Ikke megen skabelse

Genesis var tamme som lam, da de efter 11 års pause gav søvndyssende koncert

***

Genesis betyder skabelse eller oprindelse. Og bandet med det storladne navn har da også skabt mange fremragende, progressive rocknumre, siden deres "From Genesis to Revelation" udkom i månelandingsåret 1969.

De tre medlemmer havde bare ikke samme mod eller lyst som Armstrong til at forlade rampen og komme ud over scenekanten for eftertrykkeligt at proppe sange som "Domino" og "Throwing It All Away" helt ned i fadølslemmen på publikum.

Rammerne var ellers tæt på det perfekte. En scene fra en anden verden, der lignede en mellemting mellem en gigantisk konkylie og en alternativ kongekrone, en studentersmuk junisol og en logistisk succes fra arrangørernes side. Vel og mærke op til koncerten.

Men Genesis, bandet der burde være garanter for en medrivende musikalsk odyssé, diskede op med en sætliste, som fik størstedelen af publikum til at transformere sig til småsnakkende, sidevendte byfestdeltagere.

Efter "Duke" havde slået tonen an som et slattent tema til en sportslørdag i midtfirserne, kom "Turn It On Again" som en form for mantrasang fra et band, der efter mange års fravær igen har fået samlet trådene.

Koncerten forliste

Efterfulgt af den dystre og rystende smukke "No Son Of Mine" samt den eviggyldige "Land of Confusion" tænkte man, at med den i starten flotte lyd som fløden på jordbærrene ville det hele gå op i en højere enhed.

Efterfølgende kom der næsten tre kvarters stilstand med uendelige numre som medleydræberen "In the Cage/Cinema Show/Duke's Travel/Afterglow". Snork!

12-14 minutters avantgarderock uden synderlig variation og en uhørt uinspirerende guitarist kan slå de fleste tilløb til koncert-eufori ihjel.

Seks sange i træk blev skudt af sted, uden én eneste nåede et decideret klimaks. Først med fascinerende "Ripples" fik man en lille smagsprøve på den drømmende og monumentale rock med Phil Collins som kaptajnen med den hypnotiske stemme, der lige præcis fik én til at sejle med, som omkvædet prædiker.

Desværre kun for en kort bemærkning, da Genesis i stedet for at lægge fra land forliste med et hult skvulp.

Mangler saft og kraft

Hvis det skal tages alvorligt med "Turn It On Again", så skal der dælenfløjteme lidt mere saft i sættet.

Phil Collins skal droppe fotoseancerne med sit digitalkamera, Mike Rutherford skal putte omtrent 75 procent mere vitalitet i sit spil og så skal Genesis ganske enkelt si tre-fire af de mest uengagerede melodier fra.

Ellers ender de kommende hundredtusinder fans med at tage frustrerede hjem til trods for muntre "I Can't Dance" og himmelske "Carpet Crawlers" som henholdsvis humørfyldt og berusende godnatvise.