23.000 ateisters brøl

BØLGEDAL: R.E.M. kunne trods begejstring undervejs ikke holde publikum i musikalsk jerngreb gennem 25 sange 

****
De mange solskoldede isser og skulderpartier blandt publikum viser med al tydelighed, at mange har ventet adskillige timer foran scenen på Horsens Stadion, hvor første danske Mew og derefter amerikanske R.E.M. skulle servere deres midsommercocktail bestående af intense, melankolske og enestående sange.

Efter Mews korte opvarmning kommer stjernerne nærmest spurtende på scenen og overrumpler de mange fadølsbevæbnede hænder, der slet ikke er klar til at gribe ud efter Michael Stipes kasket, der svæver ud i uvisheden og ned i næven på en uendelig lykkelig fan.

Endnu gladere bliver de 22.999 andre på stadion, da "What's the Frequency, Kenneth" kickstarter festen som Georgia-gruppens anden sang.

Michael Stipe kan ikke skjule et bredt smil under sine blåmalede øjne, der får ham til at ligne en simpel bankrøver eller Zorro uden sin mørke kåbe.

Allerede efter få numre fryder man sig over, at forsangerens stemme står tindrende klart under sommerhimlen i Horsens, hvilket passer perfekt, når man som han er en dybsindig og særdeles talentfuld sangskriver.

Fra den ene tribune er det dog finurligt at bemærke, at usædvanligt mange tilskuere ikke synger med eller i det mindste forsøger at bevæge læberne i takt, så de foregiver at kunne teksterne. Måske viser de bare Stipes vokal den respekt, den fortjener. Men jeg tror nærmere, det skyldes, at der undervejs gemmer sig mindst 10-12 sange, som kun de mest trofaste fans kender.

Stolte Mew

Den håndledsakrobatiske Stipe kommunikerer meget lidt med publikum.

Kun enkelte gange giver han lidt ekstra af sig selv. Som da han beskriver, hvordan han faldt over Mew på en snusket klub i New York. Om hvordan han blev aldeles imponeret over deres særegne lyd og derfor dedikerer sangen om farvellet til storbyen til netop Mew. De unge mænd må have været pavestolte. Nej, mega-knaldhamrende stolte.

Især taget i betragtning af, at "Leaving New York" på en og samme tid er forførende bedrøvelig og smuk som en solnedgang over et nyklækket superligastadion.

Det bliver ikke meget mere rørende, når jeg at hviske til sidemanden, inden den påstand elegant skydes til jorden.

"Everybody Hurts" får gåsehuden til at sprede sig, armene rækkes mod himlen, og man bøjer sig i støvet for Stipe, der efter 1000 gange leverer tåreperseren med så brændende indlevelse og oprigtig passion, at man får lyst til at trøste ham, som det sårede lille dyr, han er.

Musik er opium

Derefter flyder stemningen hurtigt ned under plænens plastikunderlag. For dog igen at spire med rekordfart, da "Losing My Religion" får samtlige tilskuere til at brøle med på omkvædet.

Den sang kan de. Den sang elsker de. Den sang kræver de.

Og hvis R.E.M. havde været en ateistisk sekt, så havde de med et trylleslag fået indrulleret 23.000 medlemmer i deres foretagende.

Karl Marx skrev engang: "Religion er opium for folket". Skift religion ud med musik, så holder den påstand stik lørdag aften i Horsens.

Flot punktum

Efter en fortjent svedepause fyrer R.E.M. lige syv ekstranumre af. Og det kan både være en fordel og en ulempe. Førstnævnte fordi mange vil føle, at de virkelig får fuld valuta for rejsen til den 3-stjernede Salamis hjemby. Andre vil med rette føle, at finalen blev en anelse langtrukken og unødvendigt bølget. Og den problematik kunne sagtens overføres til koncerten som helhed.

Undervejs sad man fire-fem gange med lukkede øjne og surfede euforisk med på bølgetoppen. Andre gange trådte man vande og flød med strømmen. Derfor ville en koncert med syv-otte færre numre paradoksalt nok have været at foretrække.

"Man on the Moon" blev aftenens endegyldige punktum. Og hvilket et. Komiklegenden Andy Kaufmann ville have skrålet med i det enorme kor, der enstemmigt svarede ja til, at de bestemt havde det sjovt de mere end to timer i selskab med forbilledligt velspillende, professionelt veloplagte, men desværre lidt for bredtfavnende R.E.M.