Kædereaktion af gåsehud

SÆRKLASSE: Coldplay levede op til deres nye nordiske status som verdens bedste band

*****
Chris Martin kastede sig med perfekt timing ud i halvanden times fænomenal følelsesmanipulation med "Square One", hvor åbningslinjen lød: "You're in control, is there anywhere you wanna go?" Det var dog en lodret løgn, for manden, der havde kontrollen, var ham selv.

Han styrede begivenhederne med så tommetyk tæft, at lørdagens kåring ved Nordic Music Awards som verdens bedste band stod som en naturlig banalitet.

Coldplays popularitet i Forum var under hele koncerten proportionel med antallet af blinkende mobiler, der blev presset til det yderste af deres ejermænd i forsøget på at sende billeder og toner til mænd og koner.

Det spinkle lys fra mobilerne kunne dog langt fra hamle op med selve showets lyssætning, der var beundringsværdig. Professionel. Vovet. Betagende. Enkel når melankolien krævede ro samt eksplosiv og sprudlende, når laserlysene svingede diabolsk med trommerne som dunkende dansegulv.

Bedste publikum

Chris Martin viste sig som en værdig anfører, da han i samtlige 5400 sekunder spjættede af ekstase foruden en sjælden oprigtighed. Man følte ganske enkelt, at han befandt sig det sted i hele verden, han allerhelst ville. Og det smitter af som en nymalet bænk.

Han dedikerede og omdøbte sangen "Amsterdam" til "Copenhagen" til ære for det, han udnævnte som verdens bedste publikum, mens højdepunkterne fortsatte med at skylle gennem Forum, der for en gangs skyld havde en klar og detaljeret lyd.

Man kunne høre hvert eneste ord. Essentielt, når Martins tekstuelle eftertænksomhed er så vitalt et element i sangene.

Sendt til tælling

Næsten hver sang blev fulgt op med mere eller mindre originale kunstgreb. Som da utallige gule balloner svævede hen over publikum til sangen "Yellow".

Det kunne man lade sig fascinere af, inden man igen blev ramt med lydens hastighed og den vanedannende vellyd af et piano, en mand og et omkvæd, der plantede et dybt stød lige i mellemgulvet og sendte alle til tælling efter splitsekunder i selskab med "The Scientist".

Der gemte sig så meget smerte i den sang, at man næsten takkede, da "God Put a Smile Upon Your Face " efterfølgende varmede og glædede med en tiltrængt gang elektrisk guitarstøj, der desuden sørgede for lidt diversitet i udtrykket.

Det eneste minus ved koncerten var, at de mange balloner med tuschpåførte modsætninger som: "sandt-falsk", "lys-mørk" og "nat-dag" blev lidt for "skær det ud i pap-pædagogiske" og dermed et mindre irritationsmoment i stedet for en simpel understregning af teksternes budskaber.

De mest emotionelle passager gik langt bedre ind, når Chris Martin faldt på knæ eller kravlede eksalteret helt ude ved scenekanten. Der, hvor de færreste kan holde sig oven vande. Og det kunne Coldplays stemmemæssige Gabriel.

- Vi spiller ikke for at blive verdens bedste band, men vi prøver hårdt, råbte Chris Martin.

Spirituelt punktum

20.000 hænder gav ham højlydt ret, inden de fire musikere alle sammen placerede sig i en lille klynge forrest på scenen, hvor de spillede en smuk akustisk udgave af "Til Kingdom Come" dedikeret til Grand Avenue, Carpark North og Johnny Cash for derefter at imponere med "Don't Panic", der kunne fremhæves som ét blandt mange højdepunkter.

Der blev sat et sjældent smukt punktum med "Fix You", som Coldplay også spillede til Nordic Music Awards aftenen før.

Denne gang rummede den dog så meget mere nerve, så meget mere kirkeorgel, så meget mere Chris Martin og så meget mere indlevelse fra et tusindstemmigt kor, at aftenen sluttede som en oplevelse på grænsen til det nyreligiøse eller spirituelle.

Forum, 30. oktober 2005: Coldplay