Akustiske Supermænd

Dave Matthews jævnede Store Vega med jorden

*****
Det var den omvendte verden onsdag aften på Store Vega. Normalt spiller Dave Matthews med band elektrisk rockpop på fyldte stadions. I stedet spillede han akustisk sammen med guitaristen Tim Reynolds foran et relativt beskedent publikum.

Normalt er det mellem numrene, ørerne hviler. Onsdag måtte man dække lyttelapperne til for ikke at få tinnitus, når det ekstravagant høje bifald truede med at jævne Vega med jorden.

Og det var såre fortjent. For Dave Matthews stod i mere end to timer for en formidabel voyage i et akustisk drømmeland, hvor sublimt guitarspil, rørende tekster og en sjælden nærhed var nøgleordene.

Passende dynamik

Dave Matthews hører til den race, der synger med hele kroppen. Og især ansigtet. Teksterne blev simpelthen presset ud mellem så sammenbidte læber, at det til tider mindede om en hård fødsel. Og når det verbale afkom endelig kom ud i det fri, så var hvert eneste sandhedsvidne på Vega enig i, at resultatet var sjældent smukt.

I flere sekvenser smeltede de to guitarister sammen, og det skyldtes især kollegaen Tim Reynolds, der mindede om en krydsning mellem Richie Havens og Jimi Hendrix. Eksperimenterende, betagende balstyrisk og fandens hurtig på fingrene. Når de begge to gik amok på gribebrættet, så sendte det voldsomme vibrationer direkte i rytmeorganet.

Størstedelen af de homogene sange, der genremæssigt hører hjemme på samme hylde som Counting Crows, Matchbox 20 og Alex Lloyd, besad en passende dynamik, der skiftevis svingede fra det nedtonede og sagte til det eksplosive og vidunderligt melodiøse som på "Crush" og "Smooth Rider".

At tale om højdepunkter er næsten upassende, for Dave og Tim besteg som en musikkens pendant til Hillary og Norgay den ene bjergtop efter den anden. De var mildt sagt flyvende. Når de bevægede sig ned fra de højere himmellag, kunne man fornemme vanddråberne sprøjte på én i "Lie in our Graves", der handler om at gribe dagen og leve i nuet. Superduoen levede og leverede bestemt i nuet, og personligt kunne jeg have hørt dem resten af natten.

Jeg har aldrig hørt et publikum give så øredøvende et bifald før. Og hver eneste rødglødende håndflade var fortjent. Eneste minus var de mange ølkrus, der i de allermest skrøbelige øjeblikke blev knust under publikums fødder. Det trådte den sidste stjerne i stykker ...

Store Vega. onsdag 14. marts 2007: Dave Matthews