Så englene sang synth

ELEKTRISK: Depeche Mode cementerede i Parken, at de hører til i den absolutte musiksuperliga

****
Det var et usædvanlig blandet publikum, der havde kæmpet sig vej til nationalstadionets overdækkede græstæppe, hvor tre stjerner fra den musikalske superliga skulle vise, at de efter 25 år på banen stadig har kampgejsten, teknikken og holdånden til at forføre 40.000 mennesker.

Trippende mellem tømte ølkrus og røgløse cigaretskod stod det midaldrende ægtepar fra Brøndby, som havde vundet billetterne i en quiz på lokalradioen. De havde ikke hørt så meget om bandet, men glædede sig alligevel til at høre dette moderne musik, som kaldes alt fra synth-pop og pop-tekno til dance-rock og elektro-pop.

Ved siden af dem hujede en gruppe svenske teenagepiger, der indædt tiggede om at blive citeret for, at forsangeren Dave Gahan er personificeringen af det franske kys alias tungekysset.

Og så var der horderne af dedikerede fans med forlængst forvaskede T-shirts med "Violator"-logo og forventningens lys brændende bag deres Depeche Moderne briller.

Og ingen af dem blev skuffede. For de britiske lydsmede bankede så elegant som håbet på deres elektroniske værktøjer, så man efter en lidt famlende start fandt sig tilrette i deres minimalistiske maskinrum.

Delikat enkelhed

Lyden, der ofte har været genstand for megen kritik i Parken, passede noget nær perfekt til de metalliske og messende passager. Og Dave Gahans hypnotiske og dragende stemme stod simpelthen tindrende klart over plænen. 
 

Der skulle dog gå lidt tid, før Gahans vokal for alvor fik sat gang i løjerne. For de første sange fra det nye album "Playing the Angel": "A Pain That I'm Used To" og "John The Revelator" manglende netop den nerve, som har gjort mindst et par håndfulde af gruppens sange til klassikere.

Derfor var det først med "Question Of Time" og "Policy Of Truth", at man fik en smagsprøve på Depeche Modes relativt simple men meget delikate sangformel: De formår ganske enkelt at skabe dybt komplicerede sange med relativt enkle hjælpemidler - sagt med den dybeste respekt.

Samme enkelhed gik igen i sceneshowet, hvor simple tegninger og næsten statiske fotomontager matchede sangene perfekt. Allerbedst i "Enjoy The Silence", hvor det musikalske og visuelle udtryk smeltede sammen til den højere enhed, hvor engle har hjemme.

Narkotisk røst

Når koncerten til trods for uforglemmelige højdepunkter som symbiotisk semireligiøs sangjubel i "Personal Jesus" ikke scorer topkarakter og vinder en klar udebanesejr, så skyldes det et udefinerligt dilemma, som bestod i akavede bølgedale, hvor publikum sank sammen. Måske blot for at samle kræfter til at hellige sig de virkeligt fænomenale passager som på "I Feel You" med dundrende urrytmer og "Never Let Me Down Again" pakket ind i Depeche Modes karakteristiske melankoli og Gahans narkotiske røst. Men måske også for at omorganisere vintertøjet, som Parken af uforklarlige grunde ikke ville opbevare under koncerten.

Disse "døde perioder" så dog heldigvis ikke ud til at forstyrre trioen Gahan, Gore og Fletcher, der var sjældent tændte, hvilket synes ret imponerende taget i betragtning af, at de allerede har turneret i mere end fire måneder.

Om 43 koncerter lander gruppen igen i Danmark for at spille i Århus, og der kan man så håbe, at årstiden måske animerer til to timers uafbrudt ekstase i stedet for glimtvise, omend varme omfavnelser med teknohimlens engle.

Depeche Mode, "Playing the Angel", Parken lørdag 25. februar 2006