Gigantisk stemmesvigt

Bob Dylan leverede en historisk dårlig sangpræstation i Aalborg

*
Før ikonet Bob Dylan gik på scenen, blev der talt meget om hans mystiske ankomst til Limfjordsbyen. Hans bus havde mørklagte ruder, og han havde krævet, at der ingen fotografer var på hele området omkring den enorme hal i det østlige Aalborg. Ingen måtte se ham inden koncerten. Ingen.

Til selve lydprøven blev alle smidt ud af hallen, og fotografer var forbudt under selve koncerten. Den eneste grund, jeg umiddelbart kan komme på, er såre simpel. Bob Dylan ville sikre sig, at ingen havde billeder fra en aften, hvor han fejlede så ekstremt, at man skulle have haft størrelse 56 på i sko for at kunne krumme sine tæer tilstrækkeligt.

Åbningsnummeret "To Be Alone With You", der retfærdigvis blev skudt i gang klokken præcis 20.00, vil for altid hjemsøge mine ører.

Aldrig har jeg været til en koncert, hvor frontfiguren har fremvist så eklatant mangel på sangstemme. Rusten som et ligkistesøm. Skrattende som en pensioneret grammofonplade. Galpende som en forpustet terrier. Selv de mest hardcore fans må have tvivlet på, om han rent faktisk sang på engelsk, hebræisk eller volapyk.

Ordene. Tvetydigheden. Poesien. Alt det, som han mestrer, blev fuldstændig maltrakteret til ukendelighed.

Der sidder adskillige værtshussangere på de danske bodegaer, der ville have sunget disse tekster med større held.

Bob Dylan er bestemt en stor poet, men når man ikke på nogen måde kan høre de sproglige fortræffeligheder, så er der jo ikke nogen grund til at se ham live. Så i stedet for at blive hyldet begravede han sig selv i Gigantium.

Bandet spillede heldigvis ganske fornuftigt, så man sad i perioder og håbede på, at Dylan bare ville lukket gabet og koncentrere sig om sit key-board, der nærmest demonstrativt var placeret, så han stod med siden til publikum under det meste af koncerten.

 

 

 

 

  

En museumsgenstand

Han forsøgte heller ikke på noget tidspunkt at etablere nogen form for kontakt mellem publikum og sig selv. Ikke et eneste "Good evening Denmark" eller "I'm glad to be here".

Nede i salen sagde en kvinde sidst i 40'erne det meget rammende: "Ja, han siger godt nok ikke meget til os fans. Han synger også forfærdeligt efterhånden, men når man kan lide hans gamle plader, så er det meget fedt at være her alligevel".

Det stemmer meget godt overens med mit syn på Bob Dylans rolle som en opreklameret museumsgenstand med stor affektionsværdi men ingen reel nytte.

En af Dylans bedste sange: "The Times They Are A-Changing" var måske en slet skjult hentydning til, at tidens hårdhændethed ikke nødvendigvis resulterer i en bedre stemme.

Highway var højdepunkt

Aftenens højdepunkt, altså udover slutningen, hvor man kunne ånde lettet op, var sangen "Highway 61 Revisited", hvor solidt guitarspil i et kort øjeblik fjernede fokus fra sandpapirsrøsten og næsten fik én til at føle, at man var til en rockkoncert.

Men så begyndte Grauballemanden fra Duluth i Minnesota desværre at synge igen. Denne gang "All Along The Watchtower", hvor teksten lyder: "There must be some way out of here". Oprigtig talt, så er jeg overbevist om, at såvel publikum som Dylan tænkte netop det.

Gigantium i Aalborg, lørdag 23. oktober 2005, Bob Dylan