Part-Y-on med Dolly

Country-koryfæet er festlig som de færreste. Men musikken fik for lidt plads i et sprudlende show 

****
Indrømmet. Jeg har kriller i maven. Det er min første gang. Første gang med uforfalsket, autentisk og ultraamerikansk country. Nerverne burde jeg dog have smidt sammen med cowboyjakken og en 10'er i garderoben. Efter få sange i selskab med aftenens på én og samme tid ekstremt lille og forbavsende store hovedperson falder jeg til ro.

Det føles slet ikke så slemt. Hun kan jo synge så ikke en cowboyhat sidder lige, hende Dolly. 

Præcis som diskanten de første par numre er Dolly Partons guldoutfit presset til det absolut yderste. Hvis hun får luften i den gale hals, så eksploderer hun ud over hele Forum Horsens, tænker jeg.

Om det er derfor, hun mellem numrene skal have så mange ligegyldige høflighedsfraser skudt af sted, er uvist, men det bliver en kende for ensformigt 17. gang, man lægger ører til lovprisningen af Smoky Mountains tilbage i Tennessee.

Lidt mindre ordgejl havde været passende. Men på den anden side kan det ikke overraske, at hun har en tendens til det svulstige...

Profetien holdt

I de to vidt forskellige sæt disker hun op med en anretning, som bedst beskrives som en buffet med lidt af hvert.

Lige fra hendes største og denne aften mest festlige mainstreamklassikere "Jolene", "9 to 5" og "Merry Me" spædet op med "Apple Jack" til de mere autentiske bluegrassnumre, hvor Dolly Parton fremstår mere tiltalende end i de poppede og efter min mening for strømlinede og radiovenlige sange.

Især "Little Sparrow" berører mig dybt. Jeg har aldrig hørt nummeret før og bliver forpustet og bevæget over, hvor meget kontrol og power den 61-årige sangerindes stemme stadig besidder. Men måske er det ikke så overraskende, når man husker på, at stemmebåndet er direkte tilsluttet til to enorme ilttanke, som ville få de fleste fritidsdykkere til at kippe med svømmefødderne af begejstring.

I flere minutter strømmer den pureste magi ud over hallen. Og heldigvis fastholder hun den stemning med "These Old Bones", der godt nok ikke handler om Dolly selv, men om en spåkone, som for et halvt århundrede år siden "så", at den lille pige med den store stemme engang ville rejse jorden rundt og gøre mennesker glade. Den profeti, må man sige, gik i opfyldelse.

Lidt for meget grin

Til tider er det svært at ane scenen for alle de lyserøde cowboyhatte med Dolly Parton-logoer. Næsten lige så svært som at spotte et gram fedt på den veltrimmede og usædvanligt glade madamme.

Anden del af koncerten bliver pakket ind i lidt for kunstige grin og for utroværdige instrumentale bidrag. En skam fordi aftenens største oplevelser præcis er de numre, hvor teksterne får lov at snige sig op under ruskindsjakkerne, hvorpå ivrigt blafrende frynser understreger holdbarheden i de af Dollys sange, der også vil lyde for foden af Smoky Mountains om et halvt århundrede.