spirende tilfredshed i øregangen. En vellydende kildren, der forplanter sig helt ned gennem mellemgulvet og ud i tåspidserne, der tramper frivilligt med.

Nu begynder hans karakteristiske sandpapirshæse stemme at folde sig ud. Nu begynder de små hår at rejse sig, og vandet står i øjnene på de omkringsiddende, modne kvinder, der får tændt de medbragte lightere hurtigere, end man kan fremstamme pyromanbrand i halvmørket.

Sprudlende pindsvin

Cat Stevens' flotte nummer "First Cut is the Deepest" og "Waltzing Matilda" er rørende smukke i al deres enkelthed, og salen beviser, at det i særdeleshed er disse tekster, husmødrene har sunget med på hjemme i parcellen.

Med "Hot Legs", tre mørke, iglosmeltende skønheder som korpiger samt et efterhånden sprudlende pindsvin har man slet ikke lyst til den obligatoriske pause, hvor opbuddet af nordjyske pinger slubrer hvidvin og taler om nordjyske tinger.

Knap har publikum fundet sig tilrette i mødelokalet igen, før Rod Stewart iført kjole og hvidt lægger ud med afdæmpede smagsprøver fra den amerikanske sangbog.

Scenen har på rekordtid transformeret sig fra et klinisk, hvidt studie til en dekadent New Yorker-klub fra 1920'erne med guldgardiner og glimmer en masse.

Rod Stewart hører slet ikke hjemme i den tidsalder, og selv om han synger godt, så skal han måske overlade sange som "Blue Moon" til Ol' Blue Eye i himlen blå.

Det bliver i hvert fald meget hurtigt kedeligt, tamt og klichépræget. Folk klapper af ren og skær høflighed og krydser anspændt fingre for, at han skifter gear. Snart.

Slutspurt

Bønnerne bliver heldigvis hørt. "Maggie May" kommer tiltrængt som et velplaceret cirkelspark i det musikalske mellemgulv. Den rockede, rullende og rystende gode sang får sat gang i festen inden lukketid, og for første gang tilsidesætter publikum alle normer og rejser sig op. De læste rigtigt. De rejser sig op og begynder at danse løs mellem de polstrede sæder.

"That's right, stand up and enjoy", skriger Rod Stewart, der spurter rundt og helflugter signerede læderkug- ler rundt til de inkarne- rede fans, mens resten af bandet syder og koger.

Men hov, hvor blev "Da Ya Think I'm Sexy" af, sidder jeg slukøret tilbage og funderer, da lyset i salen tændes. Det får jeg aldrig svaret på, for efter blot et ekstranummer sejler skotten videre ud i det nordjyske tusmørke.