Jomfrubraget i den sorte hule

Posten fik taget mødommen med manér, da elektrofætrene bød på elektriske stød

Selv om hele 900 publikummere har fyldt feststemte Posten til bristepunktet til "genåbningsceremoni", så føles det på ingen måde klaustrofobisk. Uden at have faglig kompetence til at udtale mig om flugtruter, brandfare eller korrekte mål på dametoiletter, så kan en hurtig gennemgang af "Den sorte hule" afsløre, at ventetiden har været hver en dag værd.

Odense har fået et nyt spillested, der alene i kraft af sin størrelse og respekt for det allerhelligste - den gode lyd - kan blive én væsentlig medspiller i kampen om at få de helt store navne tilbage på klubscenerne i provinsen.

Modig volapyk

Valget af Nephew som åbningsakt er oplagt som en snedig aflevering fra Laudrup. De kåres i aften til "Årets Band" ved DMA. Deres målgruppe er bred som Kim Larsens kæft. Deres koncerter er kendt for at være kogende og medrivende. Kort sagt: det kan ikke gå galt. Og det gør det heller ikke.

Den altid selvopofrende og publikumsopgejlende frontmand Simon Kvamm løber på scenen som en elektromusikkens svar på Rocky. Skyggeboksende, vokalt hårdtslående og determineret på at vælte al modstand omkuld.

Kvintetten åbner koncerten med nummeret "Mexico Ligger I Spanien" og burde måske have overvejet i omklædningsrummet, om de skulle have omdøbt den i dagens anledning til: "Posten ligger i Odense".

Den efterfølges af opbygningsmæssigt ligesindede "Superliga", der også næres af den tilsyneladende meningsløse opremsnings kunst.

Det paradoksale og befriende ved Nephew er, at de til fulde formår at fænge med deres til tider rene volapykunivers. Det lyder og føles såre lækkert, når man smager på legesygen og modet i teksterne til "Taxa Triumf" og "First Blood Harddisc".

For lidt crazyness

Nephew lever gennem stort set hele koncerten op til deres ry som partyband med musikalske ambitioner. Alle medlemmer er tændte i forsøget på at få publikum op i samme gear, hvilket lykkedes i flere omgange, når festbomber som "Movie Klip", "Superliga" og "En Wannabe Darth Wader" detonerer.

Foto: Rumle Skafte

Eksplosivt må det knasende sprøde lysshow også karakteriseres som. Præcis som med det musikalske snit skabes der med få virkemidler et perfekt diodeunivers, som suger tilskueren til sig og intensiverer oplevelsen.

Desværre falder flere sange på tragisk vis til jorden, så det føles som om, de blot skal overstås, inden ambitionen om at nå klimaks genetableres.

Det tangerer i hvert fald et selvmål, når man først opfordrer publikum til at slå Aalborg i "crazyness" for derefter at servere en af de mest stille sange, som slet ikke animerer til at gå bersærk.

Til tider mangler bandets lyd også lidt pondus. Det bliver en kende for tamt. Ikke decideret hult. Bare ikke så potent, som man har oplevet tidligere.

Det får de rådet bod på i ekstranumrene, hvor først "Sway" med et drønfedt guitarriff får det forhåbentlig størknede fundament til at skælve. Efterfølgende sætter slagkraftige "Igen Og Igen Og" en tyk, messende streg under bandets sjældne evne til at kunne opbygge en samhørighed med publikum bundet sammen af lige dele flair for elektropoppen og talentet til at underholde.

Summa Summarum: Postens mødom blev taget med manér. Og som alle ved, er den første gang sjældent helt perfekt. Men der blev både, svedt, hoppet og fægtet med lyssværd, så alle kan være tilfredse med debuten i den sorte hule.

Posten, Odense, torsdag 1.marts 2007: Nephew